Hey flotte! Mere tak!

Selvudråbt kyniker/realist, som jeg nu er, har den sidste uges tid, været en smule tumult for mig.

Sådan nogle følelser, som sommerfugle i maven, er ikke nogle jeg byder velkommen med åbne arme. Jeg brydes mig ikke om det, jeg synes det er drænende og udmattende, så jeg prøver at skubbe sådanne følelser væk, så godt som muligt.

Men så kommer Blondie, med sit flotte blonde hår, helt lige smil, lækre overarme og fejer benene fuldstændig væk under mig. Det er sku ikke fedt, og så alligevel.

Det hele startede for alvor sidste fredag, til årets sidste eller første julefrokost (alt efter hvordan man ser på det). Søde Blondie, arbejdsom og hjælpsom som han er, havde arrangeret det hele, og sørget for at nogle andre lukkede butikken. Men til min store ærgrelse, så havde han også påtaget sig ansvaret for at åbne butikken næste morgen, og ville derfor holde sig ædru. Det var derimod overhovedet ikke hans plan, at jeg skulle være det. Det var faktisk ingen af gutternes plan. Som ene pige på mit team, måtte jeg mande mig op og følge med. Og det gjorde jeg. I en sådan grad at jeg selv blev helt stolt (i øjeblikket – bestemt ikke dagen efter). Blondie stod tæt på, helt lækker i en skjorte lige så lyseblå som hans øjne. Hans hånd lå på min skulder, mens han stod bag mig.

Da festlighederne sluttede, ville Blondie køre mig hjem. Det havde jeg ingen indvendinger imod. Vi krammede farvel, jeg sagde tak for turen og opdagede pludselig hvor fuld jeg lød. Han syntes det var sødt, og pludselig kyssede vi. Som jeg husker det kyssede han ualmindeligt godt. Men så igen – det har vodka før bildt mig ind. I min fuldskab begik jeg dog fejlen…

“Vil du ikke med ind?” spurgte jeg ham.

I min alkohol-osende tilstand virkede det ganske logisk. Han undskyldte med at han skulle tidligt op på arbejde næste morgen, og han nok ikke ville få sovet meget, hvis han kom med ind. Straks skammede jeg mig – en hel ny side af min persona var kommet frem:

slutty pengiun

Ikke en jeg er stødt på før, men i særdeleshed har stiftet bekendtskab med den følgende uge.

Da jeg kom ind i seng, må jeg være faldet i søvn umiddelbart efter jeg havde skrevet en kvajet fuldebesked (inklusiv stavefejl) til samtlige veninder om mine udskejelser. Da jeg vågnede næste morgen til alt for kraftigt sollys og mangel på Blondie, havde han dog efterladt en besked på min telefon…

Vi skrev hele dagen mens han arbejde, og jeg plejede mit skrøbelige korpus. Og sådan har det faktisk forsat lige siden. Der går ikke mere end 24 timer mellem at vi skriver, og hver gang hans navn dukker op på min skærm, bliver jeg glad inden i. Jeg elsker at få hans opmærksomhed, og jeg smiler som et fjols ad min telefon, når vi skriver sammen inden sengetid.

Vi har set hinanden flere gange i løbet af ugen, dog altid med selskab fra kollegaer, men flirtet er der blevet. Han har dog meget travlt med at lege alpha-macho når de andre gutter er der, og fortælle om scoringer, damer ect. ect. Mens jeg sidder ved siden af. Jeg ruller lidt med øjnene og smiler til ham.

Jeg er ikke forelsket, han vil ikke noget seriøst lige nu – det vil jeg heller ikke. Jeg er ikke klar til bånd og forpligtigelser. Jeg er ikke klar til at møde forældre og familier. Jeg er ikke klar til at glemme Vennen.

Men jeg glæder mig til at prøve at kysse Blondie i ædru tilstand.