Sleepy blondes

“Du ved bedre,” “hvorfor gør du det her mod dig selv?”, “du er en idiot!”

De samme sætninger, hver gang jeg vågner med en knugende hjerneskal, og en komplet intolerance overfor lys.

Normalt plejer jeg at skide tømmermænd et stykke, men netop idag, hvor de syntes særligt uoverkommelige, blev jeg pudsigt melankolsk. Følte mig ret alene, da jeg skammeligt spiste over en halv bøtte Ben & Jerrys og så frygtlig dårlige film.

En sær trang efter at et andet menneske var til stede, så både min mavedelle og ensomhed ikke ville vokse.

Men der var jeg så. Ynkelige, alene og dopet på fløde is. Forbandede verdens uretfærdighed, ved at nogen (læs:mig) havde sørgede for, jeg skulle på arbejde til lukkevagt.

Alt virkede horribelt da jeg trampede mod butikken. Heldigvis var Blondie mindst lige så træt som jeg. Den stakkel.

Jeg satte mig, og brokkede mig over sværhedsgraden ved at være både tømmermands-ramt og servicemedarbejder i en dagligvareforretning. Så uretfærdigt, når jeg bare gerne ville putte.

Pludselig stod Blondie ved siden af mig. Lænede hagen mod mit hovede og møvede næsen i mit hår, som jeg heldigvis lige havde vasket med den lækre hårkur. Lænede instinktivt hovedet mod hans bryst. Trygt, varmt og velduftende. Han dufter altså umådeligt godt.

Umiddelbart tænkte jeg ikke noget mærkeligt i situationen. Indtil hånden kom. Hans hånd på min talje. Op og ned – rytmisk, beroligende, hypnotiserende.

Og med ét skiftede stemningen. I mit hovede i hvert fald. Fra vores flere måneder lange platoniske venskab, hvor linjerne aldrig blev overtrådt.

Kombinationen af hans varme, hans duft og hånden der rørte der hvor det kilder lidt, på den helt rigtige måde, gjorde mig saglig. Kroppen dunkede varmt, higende efter mere. Havde lyst til at løfte hovedet og finde ud af hvad der skulle ske. Havde lyst til at tage hans hånd. Tegne efter blækstregerne i hans hud på underarmen. Gjorde det ikke. Der var for meget på spil. Min ven. Som jeg holder meget af, men som kan ét eller andet. Tænde noget. Pille ved det. Spille med det. Vække nerveenderne og få pulsen til at slå hurtigere.

Mit hovede kørte med 120 km/t, og alligevel ikke. Det var så rart og hjemmeligt, nærmest.

Så jeg puttede hovedet tættere ind til hans bryst og ventede på han blev træt af det. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig, at bryde trancen.

Efter sekunder, minutter, timer (?) brød han og tog hjem, efter han havde stået lidt med min hånd i sin.

Hvad der skal lægges i det ved jeg ikke. Jeg vil gerne have mere, og samtidig vil jeg ikke ødelægge det venskab, vi endelig har fået stablet på benene. Vil ikke komplicere det igen.

Men ih guder hvor dufter han dog godt….