Mine veninder dukkede op med vin, kage og godt humør på mit dørtrin. De ved hvor nedtrykt, jeg har været efter jeg kom hjem. En aften med mad og modigvand virkede som den rette løsning.
Vi snakkede og grinede højt.

Modigvand blev skiftet ud med modigsjusser og endte i modigshots.

Vi snakkede om venindernes kærester. Problematikker jeg kunne forholde mig til, men stadig følte var lidt fjollede. Det mindede mig om hvor længe jeg har været single. Det der med at skulle tage hensyn til et andet menneske på den måde.
Vi blev enige om, at vi nok var lidt en særlig type piger. Nogle seje, frigjorte nogle. Sådan nogle der ville dø før de fik en dørmåtte-kæreste. Sådan nogle der blev forfærdet, hvis kæresten spurgte om lov til noget.

De spurgte ind til Sergenten, som stadig ikke havde skrevet eller accepteret min venneanmodning på Facebook. De spurgte ind til Charmetrolden, som stadig tog længere og længere tid om at svare.

Stille indrømmede jeg at kende Sergentens snapchatnavn. En kombination af en lamineringsopgave placeret foran en opslagstavle, hvor hans telefonnummer stod på en seddel, min autistiske tendens til at kunne memorere talrækker, mit barnlige håb da jeg tastede det ind i min telefon, inden jeg glemte det. Et håb om det en dag dukkede op på min skærm, når jeg mindst ventede det. Snapchats evne til at forslå kontakter, der er tilkoblet deres telefonnummer, og så min trodsige beslutning om at slette ham som kontakt, da han aldrig skrev. Så kunne han lære det, kunne han.
Ikke desto mindre huskede jeg hans navn på snappen. Og det var pludselig en stor fristelse ikke lige at tilføje ham.
Så det gjorde jeg. Og sendte en venneanmodning til Charmetrolden.
Psykopat-stalker-mode slås åbenbart til i min hjerne, når jeg drikker rom og cola. Note to self. (læs: det er jo ikke særlig svært at finde en person, hvis efternavn står på deres uniform, og fornavn på deres tinder. Slap dog af)

Da Sergenten tilføjede mig som ven også, undslap et lille hvin mine læber. Sødt stod hans fornavn på min skærm. Det kunne jeg godt lide. Hans rigtige navn. Det passer så fint til ham, og får en til at glemme, at han snart skal sendes ned et sted, hvor det handler om at dræbe eller blive dræbt.

Da jeg vågnede dagen derpå, havde jeg lykkeligt glemt alt det dumme jeg havde gjort aftenen forinden.
Så åbnede jeg rutinemæssigt Facebook, fandt Charmetroldens accept af vores venskab. 6 timer senere fjernede han mig som ven og slettede vores match på Tinder. Of well, can you blame him?
Sergenten derimod, han kiggede min MyStory, og pludselig var jeg vældig motiveret for at løbe en tur trods tømmermændene. Bare for at virke imponerende og overskudsagtig. Og lige snige et tilfældigt billede af det på MyStory.

Jeg ved ikke hvorfor han accepterede min snapchat. Jeg ved ikke om han nogensinde skriver.
Men stædighed/ihærdighed er mit mellemnavn, fordi det har givet pote før i tiden.
Mit ego er, som en af de der tumlinger man kan give sin undulat, hvis man er så led at holde den alene. Sådan en der kan tæskes i jorden, og så rejser den sig op igen, og beder om mere. Øretæveindbydende.

Igår aftes kunne det være nok. Tænkte jeg ville sende noget stille og roligt, direkte til ham.
Med tommelfingren hængende over hans navn, lige indtil jeg trykkede på send, i et modigt splitsekund. Adrenalinen pumpede i årerne. Skyndte mig at slukke telefonen og lægge mig til at sove.

Her til morgen tog det tid at vågne. Frygtede at kigge på telefonen. Håbede hans søde navn ville stå der, men diskuterede med mig selv, om hvor stor sandsynligheden i realiteten var for det. Meget lille kom jeg frem til.
Alligevel bankede hjertet lidt hurtigere end det burde klokken 7.30 en søndag morgen.
Han havde ikke skrevet. Naturligvis.
Det var ikke et voldsomt slag, jeg kommer til at bounce tilbage med lynets hast, og han kan ligeså godt glæde sig.

Der er ikke rigtig noget at sige. Alt blev knipset væk. Alt gik galt. Jobbet blev ikke mit, Sergenten skrev aldrig, og nu er jeg hjemme i Jyllands-flækken, jeg hader så inderligt.

Første nat sov jeg 16 timer, vågnede til den grusomme indsigt i at det ikke var et mareridt, men en realitet. Tårerne trillede inden jeg overhovedet fik svinget benene ud af sengen.
Børnefødselsdagen skulle overstås. Make-uppen forsøgte at skjule de sørgmodige øjne. Med mit bedste braveface, klarede jeg hele 4 timer, omgivet af balloner, glasur og kyskager, med det konstante “er det så slut nu?” spørgsmål, der hukkede et lille stykke af mit hjerte, hver gang jeg måtte svare “desværre,” med et lille smil.
Da jeg kom hjem, stirrede jeg ind i væggen i 3 kvarter. Klumpen pressede i halsen, og tårerne fik endnu en gang frit løb. Stille sad jeg, med puden presset mod maven, i et forsøg på at udfylde det kolde sorte rum, der nu var.

“Skal du ikke have noget mad?” spurgte mor, med let sammentrukne øjenbryn. Havde ingen appetit. Og først der gik der op for mig, at jeg ikke havde spist siden torsdag aften, hvis man ser bort fra den kop nudler jeg stak til i toget, indtil det var most til ukendelighed.
Hver gang jeg nærmer mig noget spiseligt, gør min mave oprør. Rumler og klager sig, indtil det hele kommer op igen.

Nu er der gået fire dage. Der er ikke flere tårer tilbage, smilet kommer lidt lettere frem, enegien er på come-back.
Mit hoved brygger på en ny slagplan. En plan til at komme tilbage i Forsvaret, for som selv min hippie-agtige mor kunne se, så er det der jeg hører til. I hvert fald lige nu.
Sergenten er der ikke noget at gøre ved. Jeg tænker stadig meget på ham. Når jeg lukker øjnene er det stadig hans blå hundehvalpeøjne, buttede underlæbe og søde stritører der vinder frem på nethinden. En bittersød erindring. Om natten er det ham der rumsterer. Et frygteligt mareridt hvor jeg konstant skuffer ham, skuffer mine overordnede, mine forældre og mig selv. Mit hoved er pt. enhver hjernevriders våde drøm.

I går bippede en sms ind, bedst som jeg slukkede lyset. Mit hjerte gik i stå, tror jeg. Håbefuldt kiggede jeg på skærmen. Det var bare far.
Gad vide hvornår den følelse går væk igen? Gad vide hvornår jeg ikke har brug for et dagligt fix af hans Facebook, som er blevet meget mere åben efter vi har fået fælles venner. (#nostalker) Han accepterede ikke den venneanmodning jeg sendte, og 4 timer efter den var sendt, annullerede jeg den igen. Ved ikke hvorfor. Kolde fødder, et forsøg på at redde mit ego. Han må absolut have set den. Det var søndag, og der er ingen normale 21-årige, der ikke kigger på deres facebook, i 4 timer på en søndag. Det fortæller jeg i hvert fald mig selv.
Min mor, det kloge væsen, var selvfølgelig klar med gode råd. “Jeg synes bare han var rigtig sød,” havde jeg hulket ned i puden. Hun strøg mig over håret, og kiggede på billedet af ham, der lå på bordet (ligesom et klassebillede, bare for soldater. Jeg er ikke psyko-stalker og laver collager af ham i min fritid. Så tit.)
“Jamen søde skat dog, han er da svigermorsdrøm, ham der. Han kan da slet ikke håndtere så vild en personlighed som din.” Det var nok ment som et kompliment, ikke desto mindre gjorde det ondt.

Min hjerne knagede og bragede, når den ikke var i komplet følelsesmæssig tomgang. En to-do liste måtte der til. Skriblede med panden tungt hvilende i håndfladen. Dybe suk understregede min store koncentration.

– Rydde op på værelset
– Pudse støvler
– Jobansøgninger
– Kasser på loftet
– Genoptræning
– GLEM HAM!

Understregede den sidste opgave to gange og kylede håbløst kuglepennen i bordet, hurtigt efterfulgt af min pande.
Hvad gør en håb- og modløs pingvin i modvind? Den geninstallerer Tinder. Fordi timerne er mange, hvor de før var få. Og den barske realitet er, at Sergenten af den ene årsag eller den anden, ikke har planer om at skrive til mig.
Helt ærligt, så kender jeg jo heller ikke manden. Umiddelbart syntes jeg bare han var rigtig sød, hvor alle jeg før har fundet attraktive har været nogle højrøvede douchbags grundlæggende.
På den måde har Sergenten faktisk lært mig noget, som jeg altid vil være taknemlig for. Og det er, at jeg er klar til en jeg er tryg ved, og ikke en jeg skal imponere.

Sent søndag aften sad den lille pingvin derfor og strøg til højre og venstre. Mest til venstre. For dem på skærmen var ikke Sergenten, og jeg slikkede stadig mine sår i mit lille mørke mentale hul.
Et par enkelte røg til højre. Mest for fornøjelsen ved “It’s a match” beskeden, og bekræftelsen i at de havde liket mig tilbage.
Men pludselig gik min tommelfinger i stå, ligeså mit hjerte – et øjeblik. En gut, der ikke var Sergenten, men stadig i uniform. Med lattermilde øjne og et kønt skæg, kiggede tilbage på mig. Allerede inden jeg likede ham, screenshottede jeg hans billede. Kunne ikke bære tanken om, hvis han lynhurtigt skulle forsvinde ud af mit liv igen. Så sød så han ud. Håbefuldt trykkede jeg på det lille grønne hjerte. Holdt vejret indtil skærmen blev grå og vores billeder stod ved siden af hinanden. Et altoverskyggende smil spredte sig på mit ansigt. Glemte et øjeblik min elendighed, mens jeg ventede på han skrev.
Da det ikke var sket dagen efter, fattede jeg min vidunderlige humor, mit forslåede ego og pennen for at skrive en vittig besked til ham.
Da han svarede, hoppede jeg næsten i luften af glæde. Vi skrev sammen et par timer. Jeg begyndte at håbe han ville invitere mig ud. Det har jeg aldrig prøvet før. Normalt frygter jeg det.
Men så gik jeg i seng, og så har jeg ikke hørt fra ham siden. Eller, det er så 1,5 døgn siden, og det kan jo være han laver noget vigtigt.
Alligevel har jeg en lille stemme, et lille ego med et blåt øje og andre knubs, der hvisker “du er ikke god nok, han er allerede træt af dig, hvad skulle du dog have at byde på? Se dog på ham?!”

Hvad kan jeg sige, måske er jeg bare lille og forslået og har brug for en masse kram og opmærksomhed.
Who doesn’t?

Det er sommer. I teorien i hvert fald.
Vejret opfordrer ikke ligefrem til udendørsaktivitet, ej heller gør mit humør.
Det har været studentertid, og ligesom min gymnasietid har det været en flad oplevelse. Mit engagement har virkelig manglet, hvilket har resulteret i, at jeg intet har fortaget mig, udover at have ondt af mig selv.
Jeg ved ikke helt hvad jeg har ondt af, men ondt gør det.
Når jeg sådan er alene i mit eget selskab savner jeg Hunden. Varmen og den betingelsesløse kærlighed.
Dernæst savner jeg Vennen. Tænker på ham, ude i verden, sammen med Øboeren.
Midt i min suppe af selvmedlidenhed, geninstallerede jeg det ynkelige sociale medie Tinder. Bare som tidsfordriv jo. Og nok også lidt i jagt på bekræftelse.
Scorellede igennem de gamle matches, læste lidt beskeder. Jeg var ikke rigtig gået glip af noget.
Det stod mig dog i øjnene at profilbilledet ved siden af den lille blå Super-like stjerne havde ændret sig.
Jeg måtte lige kigge. Se om Løven havde ændret sig, siden jeg så ham for… 1 måned siden?
Ganske rigtigt både ny tekst og nye billeder. Han er nu meget sød. Med krøller og tykke kinder. De store blå øjne.

Lukkede appen ned, mindede ham om hans mindre end milde afvisning sidst vi skrev sammen. Fint hr. Løve, hvis det skal være på den måde.
Slukkede telefonen og lagde mig til at sove.
Vågnede tideligt, sammen med solen. Blev blændet af det lysende display. Kunne se der var mange beskeder.

Langsomt fokuserede øjnene.

“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”
“Løven syntes godt om din nye besked”