Når man har brug for en helt

Jeg ser mig selv som et ret selvstændigt menneske. Jeg kan lide, når jeg kan gøre tingene selv. Jeg er på mange måder, som et stædigt “kan selv, vil selv”-barn. Ja, nogle gange stamper jeg næsten i jorden og holder vejret, hvis det hele ikke lige går efter mit hovede. Charmerende karaktertræk. Jeg ved det.

Anyways, det er det der vinterferie, og jeg skulle arbejde i weekenden. Med en uforklarlig dunkende hovedpine og et overskud noget lig nul, begav jeg mig ind i den længste 8 timers vagt jeg nogensinde har haft. Drømme søndag. Alt gik galt. Jeg nåede intet af det jeg ville, havde en masse hængepartier. Glemte hvor jeg var kommet til når jeg blev afbrudt. Fik sygemeldinger. Alt var nederdrægtigt.

Omkring lukketid var jeg grædefærdig. Min krop gjorde ondt, mit hovede hamrede afsted, som havde jeg været 1 uge på Roskilde Festival med en menu udelukende bestående af rødvin.

Dagen efter skulle jeg tideligt op, og i sommerhus med min fars familie, langt ude på bøh-landet. Misforstå mig ikke, jeg elsker min familie. Men de er ret konservative, og har ikke særlig højt til loftet hvad angår alternativ tankegang. Heldigvis er min far mere af min støbning, og vi kan på den måde bakke hinanden lidt op, når det kommer til diskussioner. Det var derfor noget uoverskueligt, at se min far og hans kone forlade sommerhuset onsdag, og vende næsen hjemad. Og efterlade mig med oppositionen.

Min bedstemor elsker mig rigtig højt, men nylige beslutninger jeg har truffet i mit liv, huer hende ikke, og det har skabt en hvis distance.

3 dage mere med dette virkede fuldstændigt uoverkommeligt. Særligt da jeg blev færdig med min bog, og ikke længere kunne gemme mig. I hvert fald ikke med en valid grund.

Timerne gik efter fars afgang, og jeg følte mig træt og ked af det (PMS-livet er selvfølgelig også en form for undskyldning). Under aftensmaden spurgte flere ind til om jeg følte mig frisk, fordi jeg så lidt bleg ud. Og et lille vindue åbnede sig. Jeg kunne komme væk, med en simpel forklaring om at jeg var blevet syg. Jeg skulle bare finde en der kunne køre mig.

“Kunne du ikke helt vildt godt tænke dig, at køre en tur ud hvor kragerne vender og hente mig?” spurgte jeg Blondie. Det var som at gribe efter et græsstrå, men det var mit eneste håb, når det var blevet så sent.

1 minut efter havde jeg Blondie i røret.

“Jeg var lige på vej ud at træne, hvor er du?” spurgte han, med sin venlige og velkendte stemme.

Jeg spurgte om han ikke ville træne inden han kom, jeg kunne sagtens vente.

“Ikke tale om, jeg kommer med det samme! Send adressen og pak dine ting” grinnede han.

20 minutter senere holdt han i indkørslen, mens min familie kiggede nysgerrigt ud for at spotte et glimt af mit lidt hemmelighedsfulde mandlige bekendtskab, der sådan kom og hentede mig om aftnen. Han smed mine ting i bagagerummet, og bakkede ud af indkørslen. Jeg lænede hovedet tilbage og sukkede af lettelse. “Er du okay?”. Nu var jeg. Jeg kunne mærke, hvordan jeg med det samme slappede af i den varme bil, den duftede af Blondie, musikken var behagelig, og mørket omsluttede os.

Hele vejen hjem snakkede vi om alt og ingenting. Vi grinnede, snakkede lidt alvorligt og grinnede så igen. Nemt og behageligt.

Jeg kan selv, og jeg vil selv. Men som vi kørte gennem mørket, trygt og varmt, føltes det rart faktisk at være blevet reddet.