Giv slip…

Det har været en lang uge. Livet flakser sig ikke lige som jeg vil, og derfor faldt jeg lørdag aften til en god ven – rødvinsfalsken. Jeg blev hurtigere fuld end jeg regnede med. Jeg skrev en fjollet besked til Blondie. Han ville gerne se mig. Jeg ville sku også gerne se ham. Helst lidt mere af ham. Han var på arbejde. Jeg tog derop, og så ignorerede han mig faktisk frem til jeg skulle hjem igen efter lukketid. Det tacklede jeg ikke særlig flot i min brandert. Jeg blev faktisk rigtig kællinge-sur. Flot move, virkelig charmerende. Det lort gad Blondie ikke finde sig i, det forstår jeg godt.

Han spurgte hvad der skete for mig, da jeg var kommet hjem. Jeg var stadig fuld og overbevist om at det var hans skyld. Så jeg svarede surt tilbage at jeg ikke gad det her halv-hjertede flirteri mere. Det var virkelig dumt. Vi skændtes ikke rigtigt, men ord blev udvekslet… Jeg fortaltet jeg kunne lide ham… Lide ham for meget. Jeg vil jo ikke have det stopper, men det begynder at gøre ondt nu. Jeg begynder at tage det for seriøst.

Stemningen er mærkelig. Jeg mente det ikke. Mente ikke noget af det jeg fik sagt. Men måske er det meget godt med en pause, for som min veninde så fint skar ud i pap for mig; “du er jo helt pjattet med ham”. Og det har hun fuldstændig ret i. Det er jeg, og det er en fucking fejl. Det var ikke planen.

Han skrev igen her til morgen, jeg skrev undskyld, han sagde jeg ikke skulle tænke på det. Han spurgte om jeg ville komme op og hjælpe ham. Han havde sovet dårligt. Der var en spøjs stemning. Jeg skammede mig og kunne ikke rigtig være mig selv.

Jeg vil gerne mere… Men jeg er bange for at brænde nallerne, og jeg tror jeg har fucket det op for good denne gang.

Jeg drikker aldrig igen