Raseri

Læseferie og sol, er en kombination, der virkelig udfordrer min viljestyrke. Hvad er vigtigst? Mit skoleprojekt eller min sommer-tan? Alle ved jo, at det er umuligt at se noget udendørs på en computerskærm.

Jeg har derfor bare tullet rundt herhjemme, uden noget tidspres, og spenderet tiden på at læse bøger (ikke af faglig karakter overhovedet), spist frokost med veninderne, shoppet og trænet (med dertilhørende hoveddrejninger efter håndboldgutterne, der tilfældigvis træner på helt samme tid som os).

Men i fredags fik min veninde 12 i det samme som jeg skal op i, og jeg tænkte “ppfffh, det kan jeg sku også”. Jaja frøken Pingvin, hvad med lige at skrive projektet mere end 2 sider langt?

Så jeg besluttede hårdnakket, at mandag ville jeg gå i gang. Og hvad laver jeg nu? Skriver blogindlæg og spiser en chips/mælkesnitte-kombi til morgenmad. Godt skuldret.          Men jeg har jo altså haft ganske travlt i weekenden. Med fødselsdage, arbejde og andre vitale arrangementer.

Så jeg skulle arbejde sammen med Vikingen, hvilket jo naturligvis optog mit hoved langt mere, end det der skole. Havde stjålet et glimt af ham uden trøje på til træning. Den slags glemmer man ikke lige umiddelbart.

Da jeg dukkede op på jobbet, gik jeg ud fra det ville være akavet som det plejer efter vores p-hus eventyr. Men jeg var fast besluttet på ikke at lade den slags slå mig ud. Jeg dukkede op efter træning. Nyvasket, nyolieret, brun-agtig og i shorts. Hvem skulle kunne stå for det? Ikke Vikingen. Han virkede meget mere varm, sjov og hyggelig end han har gjort de sidste par uger. Vi tullede lidt rundt, han virkede nærmest undskyldende for ikke at have nået noget. Jeg smilede og grinede. Stillede mig lidt tættere på end normalt. Ikke noget vildt, bare en lille markering. Stabiliserede grundlaget igen.

Det var hyggeligt, jeg drillede ham lidt, han drillede igen. Alt i alt en super god  stund. Så forsvandt han, og helvede begyndte.

Sikringer der sprang. Ting det nægtede ikke at vælte ud over det hele. Kunder i stride strømme. Mangel på aircondition. En vagt hvor man havde død travlt, men alligevel intet nåede. Da min vagt ebbede ud og jeg var på vej mod min veninde, fik jeg en besked fra Blondie.

“En anden gang skal du lige huske at ordne grønt.” Mit raseri var lige ved at koge over. Hvad fanden bildte han sig ind. Han var ikke engang på arbejde. Jeg skrev et kort og prompte svar til ham og håbede han ville lade det ligge.

Men ak nej. Han skulle tvære i det. Brokke sig over min attitude, at den slags ting skulle jeg have styr på, at det kunne jeg vel nok nå.

Raseriet brændte i min krop. Fik hjertet til at banke og panden til at prikke.

4 sekunder fra en flyveskalle hr. Blondie. Jeg lod vær at svare, lod stilheden insinuere at han var gået over stregen. Hans selvsmagende arrogance pissede mig grænseløst af, til det punkt jeg var klar til at hente springbrættet. Øretæveindbydende.                                       Han forsatte ufortrødent. Beskederne tikkede ind. Han var altid så sød ved mig, jeg skulle tage mig sammen, pakke min attitude og sure svar sammen igen. At han forstod vi havde haft travlt i dag. Det eneste jeg kunne tænke var, hvis ikke du er den med den dårlige attitude, hvorfor skriver du så overhovedet til mig? Jeg ved da godt hvad skal og ikke skal nå, men jeg kan ikke ændre på kundestrømmen min ven.

Måtte slutte den af med en lang besked, hvor jeg bad ham bakke af inden jeg fik sagt horrible ting i raseri. Sluttede beskeden med “denne besked skal ikke besvares”.

Han forstod budskabet.