Ohøj fra en synkende skude pt. 2

Der gik en måneds tid, hvor jeg var forvirret over hvad jeg havde gjort forkert med Garderen. Længe stirrede jeg på den grønne plet ved hans profilbillede i min chatlinje på Facebook. Uden han svarede mig. 1, 2, 3, 7 dage gik der mellem at han svarede eller bare læste mine beskeder. Forstod det ikke helt, men fandt mit gamle værktøj, kynisme, frem og forkastede alt mit hoved nogensinde havde opspundet.
Jeg fokuserede på min træning, betalte for en coach, begyndte at afveje min mad, tælle kalorier og kulhydrater.
Det føltes som at sidde i et tog, med al for høj fart. Jeg vidste jeg ville kollidere på et tidspunkt, men havde ikke i sinde at stoppe udviklingen.
For 2 år siden tabte jeg mig rigtig meget, på en sund og fornuftig måde. Med viljestyrke og snusfornuft.
Denne gang kunne jeg ikke finde min fornuft eller viljestyrke.

Jeg troede, at jeg havde fået lov til at springe min vinterdepression over i år. Men i februar kom den for alvor og lossede mig gevaldigt i ansigtet.
Jeg gjorde mine ting. Alt det der bliver forventet at jeg gør. Men når jeg var alene, ville jeg bare ligge under min dyne og proppe sukker i hovedet.
Med mine nært forstående optagelsesprøver, vidste jeg godt at sukker ville sætte mig gevaldigt bagud.
Så jeg tog den lette, kujon-agtige udvej.
Jeg havde ikke viljestyrke til ikke at spise marabou og skumfiduser i rå mængder. Jeg havde for dårlig samvittighed over det bagefter.
Så løsningen måtte nødvendigvis være, bare at kaste det hele op igen, når jeg havde gjort det.
Som sagt, så gjort. Og nu kan jeg ikke stoppe med det igen. Har lovet mig selv, at det bare et redskab indtil jeg får fodfæste, og har nået mine mål.

Engang i min spæde ungdom brugte jeg cutting som en coping-metode når jeg blev stresset og ked af det. En sørgelig og ynkelig vane, jeg er faldet tilbage i.
Det er svært at forklare, men det føles, som om man nogle gange, er ved at kløjes i sine følelser.
Jeg ved ikke engang hvilke følelse der fylder så meget, men cutting fungerer som en form for terapi. En form for ritual. Den samme måde hver gang. Samme fremgangsmåde, samme musik, samme følelser.
Det værste er at skulle skjule det efterfølgende.
Men forløsningen der følger efter smerten er meget vanedannende. Det må være følesen af kontrol, er jeg kommet frem til.
Jeg har intet behov for, at fortælle det til nogen. Jeg vil ikke have det omdømme. Jeg ønsker ikke at folk bekymrer sig om mig.
Men når jeg føler mig utilstrækkelig, så kompenserer jeg ved at presse barberbladet hårdt ned i huden omkring anklerne. Som om at det er en straf, og det er min opgave at skulle bide smerten i mig.
Jo mere blod, desto stoltere er jeg over min egen formåen.
Det ser sært ud, når det er skrevet ned. Men oppe i mit hoved giver det mening i øjeblikket.

Og med det for en kort bemærkning, så skete der noget mærkeligt, mens jeg sad i mit lille hul og var en lille trist musse.
På en grå torsdag, fik jeg et snap fra BMA, og et vanligt stik af savn til Forsvaret gik gennem mig. Jeg svarede helt uvanligt på hans besked. Og før jeg vidste af det, havde vi en aftale dagen efter.
Han går på Sergentskolen (den heldige kartoffel), og kom med toget. Lige så snart jeg så ham kunne jeg mærke en glad boblen i maven. Om det var ham eller udsigten til sex vil for evigt forblive i det uvisse. Men glad blev jeg.
Jeg var meget overtræt da han var færdig med at udforske lejligheden. Vi så et afsnit Paradise Hotel, hvor jeg måtte holde mig for øjnene i ren og skær pinagtighed over disse børns udskejelser. Hold dog jeres sluttyness bag lukkede døre, som andre normale mennesker.
Den gang jeg var ung, og så den slags, var det ugens nyhed, når nogen i menneske-reservatet korpulerede for åben skærm.
Det afsnit vi så, og jeg har ganske vist ikke set Paradise Hotel i mange år, men der horede folk jo i flæng. Først i poolen, så på værelserne, så med den ene og derefter med en anden.
Jeg var helt hægtet af, en smule i foragt.
Jeg går massivt ind for seksuelt frisind. Men den promiskuøse ligegyldighed de udviste, fik noget til at vende sig i mig.
Efter en halv times rædderlighed, som føltes uendeligt, når man sad gemt bag sine egne hænder og fordomme, var det tid til film. Haha “film”, som det jo så fint bliver camoufleret som.
Introen var knap færdig da jeg mærkede en hånd på mit lår. Jeg lænede hovedet lidt tilbage mod hans skulder og sukkede stille. En ting fyre er suckers for.

Filmen blev hurtigt afskrevet, da jeg vendte mig for at returnere hans blide strøg.
Det var første her det gik op for mig, hvor ualmindeligt veldrejet hans overkrop var i den langærmede t-shirt der klæbede sig til hans overarme.
Han var tydeligt mere veltrænet end sidst vi havde set hinanden – en af Sergentskolens klare fordele.
I hurtige bevægelser fløj tøjet om ørene på os.

Forpustede og svedende krøllede han armen rundt om min nakke og trak mig tæt på. Duften af mand og sex hang i luften. Jeg snusede ind med næsen mod hans bryst. Han snakkede om nogle militære ting, jeg nød hvordan hans hud vibrerede af bassen i hans stemme. Mens han talte faldt jeg i søvn.