Upsi-wupsi

BMA’s besøg er tiltrængte og velkomne når de finder sted. Behovet for at blive bekræftet og anerkendt, er ikke et jeg kimser med. Men det er der, og jeg mærker det når han ligger lige der.

Efter hans sidste besøg, flyttede jeg til København. En drøm jeg har haft siden 1.g, og endelig gjorde jeg det.
Tog springet, købte en lille andelslejlighed der trængte til mere end en kærlig hånd. Faktisk en mere Emma Gad-type hånd. Og det fik den. Jeg er stolt af den og den er helt min egen. Også lidt bankens. Men mest min.
Det føles voksent og vidunderligt.
Lovede mig selv at jeg ville stramme op og tage mig sammen. Lægge mine dårlige vaner fra mig og efterlade dem i Jylland, sammen med alt andet skidt og bras.

Det er ikke helt lykkedes, men jeg prøver.
Har brugt de fleste vågne timer på, at indrette mit liv og tjene til føden. Jeg er glad og fungerer bedst, når jeg ikke får meget tid til at tænke. Når jeg tænker kommer utilstrækkeligheden krybende.
Ulmende og kvælende lægger den sig som en klæbende boa om halsen.

Det var derfor også med en smule forventning, jeg drog afsted mod min gamle kaserne til besøgsdag. Vi skulle alle hygge og feste i det gode vejr. BMA havde sagt han ville være der. Havde beskrevet hvilke uartigheder, han ville udsætte mig for diverse steder i byen.
Klokken 15 stod det relativt klart, at han ikke ville dukke op. Hvilket var fint. Det var mere det principielle i at hænge, uden han havde meldt afbud. Respektløst synes jeg, og min bedsteveninde endnu mere.
Jeg nægtede at skrive først. Indtil tirsdag hvor jeg knækkede og skrev en besked med tyktflydende sarkasme. Om han mon var faldet i et hul?
Det var han ikke. Gode undskyldninger var der mange af, men ingen undskyldning for ikke at have skrevet.
Tog det med et gran salt. Måtte finde den rationelle hjernehalvdel frem. Fiske alle mine argumenter frem; vi skylder ikke hinanden noget og han har hovedet fyldt (med jord åbenbart).
Men følelsen af at blive overset er der stadig. Irritationen over min komplet manglende rygrad irriterer mig grænseløst.
“Lad ham savne opmærksomheden,” tænker jeg. Tre dage senere savner han den tydeligvis stadig ikke. Og så sidder man der med lang næse og en mave fyldt med bland-selv slik.
Men når jeg så finder på en ynkelig undskyldning for at skrive til ham, så svarer han med det samme.
Med søde ord og lige den mængde kink man har brug for, når man har arbejdet 8 timer.

Det har ingen fremtid, ingen forudsætninger for at ende godt, alligevel er der en tryghedsting i det, der gør jeg ikke helt kan slippe ham.

Men hvis han ikke lægger noget i det, så er det vel helt fair, at lede efter en der vil lægge noget i det? Samtidig med man høster overfladisk opmærksomhed?