Hvor helvede blev jeg af?

Før en date

Følgende indlæg er skrevet 2 dage før min date, eller hvad man kunne kalde det, med en ny fyr, som vi kalder Garderen 2.0.
Here goes;

Til alles store overraskelse løb det med BMA ud i sandet.
Ja, hvilket chok.
Efter han brændte mig af i Jylland, ville jeg ønske at min værdighed og integritet, havde stoppet mig i nogensinde, at tage kontakt til ham igen.
Åh ak o ve, om jeg ikke fik rodet mig ud i nogle fuldemandsbeskeder. Og ih hvor jeg græmmes. Over mig selv og mit behov for opmærksomhed.
I frustration swipede jeg igennem Tinder. Fik det ene match efter det andet. Skrev med den ene ligegyldige fyr efter den anden, om de samme ligegyldige ting. Min opmærksomhed og interesse er ganske flygtig, og jeg tog hurtigt mig selv i, at glemme at svare på beskeder eller ikke åbne appen.

En helt almindelig aften, med mine nylakerede tånegle hvilende op ad væggen kiggede jeg skeptisk på mine lægge. De er ikke så pæne, synes jeg. Rev telefonen ud af opladeren og trykkede på den lille flamme. Hvad skulle jeg ellers give mig til?

Strøg fingeren over skærmen, vrængede af snapchat-navne, instagramprofiler og klichéfyldte profiltekster.
Nogle fyre slap gennem nåleøjet, og den perifere bekræftelse skyllede gennem min hjerne, når der kom et match.

Fyre med sandfarvet eller grøn uniform slap særlig let gennem, og deres match tæller altid lidt mere.

Også denne aften fik jeg sådan et match. Han så sød ud. Høj, slank, pænt smil, milde øjne, god kæbe. Ikke noget så særligt, at jeg ville gøre mig ulejligheden, at finde på noget, at skrive først.

Ikke at det skulle blive nødvendigt. Der gik ikke mange minutter før han skrev.
”Har du været på [indsæt jysk kaserne]?” spurgte han. Det måtte jeg jo indrømme. Det fremgår også af mine billeder, og enhver soldat med respekt for sig selv, kender regimentsmærkerne på baretterne.

”Kender du så BMA?” var hans næste spørgsmål. Af samtlige 350 værnepligtige på mit hold, så spurgte han ind til den ene jeg havde knaldet. Hvad er oddsene?
Ligeledes måtte jeg komme til kort.

”Du er ikke den Pingvin, er du?” spurgte han. Nåh ja, så var katten ude af sækken. Jeg funderede lidt over, hvilke historier BMA mon havde fortalt. Og til hvor mange.
Det kom dog frem, at de var ganske nære venner. Ham og BMA. Han havde hørt historier om min… løssluppenhed, når jeg var i byen og begyndte at drikke tequila. Kunne mærke mine kinder blive røde ved påmindelsen, og at dette fremmede menneske vidste sådanne ting om mig. Min nysgerrighed var ved at eksplodere, over hvad BMA mon havde fortalt.

Garderen 2.0 virkede en smule imponeret, faktisk. Her tænkte jeg The Brocode ville bryde ind, og stoppe vores korrespondance. Men han lod sig ikke sådan lige bremse. Han ville gerne ses.
”Ja, det tror jeg da gerne, hvis det er det indtryk han har af mig” tænkte jeg for mig selv og undskyldte mig med, at min far ville være tilstede i lejligheden lige netop den dag, han inviterede sig selv.

”Hvad med næste weekend” blev han ved. En ihærdighed, jeg kunne genkende fra BMA de første par gange vi sås.
”Jeg synes du skal tale med BMA, om han har cool med det,” undveg jeg. Jeg ville faktisk gerne have en reaktion fra BMA. Et eller andet. Det var over en uge siden jeg sidst havde hørt fra ham, og det kunne være, det her gav ham et los i røven.
Der gik nogle dage, hvor jeg var lidt i syv sind. Hele tiden frem og tilbage. Skulle jeg mødes med ham? Havde jeg overhovedet lyst? Var det bare for at få en reaktion? Ville jeg være den pige, de kunne high five over, de begge havde knaldet?

Garderen 2.0 var i midlertidigt vedholdende og tålmodig i min evige limbo. Langsomt stoppede BMA med at være samtaleemnet. Jeg holdt igen, stadig mistænksom overfor hans intention. Han virkede sød og oprigtig. Men har ofte ladt mig forlede af opmærksomhedens lokkemad. Derfor analyserede og screenshottede jeg noget nær hele samtalen, for at videresende til veninderne.
De virkede optimistiske. ”Hvis BMA ikke vil noget, så kan du vel være helt ligeglad.” Det råd tog jeg for gode varer. Kun Brormand virkede skeptisk. ”Han virker som en douche-bro og ikke en gentleman-bro,” stadfæstede han.
Hele tiden frem og tilbage.

”Jeg skal på øvelse næste uge, og ses med BMA fredag,” informerede Garderen 2.0 mig.
Ih guder, så hører jeg nok aldrig fra ham igen, tænkte jeg.
”Skal vi ikke ses lørdag? Så kan du pusle om mig?” forsatte han i samme besked.
Fandenivoldskheden i mig tog over, hvis han ville ses, så skulle han dælme have lov. Han var jo sød.
”Det glæder jeg mig til!” var hans respons. Følte et vist behov for, at forventningsafstemme med det samme. Uanset hvilket indtryk han måtte have fået, havde jeg et behov for at sænke hans forventninger. Min tidligere tendens til at rive første og bedste hankøn til mig, er noget jeg prøver at ihukomme.
Næste gang, skal det betyde noget, har jeg lovet mig selv. Det har jeg gjort før og brudt det i en brandert, men lad nu det ligge.

Han virkede helt indforstået med, at vi blot skulle ses til pizza og film. En plan jeg har tænkt mig at overholde, uanset om han bliver og sover eller ej. Fordi jeg gerne vil bevise, at jeg kan mere end bare være en man knalder med. Det synes jeg faktisk jeg har fortjent.

what

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Hvor helvede blev jeg af?