Min mor ønskede at dø.

Min holdning til selvmord har altid været meget klar.
Jeg forstår det. Jeg synes det er ærgerligt, at det er et tabu, ikke at ønske at leve mere.
Jeg synes det burde være en menneskeret, at gøre en ende på sit liv, såfremt man føler livet ikke har mere at byde én.
Her taler vi ikke 15-årige der er blevet slået op med af deres kærester, og føler verden falder fra hinanden.
Jeg mener folk der lider af kroniske og smertefulde sygdomme. Fysiske såvel som psykiske.
Jeg forstår, at hvis man lider af kronisk depression på 10., 15., eller endda 20. år, at man bare ikke magter mørket og de lange dage længere. Hvis hver dag er en kamp at komme igennem, og man på en eller anden måde, finder trøst i, at der findes noget bedre et sted.
Jeg synes det er helt legitimt, at sige, at man ikke gider det baks mere. Og jeg synes man burde kunne tale højt med sine omgivelser om den slags.
Få sagt farvel, og måske endda have en pårørende ved sin side når man tager billetten.

Der er bare lige én undtagelse for, hvem denne menneskerettighed gælder, og det er mine forældre.

Min mor og jeg sad i sofaen.
Jeg er hjemme på besøg, for jeg flyttede langt væk for næsten 1 år siden.
Min mor og jeg snakkede om verdens store og små ting. Vi komm ind på selvmord, efter en tydeligt fortvivlet person har kastet sig ud foran et tog på Valby station og muligvis taget en uvidende, livsglad kvinde med i faldet.
Selvvisk? Ja, det må man sige, selvom manden uden tvivl ikke havde planer om at skade kvinden også. Manden er blevet udskammet i medierne, for om end det er tragisk, at nogen ønsker at ende sit eget liv, så er det om muligt endnu mere tragisk, at en udefrakommende, uskyldig kvinde bliver påvirket i så voldsomt og uretfærdigt et omfang.
Er der virkelig ikke andre alternativer, tænker jeg. Ude af stand til at forestille mig, at man kan være så langt ude, at man ikke kalkulerer andre menneskers ve og vel med i sine planer.
Min mor, med uendelig viden og empiri, forklarer at folk på selvmordsstadiet ofte ikke ser langt ud over deres egen næsetip, fordi de er så opslugt at det følelseshelvede der rumsterer i deres indre.
Det forstår jeg, og alligevel ikke. Det ligger mig for fjernt.

Min mor er psykiatrisk sygeplejesker. Hun har arbejdet med alle slags suicidale. Både dem der gør det i et råb på hjælp, og formentligt i sidste ende ikke ønsker at dø. De ønsker at smerten inden i skal forsvinde, men deres værktøjskasse er tom.
Hun har også arbejdet med dem, hvor man med vold og magt holder dem i live, og ved de hænger sig i en lysekrone, så snar de træder ud af døren på psykiatrisk afdeling, fordi deres beslutning er truffet.
“Man kan ofte høre det på, hvor langt de er i deres planlægning” sagde min mor. Har de stedet og midlerne? De grundigste planlæggere er ofte de mest beslutsomme, mener hun.
Jeg har ingen teori til at bevise det modsatte, og det virker ganske logisk.
“Jeg var selv ved at tage billetten i december,” sagde min mor.
Jeg kiggede på hende. Fordøjede ordene, uden helt at forstå hvad der skete
Det føltes lidt, som at blive ramt af et godstog.
Min mor fortalte om, hvordan hun ville spise en masse piller, oppe i familiens sommerhus ved havet, som jeg elsker så højt. Billederne af en lufthavn, helt tom for mennesker, gled hen over skærmen, der kørte på pauseskærm foran mig. Jeg kunne kun kigge på billederne.
Jeg er ikke idiot, jeg ved godt min mor er syg. Hun har PTSD, og har vendt sit liv på hovedet hen over de sidste par år.
Nogle skelletter er kommet ud af skabet på det sidste, der giver mig indsigt i, hvor omfattende min mors sygdom er.

Men jeg lallede oprigtigt rundt i den tro, at min mor var velbehandlet og glad. For nogle år siden, ville denne information måske ikke have virket helt så overraskende.
Men jeg var af den klare overbevisning, at min mor var velbehandlet og lykkelig i sin tilværelse.

“Lagde du ikke mærke til, jeg havde det dårligt i december?” spurgte min mor.
“Tjooo,” tøvede jeg, med øjeblikkelig dårlig samvittighed. Jeg havde overhovedet ikke lagt mærke til, at min mor havde det dårligt, fordi jeg havde hovedet så langt oppe i røven på mig selv, at jeg kun ringede til min mor, når jeg havde brug for at lette hjertet.
“Men jeg er her jo stadig,” forsikrede min mor. Den køber jeg på stedet, for hun har jo ret, og det er lettest ikke at forholde sig til den slags.
Desuden er det jo mit princip, at alle mennesker har ret til selv, at bestemme hvornår de ikke gider være på denne jord mere. Og jeg er en principfast dame.

Jeg lallede videre i et døgns tid eller to. Jeg fortalte ikke nogen om vores samtale. Hvorfor skulle jeg? Hun er her jo stadig, som hun selv siger.
En aften tænkte jeg, at min mor faktisk nævnte for nogle år siden, at hun når hun havde det rigtig skidt, havde siddet i bilen, og tænkt hvad der ville ske, hvis hun bare kørte den af vejen.
Det tænkte jeg ikke så meget over, det har jeg sku også overvejet fra tid til anden, uden nogensinde at overvejet faktisk at gøre det. Men bare tænkt over hvad nu hvis.
Pludselig blev jeg rigtig vred på min mor. Hvad helvede tænkte hun på? Med min lillebror der stadig er så lille. Han kan da ingenlunde klare sig uden vores mor.
Jeg ville nok klare mig, det ville jeg blive nød til, jeg er trods alt voksen. Jeg ville også blive nød til at flytte hjem igen, og som minimum tilbyde, at min lillebror kunne bo hos mig hver anden uge.
Jeg planlagde min mors begravelse, mens jeg pressede panden mod den kolde mur i det mørke rum og knugede puden ind til mig.
Jeg ved min mor gerne ville have spillet “Vidunderlig” med Thomas Buttenschøn, og begraves i den billigste kiste der findes. Den skulle dekoreres med tegninger og blomster har hun sagt. Jeg ved min mor elsker vilde blomster. Det er noget rigtig lort, hvis man bliver begravet om vinteren, for så er de sku svære at finde. Sådan nogle vilde blomster.
Jeg ville være forfærdelig til at planlægge en begravelse, måtte jeg indse.
I realiteten var jeg vred på mig selv, over at min mor kunne være blevet revet ud af mit liv for 3 måneder siden, og det ville have føltes som et lyn fra en klar himmel. Jeg ville have været fuldstændig uforberedt, og jeg skammer mig over, at have så dårlig føling med det mennesker i verden der unægtelig står mig allernærmest.

Inderst inde føler jeg mig som et skræmt lille barn i en voksen krop. For sandt være sagt, så ved jeg ikke hvordan jeg skulle klare mig uden min mor. Helt selvvisk og barnligt.
Jeg skulle nok regne det ud. Med tiden. På sigt.
Men min mor er det klogeste, dejligste og mest elskværdige menneske jeg kender. En kvinde jeg beundrer og ser op til. En kvinde der har lært mig, at jeg aldrig skal nøjes. En kvinde der har lært mig, at pakke mine sydhavsfrugter og flytte mig, hvis jeg er utilfreds med mit ståsted.
Hun er min solstråle, min ledende stjerne, min mest fortrolige. Hun er min mor. For helvede.

Og derfor gælder menneskerettigheden, om selv at må bestemme enden på sit liv, ikke for hende.
Her forstår jeg dobbeltmoralen, for sådan har de fleste pårørende til folk der begår selvmord det vel.

Jeg forstod pludselig, hvorfor det er noget vi ikke snakker om. For fanden hvor bliver man bange. For helvede hvor gør det ondt.
Jeg kan sagtens rationelt i mit hoved, forstå hvor hårdt det må være at lide af en kronisk og altoverskyggende lidelse, der det tider må føles som en uendelig kamp. Jeg kan godt forstå, at man bare ikke gider mere.
Men barnet inden i mig tænker også helt følelsesmæssigt “hvorfor er dine børn ikke nok til, at du vil blive?”.
Det er to stemmer, begge skal høres og anerkendes. Begge skal føles og belyse situationen.

“Vil du hellere have været informationen foruden?” spurgte min mor, da vi et par dage senere tager en debreifing.
Det ved jeg faktisk ikke.
Helt oprigtig.
Instinktivt ville jeg have svaret ja. Fordi det gør ondt at vide
Nu er jeg blevet bange. Skrækken er sat i livet, og uanset hvor mange gange min mor forsikrer mig om, at hun aldrig kunne finde på det. At hun har fundet værktøjet i værktøjskassen. Så kan jeg aldrig slippe frygten for, at det ville gå min næse forbi, at min mor tumlede rundt på jorden, ude af stand til at nå værktøjet. At jeg bare ville træde henover hende, uden at sparke værktøjet, hun famlede efter, over til hende.

På den anden side, er dette den eneste måde at få selvmord aftabuiseret. Noget jeg føler man skal kæmpe for, og det er selvfølgelig ikke nemt at være en firstmover på sådan nogle ting.
Lettere sagt en gjort, som man siger. Og lige nu forstår jeg godt, hvor man ikke snakker om de her ting, for det gør dæleme ondt, når nogle man elsker, ikke ønsker at være her mere.