Nattepanik

Jeg skal præstere. Jeg skal vise, at jeg er værdig til en plads på min drømmeuddannelse.
Problemet er, at jeg ikke selv tror på, at jeg kan klare det.
Jeg vil det så gerne. Men jeg tror altid at der er nogen der er bedre end mig.

Jeg føler jeg skal kaste op af nervøsitet. Mærker maven sno sig om aftensmaden. Mærker det varme spyt i mundhulen. Jeg er så forvirret og føler mig så utilstrækkelig.

“Du er et af de klogeste mennesker, jeg kender,” havde han sagt. Selvom jeg var virkelig fuld, husker jeg det stadig.
Jeg har aldrig set mig selv som et over-middel begavet menneske.
Men da han sad der og kiggede på mig, kunne jeg ikke andet end at tro ham.
Han sagde det uden tvivl. Nøgternt og åbenlyst. Tvivlen i min mave forsvandt for en stund. Fordi hans ord virkede så sande.

Nu ligger jeg her. Han er væk. Tæt på, men utilgængelige. Jeg har brug for ham. Min ven der tror på mine kompetencer, når jeg selv føler, jeg er dømt til at fejle.
Men han er væk, måske for evigt og det river i mit hjerte.
Nogle gange lidt. Andre gange meget.
Men det stopper aldrig med at rive.
Fordi han gav mig noget, ingen anden nogensinde har givet mig.
Troen på mig selv.