Back at 'em keys

Ohøj fra en synkende skude pt. 1

Det bliver langt, navlepillende og næsten ulækkert ærligt det næste stykke tid. So strap in, we’re going for a ride.

Ikke desto mindre;

Ohøj, ohøj. Pingvinen er tilbage. Tiltende, skvattende og ude af balance. Men tilbage, med et håb om at lidt skribleri kan få mig til at lande mere eller mindre elegant på fødderne igen.

Januar var ikke rar. Januar var ikke god. Januar var yderst nederdrægtig, og som så mange andre på sociale medier betragter jeg det som en prøve periode på 2017. Hvis det forsætter sådan, må jeg ringe til kundeservice. I sidste ende opsige mit abonnement på 2017 og sidde dette år over.

Faktisk startede januars nederdrægtighed allerede 30. december 2016.
Dagen hvor mit og Vennens venskab officielt sluttede. Dødt og begravet, havde jeg håbet jeg kunne efterlade det i 2016.
Jeg vidste, at vi ikke kom til at holde nytår sammen. Jeg vidste at vores venskab var på standby, indtil bølgerne med Øboeren havde lagt sig. Vi har været på standby før. “Det klarer vi i et snuptag,” tænkte jeg.
Selv efter al balladen med Øboeren, var jeg ved godt mod.
Faktisk håbede jeg hendes skaberi ville åbne hans øjne for, hvor modbydelig hun er. Men ak nej. Vennen blev ved med at se deres forhold som en slags Romeo og Julie historie. De to mod resten af verden. Deres kærlighed var unik og kompleks, sagde han.
Som om det var en god ting.
Efter nogle uger, med den spilleliste der er dedikeret ham på min Spotify, bakkede jeg af. Han fyldte for meget. Følelsen af ham var for meget. Alle følelserne gjorde mig tyndhudet, og efterlod mig hulkende og åndeløs i de sene natte timer.
Så jeg skrev et brev. I hånden. Krydse-duller og det hele. Blottede min sjæl på papiret. Alle de ting jeg aldrig har turde sige til ham.
At jeg elsker ham. At det gør mig ked af det, at han er sammen med hende. At jeg havde prøvet at splitte dem ad i starten af deres forhold.
Til sidst tiggede jeg om, ikke at være hans ven mere. At han ikke måtte bede mig om det. Fordi jeg ikke kan sige nej.
Brevet var færdigt med 6 siders prompt, pragt og ærlighed. Læste det om og om igen. Imponeret over min egen sjælekrængende fortælling på papir. “Aldrig igen,” lovede jeg mig selv, da jeg lod tårene trille og lande på brevets linjerede papir. Så papiret bule og krumme sig sammen mens det sugede det salte vand til sig.
Jeg lod ham kende mine følelser før, og han stak mig lige mellem ribbene bagefter. Lige ind der hvor hjertet sidder.
Jeg lukkede skuffen omkring brevet, og gemte mine følelser for Vennen tilbage i skuffen i mit hjerte. Ualmindeligt bevist om, at jeg aldrig vil åbne den igen. Fordi jeg ikke må. Fordi jeg ikke kan. Fordi jeg ikke vil.

Men alt gik jo ikke helt skidt.
Fordi jeg har veninder der kender mig godt, og ved at korkproppen der er mit humør, hurtig returnerer til overfladen ved hjælp af alkohol.
Så da 2 flasker vin, blev til 2 flasker shots og dernæst til bodytequila, var det som skrevet i stjerne at vi skulle i byen.
“Har du hørt, at Garderen er blevet single?” spurgte veninden fortroligt ind over bordet. Du godeste. Garderen. Områdets Good Boy. Et rigtigt catch. Flot, høj og sød. Virkelig, virkelig sød. Han har haft kæreste på siden 6. klasse, altså ikke den samme, men med meget korte single-perioder ind i mellem. Man skulle være hurtig på aftrækkeren med Garderen med andre ord.
“Du skal da score ham i aften!” hvinede en anden veninde. Jeg grinede påtaget. Klart… Jeg ville da bare lige score Garderen. Som om han ikke svømmer i tilbud. Og hvem havde overhovedet forsikret sig, at han var i byen den aften.
Vi drak de sidste shots og stavrede videre i byen med en kold dåse-øl i hånden hver.
Bemærkningen var hurtigt ude af hovedet, da man fik en billard-køl i hånden, indtil jeg mærkede en spids albue i siden. “Av!” udbrød jeg, og tog mig til siden, mens jeg skulede op fra bordet. Diskret (eller knap så meget) pegede min veninde mod baren. Og ganske rigtigt stod der en samling skikkelser jeg kunne genkende, samt en meget høj skikkelse, der ikke kunne tilhøre andre end Garderen.
Min gruppe af veninder smilede indforstået til hinanden, mens jeg igen bøjede mig ned for at lave mit skud mod den hvide kugle på det grønne filt.

Efter spillet gik vi i baren efter flere shots. Drengegruppen havde sat sig ved et bord. “Vi tager lige nogen med til dem!” grinede min veninde.
Klart, klart. Vi svansede ned mod deres bord med favnen fuld af alkoholiske små glas. “Hey!” udbrød de og rejste sig galant op.
“Må vi sidde?” spurgte min veninde og bankede shots, salt og citron på bordet.
Kortvarigt dansede vi fra favn til favn, mens “ej hvor er det længe siden!”, “har du det godt?” og “gud hvor ser du godt ud,” blev slynget ud i vildskab.
Jeg spekulerede kortvarigt om det var for meget, at kramme Garderen. Vi havde ikke snakket sammen siden 4. klasse. Fuldskaben tog over, og det ville have været mere mærkeligt hvis vi ikke krammede.

“Længe siden!” udbryd Garderen, da han krammede mig. Jeg blinkede lidt af ham og grinede. Ja, det var det godt nok. Undgik betænksomt at afsløre vores vilde stalking af ham på sociale medier. Spurgte hvad han havde lavet. Han havde gået vagt for selveste Dronningen. Årh, pudsigt! Jeg havde jo også lige været i militæret. Og dermed var samtaleemnet for resten af aftenen grundlagt. Vi var de eneste to i selskabet der havde været inde at springe, og sendte hinanden indforståede blikke, når vennerne sagde dumme civile ting. Ord som “tjekke”, “snakke” og “kigge”, fik et løftet øjenbryn med på vejen, og vi smilede til hinanden.
Bedst som jeg slog Meyer, blev en Nik & Jay-klassiker smidt på bodegaens anlæg hvilket resulterede i spontan hvinen fra samtlige kvindelige deltager i selskabet. Dansegulvet skulle slagtes, og slagtet det blev.

“Han kigger på dig,” halvråbte veninden henslængt på dansegulvet. Jeg nægtede at tro det. Mine veninder er ret smukke. Jeg var sikker på det var en af de andre han sendte lange blikke efter.
Midt i en vild dans til et Nelly-nummer, mærkede jeg en hånd på min skulder. “Jeg var på vej op for at købe noget mere at drikke. Skal du have noget med?” spurgte Garderen, med et perfekt hvidt Colgate-smil. Jeg ville gerne selv betale min drink, men jeg ville da gerne akkompagnere ham op i baren.
Én drink blev til mange, og jeg glemte lykkeligt det tæt forestående arbejde.
Vi spillede kort, og jeg mærkede hans arm hvile bag min ryg op af ryglænet.
Jeg følte mig set, hørt og flatteret. Der var ingen tvivl om han var interesseret. Jeg forstod bare ikke hvorfor?
Jeg er vant til det er besværligt. Jeg er vant til, ikke at få hvad jeg gerne vil have. Jeg er vant til at være en 2. prioritet. Den man vælger, når man ikke kan få baben med kæreste på.
Jeg har et lille selvværd, med et kæmpe ego til at skjule det.

Da baren lukkede var jeg dog pinligt bevidst om, at jeg ikke ville være i stand til at kunne i gå i seng og derfor måtte lave en døgner og dukke gerdint bagstiv op på arbejde.
Jeg gjorde mine til at traske tilbage mod min nye hybel, en kort gang fra baren. Garderen var imponeret over mit voksenliv. Om jeg boede der helt alene? Åh ja. Om det ikke var lidt tomt? Obligatorisk ja, i håb om han ville gøre tilværelsen mindre ensom.
Dermed var det besluttet, at han skulle følge mig hjem, og se mit voksen imperium. Som var rodet og beskidt, men helt mit eget.
Jeg kiggede i smug på ham, mens hans høje væsen bevægede sig rundt i mit nye hjem, som jeg endnu selv føler mig lidt fremmed i.
Han kiggede annerkendende rundt. “Du har god smag,” sagde han. Jeg smilede forlegent. Mit hjem var stadig under konstruktion, og min hjerne var på overarbejde.
Jeg glanede mod uret. Der var cirka 1,5 time til jeg skulle møde på arbejde. Garderen virkede overraskende frisk, da han stak hovedet ind i soveværelset, heldigvis pænt rydeligt og beboeligt.
Jeg fulgte lige i hælene på ham, og vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Det vidste Garderen godt, for han smed mig på sengen i et hurtigt ryk, og kastede sig selv efter mig.
“Hvornår skal du på arbejde?” spurgte han, halvanden time cirka fik jeg fortumlet fremstammet. Og så kyssede han mig. Rart og varmt. Det var tydeligt at han havde den der “kæreste-erfaring”. Den hvor man har kunne lære hinanden ting, fordi man har været i et langvarigt forhold. Han var helt med på alle finesserne.
Det er første gang jeg følte jeg var sammen med en, som jeg ikke havde gjort nogen stor indsats for at score.
Tøjet røg hurtigt af, sådan som legen jo går. Men Garderens underliv ville ikke lege med. “Fuck, hvor er jeg fuld” hvæsede han. Jeg grinede lidt over den skøre situation, og sagde han måske ville have det bedre når han havde sovet lidt. Det mente han også.
Jeg skulle ikke sove, men Garderen trak mig faretruende tæt på, og trak vejret dybt i mit hår. Hans hånd strøg op og ned af min arm i varme, rolige bevægelser. Næsten lullet i søvn, kiggede jeg på uret, og måtte rejse mig for at tage på arbejde.
Forsikrede Garderen om at jeg ville finde ham og banke ham, hvis han stjal mine ting, mens jeg var væk.
Han grinede og faldt i søvn inden jeg var ude af døren.
Arbejdet var heldigvis bare 2 timers gulvvask, som kunne afsluttes med at købe morgenbrød. Mens jeg stod i køen, nåede jeg at blive nervøs. Hvad hvis han var gået mens jeg var væk.
Så ville jeg i hvert fald spise en hel bøtte Ben & Jerrys og have ondt af mig selv.

Låsen klikkede op, lejligheden var stadig mørk og lige der midt i gangen stod hans store sko. Jeg smilede lidt for mig selv og stak hovedet ind i soveværelset, hvor hans lange krop lå spredt ud over min seng. Jeg kastede posen med morgenbrød ud i køkkenet og lagde mig stille i sengen for ikke at vække ham.
Han så sød ud når han lå der. Så rykkede han lidt på sig og rakte ud efter mig. Han mumlede noget ned i mit hår, og så faldt han i søvn igen. Kort efter lukkede jeg også øjnene og nød at have nogen så tæt på.

Da jeg vågnede, med ugudelige tømmermænd og sammenknebne øjne var der stadig mørkt i værelset. Bag mig kørte en serie på meget lav volume. Jeg rullede og så Garderen, der var i gang med at se en film på netflix på sin telefon.
“Vil du ikke have min computer?” spurgte jeg. Det ville han mægtig gerne. Jeg ville mægtig gerne have et bad.
“Må jeg gå med?” spurgte han. Jeg tøvede et øjeblik i døren til badeværelset. Det måtte han vel. Jeg undrede mig over hans fuldstændige bramfrihed, og han lignede en der undrede sig over min tøven.
Eventuelle problemer med potens fra tidligere på morgenen var fuldstændig forsvundet under det varme rindende vand.
Jeg kunne nærmest mærke mine parader blive vasket væk. For Garderen var det intet problem at sætte mig på håndvasken og knalde løs, indtil et punkt hvor jeg troede den ville falde af væggen. Måske var min nervøsitet for netop dette scenarie relativt tydeligt, for inden længe var vi på vej tilbage i soveværelset, vådt hår und alles. Garderen vidste hvordan sådan en kage skulle skæres, vendte og drejede mig, men hele tiden med en omsorg og nærhed der var tydelig.
Orgasmerne rislede gennem rummet, og efter en del vandret-limbo drættede vi udmattede om på madrassen.
Nonchalant hev han computeren frem og smed en gammel disney klassiker på.

Det var først da han nævnte pizza, det gik op for mig hvad klokken var.
Hele dagen var gået med knalderri, film og lange put.
Hurtigt var Garderen i bukserne og på vej ud af døren efter mad, mens jeg fandt endnu en film og noget service.

Først ved 22 tiden, besluttede Garderen at tage hjem. Han kyssede mig farvel og var ude af døren, efter det længste one-night-stand i mands minde.

Allerede onsdag lå Garderen i min seng igen. Stadig uhøjtidelig og hyggelig.
Ganske hurtigt, fandt vi ud af, at vi sammen ikke var i stand til at putte eller ligge tæt, uden at det endte i sex.
Hvilket resulterede i, at jeg dukkede op på arbejde dagen efter, velbollet, i søvnmangel og lykkelig.
Da jeg kom hjem fra arbejde, var han der stadig. Smed nederdelen og trøjen og lagde mig til rette under dynen. Kiggede på hans sovende ansigt, og mærkede et lille klem om hjertet. I samme øjeblik strakte han armene ud og trak mig ind til sig. “Åh nej, ham her…” tænkte jeg, og lod mig endnu en gang overrumple af hans kærtegn og lidenskabelige kys.
Den eftermiddag fulgte han mig til toget. Han kyssede mig på perronen, og jeg beundrede sensationen af, næsten at skulle stå på tæer for at kunne ramme hans bløde læber.
Følte mig varm af sommerfugle og glæde, da jeg satte mig træt og øm i de hårde DSB-sæder.

Jeg tog til København, han tog til Århus, og så hørte jeg aldrig fra ham igen.

giphy-downsized-large

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Back at 'em keys