Sløjfe og glimmer

Busruden banker mod min tænding, nærmest i takt med Panamahs søde toner dundrer gennem mine ører. Næsten velkomment fylder sorgen min mave og bryst. Velkomment, fordi jeg så længe har været vred. Vred og uforstående. Vred ud i tåspidserne. Vred, så jeg ikke kan garantere, at jeg ikke ville have skubbet Garderen 2.0 ud foran et tog, hvis jeg mødte ham på Nørreport, hvor jeg ofte gik med nakken dukket, i frygt for at rende ind i ham. Frygten for, at skulle falde fra hinanden lige der midt i menneskemængden. I det mindste ville han også falde fra hinanden. På togskinnerne.
Eller, jeg ville i hvert fald give ham et mærkbart skinnebensspark.

Jeg prøvede som jeg plejer, at slippe uden om at føle. Arbejde, træning, venner, familie, aktivitet, aktivitet, aktivitet. Og i lang tid lykkedes det mig.
I få tilfælde ventilerede jeg min frustration. ”Er han virkelig SÅ ligeglad med mig?!” spurgte jeg indigneret. ”Har han bare været en endnu større narrøv, end alle de tidligere narrøve, siden han faktisk udgav sig for at være en god fyr?” forsatte jeg. Mine veninder nikkede. Han var absolut den mest narrøvede af alle narrøve på denne planet.
Men alligevel gik jeg med en lille fornemmelse, et lille håb måske, om at det ikke var forklaringen. Så meget kunne min intuition alligevel ikke tage fejl. Så ville han have løjet om alt, han nogensinde havde fortalt mig. Men hvorfor dog.

Alle disse spørgsmål. Så få svar.

Jeg glemte ham. Tvang mig selv til at glemme.
Glemme ved at bolle andre.
”Denne gang bliver anderledes,” lovede jeg mig selv, inden jeg skulle på kaffedate med en fra mit træningscenter. Kasket, store overarme, drengerøv – perfekt!
Kaffedate betyder ingen ulykker, det mente jeg helt bestemt.
Skip frem til 3 timer og 2 kopper kaffe og en bagel senere, hvor jeg skyder fanden i dating regler, og knalder det dumme mandemenneske, som om det var sidste dag på Jorden.
Faktisk er han slet ikke dum, Ham Den Nye. Han er bare ligegyldig.

Han mener det godt, men alt hvad der kommer ud af munden på ham giver mig tungt hoved, mens jeg ville ønske han ville stoppe med at snakke.
Til at starte med, troede jeg at jeg kunne blive glad for ham. Hvis jeg virkelig ville. Jeg prøvede at engagere mig. Men efterhånden blev han mere og mere et redskab. Som en livagtig dildo. Et redskab til en orgasme.
Jeg undgik fysisk kontakt ellers. Jeg fik nærmest kvalme når han ville kysse mig, og manøvrerede mig rundt, så jeg kunne slippe. Når vi var færdige, rullede jeg dynen om mig, lagde mig med ansigtet mod væggen. Forklarede at jeg ikke var særligt fan af at putte. Hvilket er sandt. Undtagen Garderen 2.0. Og andre fyre hvis armkrog, jeg passede perfekt ind i.
En aften skræmte distanceringen til Ham Den Nye mig. Under agten. Det gik pludselig op for mig, hvor ligeglad jeg var med ham. Fuldstændig, komplet ligeglad. Jeg gjorde ham og mig selv færdig, velvidende at dette ville være sidste gang, og rullede derefter om på siden, så langt fra ham som det var mig fysisk muligt.
Den nat drømte jeg om Garderen 2.0. Jeg så ham for mig, klart og tydeligt. ”Undskyld,” sagde han ”undskyld jeg aldrig svarede, jeg var ked af det og bange”. Hans ansigt er oplyst af tusind farver, håret er blæst tilbage af en vindmaskine jeg ikke kunne lokalisere.
Jeg vågnede, kiggede ind i Ham Den Nyes ansigt. Vrængede på næsen da han snorkede og prustede mig ind i ansigtet. Han krængede armen om mig, trak mig ind under sin dyne. Jeg vred mig. ”Du er ikke Garderen 2.0,” tænkte jeg ulykkeligt og rullede op mod væggen, mens jeg lod som om jeg sov. Jeg følte mig som et vederstyggeligt menneske. Hullet i maven fyldte.
Flere dage gik jeg med hullet i maven. Ham Den Nye skrev. Jeg ønskede ikke at svare, gjorde det mere af pligt og høflighed end af lyst. Håbede han opfangede mine korte svar og lod mig være. Om end hans overarme var perfekt muskuløse, var de ikke Garderen 2.0’s. Jeg passede slet ikke i dem. Eller også ville jeg ikke.

Jeg prøvede at lægge det hele væk. Fokusere på noget andet. Men der var Garderen 2.0 eller hans dumme almindelige navn, uanset hvor jeg kiggede hen.
Jeg klagede min nød til min mor. Min mor er dejlig direkte. Hun gider ikke så meget dansen om den varme grød.
”Så skriv dog til ham, skat!” opmuntrede hun, mens jeg muggede ned i mit halstørklæde. Jeg trak på skulderen. Som om jeg ikke havde gjort nok. ”Han vidste sikkert ikke hvad han skulle sige, og pludselig var der gået for lang tid.” Det virkede som ønsketænkning. Hvis han ville skrive til mig, havde han gjort det.
Jeg lod mig overtale. Det var simpelthen for fristende. Udsigten til hans opmærksomhed, var som lun kage lige under min næse. Uimodståeligt.
Jeg skrev en høflig og smule distanceret besked. Kiggede længe på den lille ”leveret”-kvittering nederst på skærmen, inden jeg tog mig sammen, og forsatte mit liv. Jeg kunne ikke vente for evigt på ham. Ikke igen.
Han svarede. Mit hjerte stoppede næsten. Lige bag min skærm, på tværs af internettet, bag en anden skærm sad han, og skrev til mig. Jeg læste beskeden nøjsomt. Han var ked af det. Over hvordan han havde opført sig. Uordentligt og uacceptabelt. Men dagene var gået, hvor han ikke ville skrive noget, fordi han var såret over jeg havde sluttet det.
Han skrev alt det jeg ønskede at høre. Som om han havde hørt mig sige det.
Længe undskyldte vi frem og tilbage, med en påtaget høflighed i mellem os.
Da det føltes som om, der ikke var mere at skrive, skrev jeg det eneste der rungede højt og klart mellem et virvar af følelser.
”jeg savner dig,” skrev jeg og holdt vejret.
”jeg savner også dig.” svarede han.

Vi skrev ikke mere, for der var ikke mere at sige efter det. Vi savnede hinanden. Han savner mig, måske som jeg savner ham.
Da jeg satte mig i bussen, og fandt min kærligheds-spilleliste frem, føltes smerten velkommen, for jeg er ikke længere vred, og det er helt okay.

bulldog

En stor røvfuld ærlighed

Nu har jeg i ugevis prøvet at stykke et indlæg om Garderen 2.0 sammen. Problemet er, at min hjerne knap kan sætte to sammenhængende tanker sammen.
Alligevel har jeg skrevet side op og side ned om ham. Komplet uforståeligt og vrøvlende.
Så nu prøver jeg igen.

2,5 samleje tager det i gennemsnit at blive forelsket. Jeg tog derfor lidt af en chance da jeg sås med Garderen 2.0 for tredje gang.
Med ham føles det ikke som et brud på reglerne at han overnatter. Det føles naturligt og hjemmeligt.
Uanset hvor rart det var, lagde jeg mig til at sove under min egen dyne med ansigtet vendt mod ham. Jeg er ikke den store cudler når jeg først skal sove. Han strøg forsigtigt mine knoer indtil vi faldt i søvn.
I takt med solen stod op, vågnede jeg. Garderen 2.0 sov tungt ved siden af mig.
Ligesom med Garderen 1.0 kunne jeg mærke et lille klem om hjertet. Ikke velkendt eller velkomment, men alligevel var det der.

Selv efter han var gået. Selv efter han havde skrevet. Selv efter han ikke havde skrevet i nogle dage, og jeg var for forvirret til selv at tage kontakt. Så forsvandt klemmet ikke.
Når jeg gik i seng manglede han. Min pude duftede stadig af ham, så jeg hvilede næsen mod den og faldt i søvn med en forventning om han havde skrevet næste morgen.
Nogle gange havde han, andre gange havde han ikke og det efterlod mig med både et klem om hjertet og en bitter smag i munden.

Der gik uger hvor jeg følte jeg bare tumlede frem og tilbage, faktisk tumlede jeg hele vejen til Jylland, hjem på mamas sofa, for at få nogle flere kilometer mellem os.
Til sidst besluttede jeg mig for, at få noget afklaring. Min manglende søvn og appetit måtte være det, som man kalder forelskelse.
“Is i maven og hovedet højt,” tænkte jeg.
Hvis han ikke havde følelser i det, så skulle jeg alligevel bare ud af det.
Hvis han havde, så måtte det vel være en god ting?

Jeg skrev en besked. Undskyldte nærmest for ulejligheden af mine følelser, da han hele tiden har været meget klar i spyttet om, hvorledes han forstillede sig denne situation skulle være.
Men halløjsa, nu var de der altså. Hvad gør vi så?

Der gik en time. Der gik to. Til sidst stoppede jeg med at tælle. Kiggede konstant om han havde været online. Det havde han ikke.
1 døgn og 4 timer senere svarede han. Jeg kunne næsten ikke kigge på den.
Den var lang beskeden, men opsummeret stod der:
“Hvor er jeg glad for du er ærlig overfor mig, Pingvin! Jo længere tid vi ikke ser hinanden, jo mere synes jeg faktisk mine følelser udvikler sig overfor dig!
Jeg vil rigtig gerne forsætte med at ses, hvis du altså har lyst. Hvad med på lørdag?”

Nogle gange bryder dæmningen for mine følelser. Den smuldrer og så kommer det hele væltende ud inden jeg stopper det.
Når følelserne er fosset ud, og vandet er helt blankt kan jeg se hvad jeg har gjort og tænker “nu smutter han, det der var dråben. For meget, alt for hurtigt”
Og lige efter jeg har afskrevet ham mentalt, så kaster han rummelighed og omsorg efter mig. Som om det ikke er spor mærkeligt, at jeg er sådan her.

Lørdag kom, han kom for sent. Jeg hørte ikke et ord fra ham.
Hver halve time tog jeg lige et lille (host host) glas hvidvin mere. Og som sådanne ting går, så var flasken pludselig tom.
Jeg prøvede at dulme nervøsiteten. Trippede rundt om mig selv. Satte en serie på, så den kun halvt.
“Jeg kan vel godt lige nå en hurtig opfriskning af intimbarberingen” tænkte jeg og fedtede barberskum og skraber frem.
Med foden på håndvasken og syntetisk lavenelskum op af armen, balancerede jeg på det gyldne terrazzo gulv.
Så ringede telefonen. Han har aldrig ringet til mig før. “Jeg er nede ved kirken, jeg er der om 2 minutter” sagde han.
“Satans,” brummede jeg, da jeg havde lagt på og skyndte mig at skrabe færdig.
Nærmest i samme sekund jeg krængede bukserne op om hofterne, annoncerede dørtelefonen Garderen 2.0s ankomst.

Lige så snart han stod der, var det svært at være sur. Som en hvirvelvind greb han mig og holdt mig tæt ind til sig. Trak mig så kort væk og kyssede mig.
Helt forfjamsket og rødkindet fik jeg tilbudt et glas vin.
Længe sad vi i sofaen med hvert vores glas, mens jeg prøvede at skjule hvor meget jeg havde drukket på forhånd.
Han fortalte om alle de ting der var sket, jeg tilføjede her og der men sad bare og kiggede på hans tommelfinger der strøg over min læg der lå på hans lår.
Da han havde drukket ud, stillede han glasset fra sig og kiggede direkte på mig.
“Vi to har vidst lidt vi skal indhente, og jeg tror jeg har en idé om hvad vi skal lave,” smilede han, med en tydelig henvisning til en lidt lummer samtale vi havde haft en sen onsdag aften, hvor jeg panisk var løbet BH-løs hele vejen hjem fra S-toget, da min telefon gik ud, netop som samtalen blev saftig.

Min første antagelse havde været at Garderen 2.0 var en vanilje-mand. Sød med masser af øjenkontakt og nærhed. Hvilket er helt skønt. De første 2 gange. Så skal de ske noget nyt, og jeg forstillede mig at det var noget jeg måtte bringe til bordet.
Men jeg behøvede ej at frygte, for Garderen havde masser af forslag.
Og det rare ved at være anonym, er at tabuer er helt ligegyldige. Så derfor kan jeg også frit fortælle, at hans yndlings forslag var analsex.
Og det er også helt frit at sige, at jeg slet ikke finder det obskurt. Jeg har prøvet det før både planlagt og som et “uheld”. Jeg husker ikke nogen af oplevelserne som særlig vellykket.
Men det er meget længe siden, og tanken var ikke direkte frastødende, så hvorfor ikke?

For mig handlede det mest om, at det ville være nød til at være ham der tog styringen, og jeg spillede muligvis også lidt mere uskyldig og uvidende og denne form for akt, end jeg egentligt er.
Min primære bekymring var dog, at han er en relativt velhængt fyr, men jeg stolede på ham, da han sagde det ville være stille og roligt.

Bladet fra munden, så havde jeg snydt lidt hjemmefra og øvet mig med sengebordsskuffens indhold.
Men det var svært at forberede sig på det som Garderen 2.0 havde i tankerne.
Han kiggede sultent på mig, og nærmede sig mit ansigt med en nærmest dyriske øjne. Stemningen var elektrisk, mens jeg stille ventede på hans næste træk. Få centimeter fra mit ansigt stoppede han, greb mit glas, placerede det ved siden af sit eget, fejede mig op i armene og kastede mig ned på sengen den korte gang fra sofaen.
Hurtigt greb han min t-shirt og trak den over mit hoved. Ubarmhjertigt flåede han mine jeans af.
Blottet og sårbar kiggede jeg op på ham i frøperspektiv. Han kiggede på mig, med noget der mindede om triumf. Det fik det til at boble i maven.
Han snoede min t-shirt om sig selv og bandt den om mine øjne. Jeg kunne høre ham skramle rundt. Hørte skuffen blive åbnet og metal klire.
“De er ganske handy,” konstaterede han med et grin, og jeg vidste han havde fundet den umanerligt skægge gave mine veninder havde givet mig til min fødselsdag – et sæt plys håndjern og tilhørende spanking udstyr. Utroligt sjovt, og upassende når mormor spiser lagkage 3 pladser længere henne.
Plysset strammede om mit venstre håndled mens mine hænder blev ført op over mit hoved til sengegærdet, hvor jeg blev sirligt fastgjort.
Han gjorde sig ekstra umage og trak seancen ud i langdrag, mens jeg måtte afhænge af min hørelse, for at finde ud af hvad han pønsede på.

Den genkendelige lyd af en tube glidecreme der åbner afslørede ham, mens jeg hørte hans bukser falde til jorden.
Med hjertet i halsen ventede jeg. Selvom jeg stoler på ham, følte jeg mig sårbar, hvilket selvfølgelig var pointen.
Længe skete der intet skelsættende og jeg slappede af, mens han gjorde alt for at fokusere på min fisse. Med knæene rundt om hans nakke, mærkede jeg orgasmen komme snigende.
Han pressede mig, indtil lige før jeg kom, hvor han forsigtigt stak en finger op, der hvor solen ikke skinner.
Det føltes underligt, men ikke ubehageligt, og det var tydeligt han vidste hvad han lavede.
Han forsatte skånselsløst, og selvom jeg ikke kunne se noget, kunne jeg fornemme han smilede.
Det er svært at sige hvor længe der gik, men pludselig vendte han mig på maven og gav mig et ordenligt klask over ballen. Jeg gippede af forskrækkelse og kunne høre ham le stille.
Han lænede sig ned over mig ryg og mumlede i mit øre: “Er du klar? Vi kan godt stoppe nu,”
Jeg nikkede ned i puden, hvorefter han forsvandt og lyden af tuben lød igen.

Jeg jamrede da han gik i gang. Ikke af smerte, for det gjorde faktisk ikke ondt. Det var bare en underlig følelse. Ligesom da man mistede sin mødom og godt kunne mærke nydelsen i det et eller andet sted, men skulle bare lige vænne sig til det.
Han pressede en hånd hårdt mod min ryg og ned i madrassen. Den anden havde fat om min ene balle.
“Av!” udbrød jeg, da han gik i bund, ikke fordi han skulle stoppe, bare som en refleks. Som kvittering fik jeg endnu et klask over ballen, og den anden rykkede min albue til siden, så mit bryst lå fladt mod madrassen og kun min røv var i vejret.
Der gik ikke længe før han var færdig, og han kærligt lod hænderne løbe over mine arme og løsnede håndjernene og fjernede t-shirten.

Efter at have fået pusten, snakkede vi længe.
Og lige der i elskovens (eller røvpulerriets) glans følte jeg, at det var muligt at åbne lidt for fortids-posen.
Jeg fortalte om Eksen. Fortalte hvordan usikkerhedsfrøet var blevet sået og havde groet siden da. Han lyttede i mørket. Mens jeg lå i hans arm, følte jeg det var sikkert at fortælle.
Forsigtigt og uden megen ynde forklarede jeg, at jeg ikke havde lyst til at se andre end ham. Ikke som om jeg forventede det af ham, men bare mere faktuelt.
Han rykkede lidt væk, så han kunne se mit ansigt.
“Fuck, det var for hurtigt, dummie!” hvæsede jeg af mig selv.
“Når jeg ses med nogen, er jeg dem 100 procent tro,” sagde han alvorligt. “Hvis jeg ville andre, var jeg sammen med dem, men jeg vil dig. Jeg ved jeg er dårlig til at svare dig, men jeg tænker på dig hele tiden. Det gør jeg altså,” sagde han.
Han smilede ned til mig, og trak mig ind til sig.
“Vi skal nok finde ud af det,” mumlede han ned i mit hår, og slap mig ikke igen før næste morgen.

buttstuff

Efter en date

Jeg holdt ikke mit løfte til mig selv – lad os slå det fast fra starten. Jeg er stadig utrolig ambivalent omkring den beslutning. Hvilket har medbragt en form for sammenbidt melankoli de seneste dage. Det har intet med ham at gøre.
Lad os tage det fra toppen. For jeg er efterhånden ved at miste grebet om situationen.

Helt frem til jeg faktisk så ham stå af s-toget, havde jeg en urolig følelse i maven. En lille mistro bagerst i hovedet hviskede onde tanker. “Det er garanteret BMA og ham der konspirerer”, “de holder dig for nar”, “de sidder sikker og griner sammen i Jylland lige nu”.
Alt dette, til trods for, at Garderen 2.0 lige havde spurgt om mit telefonnummer 4 timer forinden. Helt oldschool.

Pludselig stod han der. Høj, pæn og rar. Vi krammede, helt uden akavethed og spankulerede ned i supermarkedet efter snacks. Han virkede en smule nervøs, det gjorde jeg nok også.
Vi valgte i samhørighed godter til aftenens underholdning , og gik tilbage til lejligheden.
Stille og roligt brød vi isen, mens jeg stadig kunne mærke nervøsiteten ved, at skulle byde ham ind i mine gemakker.

Bød ham på noget at drikke, han ville nøjes med vand, selvom jeg nok havde håbet på øl. Det gør mig mere rolig.
Vi drak en flaske vand ved spisebordet i eftermiddagssolen. Snakken gled. Han var nem at tale med. Sød og sjov. Ikke klask på låret sjov, men han har humor, det kunne man mærke.
Hans empati og refleksivitet var dejligt kærkommen.
Timerne gik, vi bestilte mad. Besluttede os for at dele to pizzaer, da jeg sjældent kan bestemme mig for én.

Nogle timer senere, spurgte han om vi skulle se den film vi havde snakket om. Det syntes jeg bestemt og begyndte at rigge til. Pludselig kunne jeg høre ham rode i køkkenet. Jeg stak hovedet rundt om hjørnet og fandt ham halvt inde under min køkkenvask. Han drejede på hælene “har du opvaskesæbe herinde?” spurgte han. Jeg nikkede og forsikrede ham om, at han altså ikke behøvede at vaske op. Det ville han nu gerne.
Så smed han sig i sofaen, med en skålfuld popcorn og en slikpose. Jeg hoppede efter ham og satte mig i høflig afstand til ham.
Filmen vi skulle se, var selvfølgelig en uhyggelig en af slagsen, og efterhånden fik jeg skubbet mig godt ned i hynderne med ansigtet garderet af en pude. Diskret havde han fået listet armen over ryglænet og der gik ikke længe før jeg sad mageligt i hans armhule. Intet andet end det.
Efter lidt flere forskrækkelser landede hans hånd også på mit knæ. Der lå den meget fint syntes jeg, og kunne mærke hans tommefinger stryge mine jeans’ mørke stof.
Han duftede godt. En deal-breaker for mig. Så ganske tilfreds kunne jeg hvile hovedet mod hans skulder.

Vi satte endnu en film på. Denne gang uden de store strabadser, og der gik derfor ikke længe før han forsøgte sig med det første kys.
Det var slet ikke skidt. Ikke tæpperivende men godt. Længe lå vi på sofaen og kyssede, hvor jeg følte mig oven på situationen.

Indtil jeg pludselig ikke var det mere. Han rykkede sig oven på mig, og samlede mine hænder over hovedet i et bestemt greb. Ikke hårdt, ikke ubehageligt – en smule dominerende. Så kyssede han mig ned af halsen, og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg sad i saksen. Jeg ville ikke overholde min aftale med mig selv, og det havde jeg det helt fint med.
Han løftede min trøje op, og kyssede længere ned af maven, hvor han til sidst slap mine hænder. Så rejste hans sig fra sofaen, løftede mig op og bar mig hen i sengen.

Min trøje dækkede stadig ikke min mave og knælende var jeg placeret på sengen. Hans ene hånd var om min nakke mens vi kyssede videre. Hans anden hånd fandt lynlåsen på mine bukser og lod hånden glide ned bagpå.
Jeg trak ham til mig, og ned i sengen.
Stykvis fik vi skrællet tøjet af hinanden.
Til min store overraskelse, havde han en stor tatovering på brystet. Han slog mig ikke som typen med store tatoveringer, men alligevel passede den godt til ham.
Som vi kom i gang med den vandrette mambo, gik det op for mig, at han ikke var den mest erfarne filejs.
Det gør mig ikke noget, som sådan. Men fra BMA var jeg vant til at, kunne indfinde mig i en magelig passiv position, hvor han havde styringen. Det eneste jeg egentligt skulle, var at lade ham gøre det og nyde det. Hvilket jeg gjorde.

Med Garderen 2.0 skulle jeg arbejde lidt mere for det. Mest af alt, for at komme ud af duracell-kanin tempoet, som bare ikke dur for mig.
Heldigvis pointerede han det selv efterfølgende. Altså, at det ikke var hans mest overbevisende omgang knepperi.
Det var jeg glad for.

Efterfølgende nussede han mig i håret til jeg faldt i søvn.

Dagen efter sov vi længe og hyggede med Friends på skødet. Midt på eftermiddagen smuttede han, og jeg gik i gang med, at fjerne alle beviser for han nogensinde havde været der.

Et problem af mine er, at når jeg først har fået en lillefinger, er jeg et bundløst opmærksomhedshungrende hul. Umættelig og krævende.
Jeg mærkede trangen med det samme. Og efter mange timer, uden en opfølgende SMS på vores samvær
Brød jeg grædende sammen på toilettet. Ikke over ham. Han var jo bare endnu en fyr. En fyr med potentiale, men stadig bare en gut.

Frustreret græd jeg ned i mine knæ og mærkede stoffet på weekendens jersey-stof blive vådt.
Frustreret over, at jeg ikke havde overholdt mit løfte til mig selv
Frustreret over, at jeg ikke kan passe bedre på mig selv, når jeg godt ved hvad jeg har brug for. Og det ikke bare er endnu et one nigth stand.
Frustreret over, at jeg skal være på den her måde.
Fuldstændig ligeglad med hvem der giver mig opmærksomhed. Bare jeg får den. Og hvis jeg ikke får den, så kræver jeg den indtil folk er ved at brække sig over mig. Og så hader jeg mig selv, for at have ødelagt noget godt.

20 minutter efter mit sammenbrud skrev han, at han gerne ville ses igen. Men han havde travlt og det var skidesvært. Jeg lod bolden ligge ved ham, sagde han bare kunne vende tilbage når han vidste noget.

Sådan har det været i snart en måned nu. Vi har set hinanden 2 gange. 2. gang blev han ikke og sov.
Lykken vare lige indtil endorfinerne er ude af min hjerne, og så kommer selvbebrejdelsen. Ulykken, sorgen og tvivlen. Mest på mig selv. Hvorfor jeg ikke er mere værd? Hvorfor de aldrig vil mere end det? Om det her er mit lod i livet? At vandre hvileløst fra fyr til fyr. To knald og en afvisning. Altid med håbet om, at det på et tidspunkt bliver til noget mere.

Måske skulle jeg bare købe en kat og få det overstået? Men så minder jeg mig selv om, at jeg er allergisk overfor katte og ikke engang dette er en mulighed.
grumpy-valentine

Ohøj fra en synkende skude pt. 3

Med BMA gjorde det ikke noget, at han var længe om at svare eller skrive. De er tit ude at lege i skoven, og når han skriver, er det med søde ord og hjerter.
I starten var jeg skeptisk. Men den næsten teenage agtige kommunikationsform var let at falde for.
“Skal vi ses næste fredag?” Spurgte han med en blinkende emoji med trutmund. Jeg skulle til koncert. Svede, danse og rocke til rytmen med nogle mennesker jeg elsker højt.
“Hvad med lørdag så?” Svært at sige nej til så meget velvilje.
Der var desuden 14 dage til, så det burde være til at planlægge sig rundt om.
En fredag for tidligt blev en besked sendt af sted “Hej pingvin, har du tid i dag måske? :* <3"

*klip til en kulsejlet pingvin på en sofa med tæpper, varmedunke, chokolade og Friends kørende på Netflix*

Måtte finde på en listig måde at afslå, uden at væmme ham med den linde strøm af kvindelighed der fossede ud af min livmoder og efterlod mig ynkelig og sukkerhungrende på min mors sofa.

Som ugen skred frem, så jeg mere og mere frem til weekenden. BMA var uden for rækkevide i et jysk øvelsesterræn et sted.
Om natten lå jeg og forstillede mig hvad vi skulle lave. Hvilke vertikale overflader i lejligheden der skulle besudles. En lasagne kunne stå i ovnen, mens vi knaldede på køkkenbordet. Vi kunne bade og knalde på vasken, ligesom med Garderen. Sofaen mens vi så en film. Mulighederne virkede endeløse og jeg ville være kreativ, besluttede jeg mig for. Vise ham, hvor godt et knald jeg kunne være.
Dagen kom. Mine ben var nybarberet, undertøjet var matchende, outfittet var let afriveligt.
Jeg havde tømmermænd efter en Suspekt koncert i Århus.
Netop som opvaskemaskinen var sat i gang og brummede i baggrunden tikkede der en besked ind.
“Er ikke sikker på jeg kan nå det søde, vildt mange lektier<3" surt stirrede jeg på beskeden. Svarede et overskudsagtigt svar tilbage. Smed min nederdel og strømpebukser og satte mig trodsigt på gulvet i stuen og tændte for min PlayStation.
Længe skød jeg på de animerede figurer. Fokuseret og muggen. Over min udsigt til sex forduftede.
Under et ophold i spillet, blev jeg ramt af tomheden. Hullet i maven. Utilstrækkeligheden. Nærmest kvalmende lagde den sig over mig, og jeg mærkede tårerne prikke i øjnene.
Vredt prøvede jeg at gnide dem ind i huden. Redde make-uppen og tvinge dem tilbage i kroppen.
Følelsen blev ved med at vokse. Min hjerne skreg, som en hysterisk nattergal, rationelle forklaringer på hvorfor han ikke kunne nå det.
Det sorte i maven knugede hårdere og spredte sig til mine lunger. “Du er ikke god nok, du er ikke god nok, du er ikke god nok,” dunkede i takt med min puls. Jeg følte, jeg faldt fra hinanden. At noget rev inden i mig. Jeg overgav mig trillede ned i fosterstilling på gulvet. Hulkende og med knæene trukket op under hagen i et forsøg på at fylde det tomme ud.
“Få det til at stoppe,” tiggede jeg i mit stille sind. Til Gud? Til mig selv? Jeg ved det ikke.
“Det går over om lidt,” rationaliserede jeg, mens mit hjerte flåede i brystet. En lille stemme bagerst i hovedet sneg sig frem “skær det væk, genvind kontrollen, få smerten ud”. Jeg løftede mig fra gulvet, gik ind i værelset og kiggede ind i skabet. Stirrede på den lille pakke lommetørklæder som gemmer barberbladet. Længe stod jeg og stirrede, inden jeg rakte ud og greb mit løbetøj. Skyndte mig ud på badeværelset og trak det elastiske tøj over kroppen, greb nøglen på vej ud af døren og løb ned af gaden. Væk fra lejligheden, væk fra gulvet, væk fra skabet. Løb så hurtigt mine ben kunne bære mig. Mine lunger peb og sled efter vejret da jeg nåede lyskurven. Stoppede op. Grønt. Løb videre. Løb og løb, indtil jeg var langt nok væk og endorfinerne var begyndt at flyde i blodet.
Stillede mig ved skovkanten og satte hænderne på knæene. Trak vejret ind og kiggede på den lyserøde himmel. Stolt af mig selv. Jokkede roligt hjem igen. Svedende og rolig.
Tog trappen to trin ad gangen og stillede løbeskoene i entréen. Gik ud på badeværelset og tændte for vandet, hentede min telefon og satte Ed Sheeran på. Der var en besked.
“Er lige blevet færdig. Må jeg stadig komme forbi?<3" Beskeden var 39 minutter gammel. Frygtede det var for sent.
“Ja da 🙂 “ svarede jeg hurtigt og trak det svedige tøj af kroppen. Hurtigt forkastet i hjørnet bag døren.
Vaskede hår og lemmer under koldt vand. Trak hånklædet over skulderen og vippede til guitarens toner.
“Godt, jeg er der nemlig om 5 minutter” stod der på skærmen.
Shit, mascaraen var løbet ned af mine kinder, øjnene var heldigvis ikke hævede længere. Tørrede hurtigt make-uppen af og flettede håret. Trak t-shirt og nederdel på igen, nåede lige lynlåsen inden dørtelefonen ringede. Og så stod han i døren. Med taske og støvler i den ene hånd, armen strakt ud til et kram på den anden side. Tog et skridt ind i hans favn og pressede panden mod hans skulder. Mærkede hans skæg kilde mit øre. Jeg knugede øjnene sammen, mens lettelsen overvældede mig, og skyndte mig at skrue mit bedste smil på, da han slap mig.
“Du ser træt ud,” konstaterede han kort.
“Tak, det gør du også,” gengældte jeg med et smil.
Pænt stillede han sine ting i gangen. Tog mine hænder og trak mig ind i soveværelset. Stoppede foran sengen, og kiggede ned af mig. Fingrene fandt sømmene på t-shirten og trak den over mit hoved.
Han lænede sig ind og kyssede mig. Længe og varmt. Pressede min krop mod sin egen. Lod hånden glide ned til nederdelens kant. “Vend dig om,” sagde han bestemt. Drejede rundt, lidt overrasket over selvsikkerheden i hans stemme. Han lynede ned og lod min nederdel falde til jorden. Kyssede mig på skulderen og skubbede mig på maven ned i sengen. Han forsatte i et spring umiddelbart efter mig, storsmilende. Tog min hånd og trak mig ind til sig.
Låst i hans armhule lå jeg med næsen mod hans bryst. Han duftede af varmt bomuld og skov med en smule pebermynte.
Lange strøg kørte op og ned af min ryg, inden hans hånd landede i mit hår. Mærkede mine øjne skælle mens jeg blev mere og mere døsig. Kiggede op på ham. Hans øjne var lukkede, og afslørede mig dermed ikke i mit smugkiggerri. “Mægtig pænt skæg,” erkendte jeg, inden jeg faldt i søvn. Varm og tryg.

hugz

Ohøj fra en synkende skude pt. 2

Der gik en måneds tid, hvor jeg var forvirret over hvad jeg havde gjort forkert med Garderen. Længe stirrede jeg på den grønne plet ved hans profilbillede i min chatlinje på Facebook. Uden han svarede mig. 1, 2, 3, 7 dage gik der mellem at han svarede eller bare læste mine beskeder. Forstod det ikke helt, men fandt mit gamle værktøj, kynisme, frem og forkastede alt mit hoved nogensinde havde opspundet.
Jeg fokuserede på min træning, betalte for en coach, begyndte at afveje min mad, tælle kalorier og kulhydrater.
Det føltes som at sidde i et tog, med al for høj fart. Jeg vidste jeg ville kollidere på et tidspunkt, men havde ikke i sinde at stoppe udviklingen.
For 2 år siden tabte jeg mig rigtig meget, på en sund og fornuftig måde. Med viljestyrke og snusfornuft.
Denne gang kunne jeg ikke finde min fornuft eller viljestyrke.

Jeg troede, at jeg havde fået lov til at springe min vinterdepression over i år. Men i februar kom den for alvor og lossede mig gevaldigt i ansigtet.
Jeg gjorde mine ting. Alt det der bliver forventet at jeg gør. Men når jeg var alene, ville jeg bare ligge under min dyne og proppe sukker i hovedet.
Med mine nært forstående optagelsesprøver, vidste jeg godt at sukker ville sætte mig gevaldigt bagud.
Så jeg tog den lette, kujon-agtige udvej.
Jeg havde ikke viljestyrke til ikke at spise marabou og skumfiduser i rå mængder. Jeg havde for dårlig samvittighed over det bagefter.
Så løsningen måtte nødvendigvis være, bare at kaste det hele op igen, når jeg havde gjort det.
Som sagt, så gjort. Og nu kan jeg ikke stoppe med det igen. Har lovet mig selv, at det bare et redskab indtil jeg får fodfæste, og har nået mine mål.

Engang i min spæde ungdom brugte jeg cutting som en coping-metode når jeg blev stresset og ked af det. En sørgelig og ynkelig vane, jeg er faldet tilbage i.
Det er svært at forklare, men det føles, som om man nogle gange, er ved at kløjes i sine følelser.
Jeg ved ikke engang hvilke følelse der fylder så meget, men cutting fungerer som en form for terapi. En form for ritual. Den samme måde hver gang. Samme fremgangsmåde, samme musik, samme følelser.
Det værste er at skulle skjule det efterfølgende.
Men forløsningen der følger efter smerten er meget vanedannende. Det må være følesen af kontrol, er jeg kommet frem til.
Jeg har intet behov for, at fortælle det til nogen. Jeg vil ikke have det omdømme. Jeg ønsker ikke at folk bekymrer sig om mig.
Men når jeg føler mig utilstrækkelig, så kompenserer jeg ved at presse barberbladet hårdt ned i huden omkring anklerne. Som om at det er en straf, og det er min opgave at skulle bide smerten i mig.
Jo mere blod, desto stoltere er jeg over min egen formåen.
Det ser sært ud, når det er skrevet ned. Men oppe i mit hoved giver det mening i øjeblikket.

Og med det for en kort bemærkning, så skete der noget mærkeligt, mens jeg sad i mit lille hul og var en lille trist musse.
På en grå torsdag, fik jeg et snap fra BMA, og et vanligt stik af savn til Forsvaret gik gennem mig. Jeg svarede helt uvanligt på hans besked. Og før jeg vidste af det, havde vi en aftale dagen efter.
Han går på Sergentskolen (den heldige kartoffel), og kom med toget. Lige så snart jeg så ham kunne jeg mærke en glad boblen i maven. Om det var ham eller udsigten til sex vil for evigt forblive i det uvisse. Men glad blev jeg.
Jeg var meget overtræt da han var færdig med at udforske lejligheden. Vi så et afsnit Paradise Hotel, hvor jeg måtte holde mig for øjnene i ren og skær pinagtighed over disse børns udskejelser. Hold dog jeres sluttyness bag lukkede døre, som andre normale mennesker.
Den gang jeg var ung, og så den slags, var det ugens nyhed, når nogen i menneske-reservatet korpulerede for åben skærm.
Det afsnit vi så, og jeg har ganske vist ikke set Paradise Hotel i mange år, men der horede folk jo i flæng. Først i poolen, så på værelserne, så med den ene og derefter med en anden.
Jeg var helt hægtet af, en smule i foragt.
Jeg går massivt ind for seksuelt frisind. Men den promiskuøse ligegyldighed de udviste, fik noget til at vende sig i mig.
Efter en halv times rædderlighed, som føltes uendeligt, når man sad gemt bag sine egne hænder og fordomme, var det tid til film. Haha “film”, som det jo så fint bliver camoufleret som.
Introen var knap færdig da jeg mærkede en hånd på mit lår. Jeg lænede hovedet lidt tilbage mod hans skulder og sukkede stille. En ting fyre er suckers for.

Filmen blev hurtigt afskrevet, da jeg vendte mig for at returnere hans blide strøg.
Det var første her det gik op for mig, hvor ualmindeligt veldrejet hans overkrop var i den langærmede t-shirt der klæbede sig til hans overarme.
Han var tydeligt mere veltrænet end sidst vi havde set hinanden – en af Sergentskolens klare fordele.
I hurtige bevægelser fløj tøjet om ørene på os.

Forpustede og svedende krøllede han armen rundt om min nakke og trak mig tæt på. Duften af mand og sex hang i luften. Jeg snusede ind med næsen mod hans bryst. Han snakkede om nogle militære ting, jeg nød hvordan hans hud vibrerede af bassen i hans stemme. Mens han talte faldt jeg i søvn.

jackie

Ohøj fra en synkende skude pt. 1

Det bliver langt, navlepillende og næsten ulækkert ærligt det næste stykke tid. So strap in, we’re going for a ride.

Ikke desto mindre;

Ohøj, ohøj. Pingvinen er tilbage. Tiltende, skvattende og ude af balance. Men tilbage, med et håb om at lidt skribleri kan få mig til at lande mere eller mindre elegant på fødderne igen.

Januar var ikke rar. Januar var ikke god. Januar var yderst nederdrægtig, og som så mange andre på sociale medier betragter jeg det som en prøve periode på 2017. Hvis det forsætter sådan, må jeg ringe til kundeservice. I sidste ende opsige mit abonnement på 2017 og sidde dette år over.

Faktisk startede januars nederdrægtighed allerede 30. december 2016.
Dagen hvor mit og Vennens venskab officielt sluttede. Dødt og begravet, havde jeg håbet jeg kunne efterlade det i 2016.
Jeg vidste, at vi ikke kom til at holde nytår sammen. Jeg vidste at vores venskab var på standby, indtil bølgerne med Øboeren havde lagt sig. Vi har været på standby før. “Det klarer vi i et snuptag,” tænkte jeg.
Selv efter al balladen med Øboeren, var jeg ved godt mod.
Faktisk håbede jeg hendes skaberi ville åbne hans øjne for, hvor modbydelig hun er. Men ak nej. Vennen blev ved med at se deres forhold som en slags Romeo og Julie historie. De to mod resten af verden. Deres kærlighed var unik og kompleks, sagde han.
Som om det var en god ting.
Efter nogle uger, med den spilleliste der er dedikeret ham på min Spotify, bakkede jeg af. Han fyldte for meget. Følelsen af ham var for meget. Alle følelserne gjorde mig tyndhudet, og efterlod mig hulkende og åndeløs i de sene natte timer.
Så jeg skrev et brev. I hånden. Krydse-duller og det hele. Blottede min sjæl på papiret. Alle de ting jeg aldrig har turde sige til ham.
At jeg elsker ham. At det gør mig ked af det, at han er sammen med hende. At jeg havde prøvet at splitte dem ad i starten af deres forhold.
Til sidst tiggede jeg om, ikke at være hans ven mere. At han ikke måtte bede mig om det. Fordi jeg ikke kan sige nej.
Brevet var færdigt med 6 siders prompt, pragt og ærlighed. Læste det om og om igen. Imponeret over min egen sjælekrængende fortælling på papir. “Aldrig igen,” lovede jeg mig selv, da jeg lod tårene trille og lande på brevets linjerede papir. Så papiret bule og krumme sig sammen mens det sugede det salte vand til sig.
Jeg lod ham kende mine følelser før, og han stak mig lige mellem ribbene bagefter. Lige ind der hvor hjertet sidder.
Jeg lukkede skuffen omkring brevet, og gemte mine følelser for Vennen tilbage i skuffen i mit hjerte. Ualmindeligt bevist om, at jeg aldrig vil åbne den igen. Fordi jeg ikke må. Fordi jeg ikke kan. Fordi jeg ikke vil.

Men alt gik jo ikke helt skidt.
Fordi jeg har veninder der kender mig godt, og ved at korkproppen der er mit humør, hurtig returnerer til overfladen ved hjælp af alkohol.
Så da 2 flasker vin, blev til 2 flasker shots og dernæst til bodytequila, var det som skrevet i stjerne at vi skulle i byen.
“Har du hørt, at Garderen er blevet single?” spurgte veninden fortroligt ind over bordet. Du godeste. Garderen. Områdets Good Boy. Et rigtigt catch. Flot, høj og sød. Virkelig, virkelig sød. Han har haft kæreste på siden 6. klasse, altså ikke den samme, men med meget korte single-perioder ind i mellem. Man skulle være hurtig på aftrækkeren med Garderen med andre ord.
“Du skal da score ham i aften!” hvinede en anden veninde. Jeg grinede påtaget. Klart… Jeg ville da bare lige score Garderen. Som om han ikke svømmer i tilbud. Og hvem havde overhovedet forsikret sig, at han var i byen den aften.
Vi drak de sidste shots og stavrede videre i byen med en kold dåse-øl i hånden hver.
Bemærkningen var hurtigt ude af hovedet, da man fik en billard-køl i hånden, indtil jeg mærkede en spids albue i siden. “Av!” udbrød jeg, og tog mig til siden, mens jeg skulede op fra bordet. Diskret (eller knap så meget) pegede min veninde mod baren. Og ganske rigtigt stod der en samling skikkelser jeg kunne genkende, samt en meget høj skikkelse, der ikke kunne tilhøre andre end Garderen.
Min gruppe af veninder smilede indforstået til hinanden, mens jeg igen bøjede mig ned for at lave mit skud mod den hvide kugle på det grønne filt.

Efter spillet gik vi i baren efter flere shots. Drengegruppen havde sat sig ved et bord. “Vi tager lige nogen med til dem!” grinede min veninde.
Klart, klart. Vi svansede ned mod deres bord med favnen fuld af alkoholiske små glas. “Hey!” udbrød de og rejste sig galant op.
“Må vi sidde?” spurgte min veninde og bankede shots, salt og citron på bordet.
Kortvarigt dansede vi fra favn til favn, mens “ej hvor er det længe siden!”, “har du det godt?” og “gud hvor ser du godt ud,” blev slynget ud i vildskab.
Jeg spekulerede kortvarigt om det var for meget, at kramme Garderen. Vi havde ikke snakket sammen siden 4. klasse. Fuldskaben tog over, og det ville have været mere mærkeligt hvis vi ikke krammede.

“Længe siden!” udbryd Garderen, da han krammede mig. Jeg blinkede lidt af ham og grinede. Ja, det var det godt nok. Undgik betænksomt at afsløre vores vilde stalking af ham på sociale medier. Spurgte hvad han havde lavet. Han havde gået vagt for selveste Dronningen. Årh, pudsigt! Jeg havde jo også lige været i militæret. Og dermed var samtaleemnet for resten af aftenen grundlagt. Vi var de eneste to i selskabet der havde været inde at springe, og sendte hinanden indforståede blikke, når vennerne sagde dumme civile ting. Ord som “tjekke”, “snakke” og “kigge”, fik et løftet øjenbryn med på vejen, og vi smilede til hinanden.
Bedst som jeg slog Meyer, blev en Nik & Jay-klassiker smidt på bodegaens anlæg hvilket resulterede i spontan hvinen fra samtlige kvindelige deltager i selskabet. Dansegulvet skulle slagtes, og slagtet det blev.

“Han kigger på dig,” halvråbte veninden henslængt på dansegulvet. Jeg nægtede at tro det. Mine veninder er ret smukke. Jeg var sikker på det var en af de andre han sendte lange blikke efter.
Midt i en vild dans til et Nelly-nummer, mærkede jeg en hånd på min skulder. “Jeg var på vej op for at købe noget mere at drikke. Skal du have noget med?” spurgte Garderen, med et perfekt hvidt Colgate-smil. Jeg ville gerne selv betale min drink, men jeg ville da gerne akkompagnere ham op i baren.
Én drink blev til mange, og jeg glemte lykkeligt det tæt forestående arbejde.
Vi spillede kort, og jeg mærkede hans arm hvile bag min ryg op af ryglænet.
Jeg følte mig set, hørt og flatteret. Der var ingen tvivl om han var interesseret. Jeg forstod bare ikke hvorfor?
Jeg er vant til det er besværligt. Jeg er vant til, ikke at få hvad jeg gerne vil have. Jeg er vant til at være en 2. prioritet. Den man vælger, når man ikke kan få baben med kæreste på.
Jeg har et lille selvværd, med et kæmpe ego til at skjule det.

Da baren lukkede var jeg dog pinligt bevidst om, at jeg ikke ville være i stand til at kunne i gå i seng og derfor måtte lave en døgner og dukke gerdint bagstiv op på arbejde.
Jeg gjorde mine til at traske tilbage mod min nye hybel, en kort gang fra baren. Garderen var imponeret over mit voksenliv. Om jeg boede der helt alene? Åh ja. Om det ikke var lidt tomt? Obligatorisk ja, i håb om han ville gøre tilværelsen mindre ensom.
Dermed var det besluttet, at han skulle følge mig hjem, og se mit voksen imperium. Som var rodet og beskidt, men helt mit eget.
Jeg kiggede i smug på ham, mens hans høje væsen bevægede sig rundt i mit nye hjem, som jeg endnu selv føler mig lidt fremmed i.
Han kiggede annerkendende rundt. “Du har god smag,” sagde han. Jeg smilede forlegent. Mit hjem var stadig under konstruktion, og min hjerne var på overarbejde.
Jeg glanede mod uret. Der var cirka 1,5 time til jeg skulle møde på arbejde. Garderen virkede overraskende frisk, da han stak hovedet ind i soveværelset, heldigvis pænt rydeligt og beboeligt.
Jeg fulgte lige i hælene på ham, og vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med mig selv.
Det vidste Garderen godt, for han smed mig på sengen i et hurtigt ryk, og kastede sig selv efter mig.
“Hvornår skal du på arbejde?” spurgte han, halvanden time cirka fik jeg fortumlet fremstammet. Og så kyssede han mig. Rart og varmt. Det var tydeligt at han havde den der “kæreste-erfaring”. Den hvor man har kunne lære hinanden ting, fordi man har været i et langvarigt forhold. Han var helt med på alle finesserne.
Det er første gang jeg følte jeg var sammen med en, som jeg ikke havde gjort nogen stor indsats for at score.
Tøjet røg hurtigt af, sådan som legen jo går. Men Garderens underliv ville ikke lege med. “Fuck, hvor er jeg fuld” hvæsede han. Jeg grinede lidt over den skøre situation, og sagde han måske ville have det bedre når han havde sovet lidt. Det mente han også.
Jeg skulle ikke sove, men Garderen trak mig faretruende tæt på, og trak vejret dybt i mit hår. Hans hånd strøg op og ned af min arm i varme, rolige bevægelser. Næsten lullet i søvn, kiggede jeg på uret, og måtte rejse mig for at tage på arbejde.
Forsikrede Garderen om at jeg ville finde ham og banke ham, hvis han stjal mine ting, mens jeg var væk.
Han grinede og faldt i søvn inden jeg var ude af døren.
Arbejdet var heldigvis bare 2 timers gulvvask, som kunne afsluttes med at købe morgenbrød. Mens jeg stod i køen, nåede jeg at blive nervøs. Hvad hvis han var gået mens jeg var væk.
Så ville jeg i hvert fald spise en hel bøtte Ben & Jerrys og have ondt af mig selv.

Låsen klikkede op, lejligheden var stadig mørk og lige der midt i gangen stod hans store sko. Jeg smilede lidt for mig selv og stak hovedet ind i soveværelset, hvor hans lange krop lå spredt ud over min seng. Jeg kastede posen med morgenbrød ud i køkkenet og lagde mig stille i sengen for ikke at vække ham.
Han så sød ud når han lå der. Så rykkede han lidt på sig og rakte ud efter mig. Han mumlede noget ned i mit hår, og så faldt han i søvn igen. Kort efter lukkede jeg også øjnene og nød at have nogen så tæt på.

Da jeg vågnede, med ugudelige tømmermænd og sammenknebne øjne var der stadig mørkt i værelset. Bag mig kørte en serie på meget lav volume. Jeg rullede og så Garderen, der var i gang med at se en film på netflix på sin telefon.
“Vil du ikke have min computer?” spurgte jeg. Det ville han mægtig gerne. Jeg ville mægtig gerne have et bad.
“Må jeg gå med?” spurgte han. Jeg tøvede et øjeblik i døren til badeværelset. Det måtte han vel. Jeg undrede mig over hans fuldstændige bramfrihed, og han lignede en der undrede sig over min tøven.
Eventuelle problemer med potens fra tidligere på morgenen var fuldstændig forsvundet under det varme rindende vand.
Jeg kunne nærmest mærke mine parader blive vasket væk. For Garderen var det intet problem at sætte mig på håndvasken og knalde løs, indtil et punkt hvor jeg troede den ville falde af væggen. Måske var min nervøsitet for netop dette scenarie relativt tydeligt, for inden længe var vi på vej tilbage i soveværelset, vådt hår und alles. Garderen vidste hvordan sådan en kage skulle skæres, vendte og drejede mig, men hele tiden med en omsorg og nærhed der var tydelig.
Orgasmerne rislede gennem rummet, og efter en del vandret-limbo drættede vi udmattede om på madrassen.
Nonchalant hev han computeren frem og smed en gammel disney klassiker på.

Det var først da han nævnte pizza, det gik op for mig hvad klokken var.
Hele dagen var gået med knalderri, film og lange put.
Hurtigt var Garderen i bukserne og på vej ud af døren efter mad, mens jeg fandt endnu en film og noget service.

Først ved 22 tiden, besluttede Garderen at tage hjem. Han kyssede mig farvel og var ude af døren, efter det længste one-night-stand i mands minde.

Allerede onsdag lå Garderen i min seng igen. Stadig uhøjtidelig og hyggelig.
Ganske hurtigt, fandt vi ud af, at vi sammen ikke var i stand til at putte eller ligge tæt, uden at det endte i sex.
Hvilket resulterede i, at jeg dukkede op på arbejde dagen efter, velbollet, i søvnmangel og lykkelig.
Da jeg kom hjem fra arbejde, var han der stadig. Smed nederdelen og trøjen og lagde mig til rette under dynen. Kiggede på hans sovende ansigt, og mærkede et lille klem om hjertet. I samme øjeblik strakte han armene ud og trak mig ind til sig. “Åh nej, ham her…” tænkte jeg, og lod mig endnu en gang overrumple af hans kærtegn og lidenskabelige kys.
Den eftermiddag fulgte han mig til toget. Han kyssede mig på perronen, og jeg beundrede sensationen af, næsten at skulle stå på tæer for at kunne ramme hans bløde læber.
Følte mig varm af sommerfugle og glæde, da jeg satte mig træt og øm i de hårde DSB-sæder.

Jeg tog til København, han tog til Århus, og så hørte jeg aldrig fra ham igen.

giphy-downsized-large

En gang tæller ikke, to gange er en fejl, tre gange er en dårlig vane.

Klokken 4 lyste skærmen op i mit ansigt, vibrationerne snoede sig igennem madrassen. Jeg sprang op som en fjeder. Og først her gik det op for mig at jeg ikke befandt mig på kasernen, og at det ej heller var min alarm der ringede.
1 ubesvaret opkald fra Løven
“Du klovner med mig,” tænkte jeg udmattet men strøg alligevel til højre på skærmen og hørte kun et enkelt ring inden det blev besvaret.
“Pingvin, er du vågen?” lød det forventningsfuldt. Jeg mumlede et svar ned i puden.
Han forklarede og forklarede med høj baggrundsstøj. Noget med nogle nøgler. Noget med en låst dør. Noget med at mangle et sted at sove. Noget med en taxa.
Jeg lovede at åbne terrasse døren og redde op til ham. Faldt i søvn igen inden han kom frem.
To sagte bank lød på dørens glasrude. “Er du vågen?” spurgte han igen. Mumlede stadig ned i puden. Han smed sko og bukser kunne jeg høre. Åbnede ikke øjnene, men lugtede før han lagde sig, at både sprut og røg hang i hans tøj.
“Jeg har savnet dig. Hvor er du varm,” åndede han mod min nakke, mens han vrikkede sig ind til mig. Hans gensynsglæde var ikke til at tage fejl af, lige der under ballen hvor hans lår (med tilbehør) pressede sig mod mit.
Jeg overgav mig hurtigt, lænede baghovedet mod hans bryst og nød hans hænder under min t-shirt. Prøvede ihærdigt at blokere værtshuslugten, og bare føle.
Og midt i at jeg lå der og følte, så dukkede Sergenten op i mit hoved. Så mens Løven kæmpede med både sin fuldskab og sin potens, så måtte jeg bide mig i læben for ikke at lade Sergentens navn løbe over mine læber.
En hårdt fremprovokerede orgasme kom jeg frem til, og Løven kunne afslutte tilfredst, efter noget der føltes som en krig af humpen.
“Jeg skal tideligt op på arbejde i morgen,” proklamerede Løven inden hans snorken startede. Perfekt, så kunne jeg få puffet ham ud inden resten af huset vågnede og skulle spise brunch. Og først her gik det op for mig, at jeg havde brudt den gyldne regel. Her lå Løven jo, og skulle til at tilbringe natten (hvor kort den end måtte være) i min seng. “Pokkers også, du er da en fandens kal, hva’ Pingvin?” vrissede jeg indvendigt, inden jeg med megen besvær faldt i søvn med Løven brummende ved siden af mig.

Klokken 10 bankede det på døren. “Der er mad nu,” kaldte mama. Groggy skimtede jeg rundt i værelset. Tøjet på gulvet, Løven på siden med savl ned af kinden. Oh so pretty.
Og nu var det jo så, at man vidste pinligheden var uundgåelig. For i stuen sad familien bænket om et veldækket bord, og Løven havde sovet over sig. Sjovt som der altid skal opstå en pinlig situation, når vi ses.
Jeg tog mit tøj på, og forklarede mama, at der altså befandt sig mandligt bekendtskab på mit værelse, og han ikke var i topform.
Hele familien Pingvin kiggede derfor forventningsfuldt, da fabeldyret vågnede og spankulerede igennem stuen. Med et imponerende løftet hoved, hilste han pænt, ønskede velbekomme, gav et kram og forsvandt med et minimum af akavethed.
Hold kæft hvor jeg i det sekund glædede mig til at komme tilbage til kasernen. Og til at se Sergenten, mere end nogensinde før (1 måned down, 3 to go til han er scorbar).

u dont see nuthin

Mere end et knald (?)

“Du lægger ikke noget i det her, vel?” havde han spurgt. Jeg troede spørgsmålet var retorisk. Nej, selvfølgelig ikke.
Jeg skrev selvfølgelig heller ikke til ham dagen efter. Jeg svævede rundt på min egen post-sex sky af lykke. Min arbejdsdag var fantastisk, alt virkede fuldstændig overkommeligt, alle var søde, alt spillede, og selv når det ikke gjorde, så gjorde det ikke så meget. Et sagligt smil og konstant uovertruffen humør måtte have kendetegnet mig i går. Ja, selv Vikingen måtte lade sit genstridige humør smitte af mit solskins sind.
Hvad god sex dog ikke kan gøre ved et menneske.

På Snapchat kunne jeg dog ikke lade være med at lure Løvens historie, inden jeg skulle i biografen med min mama. Han festede løs, og jeg var faktisk af den opfattelse at han var i Hovedstaden.
Det var ikke tilfældet, han var i nabobyen. Og han var længe oppe. Fandt jeg ud af da mobilen under hovedpuden bimlede klokken 05.14. Fejlagtigt åbnede jeg videoen på Snapchat, og fandt ud af, at min volume var på max, da et brag af en morgenfest eksploderede på min skærm og nær fik mig til at rulle ud af sengen i forskrækkelse.
Skrev noget søvnigt om at han havde givet mig et chok, efter at have overvejet om jeg overhovedet burde svare. Alligevel gjorde jeg det. En eller anden barnlig fryd over han overhovedet skrev, når han var sanseløst beruset, gjorde mig glad et sted helt dybt i maven.
I en forventning om at han nok festede så hårdt at han ikke bemærkede jeg havde svaret. Men det gjorde han.
Han skrev noget om han gerne ville i seng. Jeg gav han ret. Han lignede en der burde gå i seng. “Hvilken seng?” skrev han. Pludselig kunne jeg mærke, at det måske ville være hyggeligt hvis det faktisk var min seng.
Og så var han væk. Forestiller mig han er faldet i søvn i en hæk eller noget lignende.
I hvert fald sover han nok, og det er ikke i min seng. Hvilket faktisk ærgrede mig så meget, at jeg ikke kunne falde i søvn igen.

Der er så meget rationalitet i mit hoved der skriger på, at det er håbløst, ikke passer lige nu, at det må stoppes øjeblikkeligt, det er for farligt. For jeg synes jo måske bare, at det er mere end hans krøller der er søde.
Jeg ville ønske jeg var bedre til det her. At skille sex og følelser. For hvor er det typisk, at man knalder en gut to gange, og pludselig så synes man også han er sød. Nej altså. Bare nej.
Det må være en kemisk malfunktion i min hjerne. Det kan ikke være ægte, og det går nok væk snart.

24 timer tilbage, til at undgå en potentiel katastrofe.

chok 2

Nye tider og gamle knald

Et nyt kapitel starter om under 36 timer. Tasken er pakket. Fyldt med varme sokker, undertøj, panodil, ipomorfen og forventninger.
Fra på mandag er jeg officielt underlagt den parallelverden der hedder Det Danske Forsvar. Mest af alt for at teste mig selv, men også fordi den hierarkiske opbygning er noget der falder i god jord ved mig. At bruge kroppen fysisk til det punkt hvor den tror den skal falde død om, og der kun er et formål med dagen – at lave hårdt fysisk arbejde – er noget jeg inderligt trænger til, efter tre år med indlæring af ting jeg allerede har glemt.

Forgæves har jeg prøvet at nedlægge Vikingen inden denne flytning fandt sted. Han veksler meget. Så vil han være venner på Snapchat, så vil han ikke tale, så vil han være mut.
Altså, hvor svært skal det være for en kvinde at få et uforpligtende knald heromkring?
Ja, jeg spørger bare.
Da min bedste gruppe af damebekendtskab og jeg så besluttede at skyde pokker i vold, og suge os ned i en god blanding af vin og shots på en torsdag. Ja, så blev jeg måske en smule ærlig overfor Vikingen. Mellem stavefejl og usammenhæng, fik jeg alligevel fortalt ham, at han opførte sig som en kælling og det var noget pis. Hvilket han kvitterede med svaret: “Hvem er hende din blonde veninde? Hende ku’ jeg godt hvis hun er frisk.”
Okay, det var dråben Hr. Viking. Hans surmulende lorte attitude var med ét et tydeligt, og ret patetisk, panser, der skulle dække over det faktum, at han i virkeligheden bare er en “bitter forknoklet mand”, som Københavner-veninden beskrev det.

Slut var det, gad ikke hans pis. Og hvad var så den eneste logiske løsning? Glad for I spørger. Jeg spurgte da bare Løven.
Heldigvis var Løven frisk på det hele. Og var faktisk ganske sød. “Jeg har virkelig travlt indtil mandag, hvornår kommer du hjem igen?” Det kunne jeg ikke svare på, start september ville jeg skyde på.
“Det er for længe, jeg finder ud af noget!” Og det gjorde vores alle sammens yndlings Løve.
Faktisk husker jeg ikke meget (fordi min promille på det tidspunkt matchede mit eksamens-gennemsnit) andet end at jeg var glad for han var så nem og ligetil. Der var ikke noget ballade. Vi skulle knalde, og det skulle være inden mandag.
Dagen derpå var dog det værste jeg nogensinde har prøvet. Så da jeg endelig lagde mig til at sove, og den afslørende lyd af Snapchat brød stilheden i mørket, var jeg fristet til ikke at tjekke. Alligevel med et lille håb om det var Løven, vendte jeg skærmen. Ganske rigtigt.
“Er du hjemme?” Måtte overveje et kort øjeblik. Et møde med Løven krævede i hvert fald at jeg havde været i bad. Det tog mig cirka 30 sekunder. Og 10 minutter efter stod han ude foran døren.
Det må man give manden, han er sku til at regne med. Med en næsten lidt for kliché-fyldt, “skal vi sætte en film på?” frase smed han sig i sengen, midt i mit flytte rod. Jeg gad næsten ikke, men gjorde det alligevel.

Til skræk og rædsel havde Løven været til en eller anden hip frisør, der åbenbart havde valgt at maltraktere hans så søde krøller. Et sidespring i historien, men åh de krøller.

Hurtigt var hans hænder på mig. “Smid tøjet,” sagde han uden at tøve. Jeg blinkede af ham. “Jeg fik ikke lov til at se meget sidst, og det havde jeg faktisk glædet mig til.”
Jeg rejste mig, og lod tøjet falde på gulvet. Underligt bevidst om, hvordan jeg aldrig er usikker på min krop, når jeg først er in action. Jeg kiggede ham i øjnene og mærkede et rus af noget nær narcisisme og selvtilfredshed da hans øjne skøjtede ned over min krop. Inden jeg nåede at tænke på mit næste træk, tog han min hånd og trak mig ned til sig i sengen. Han havde stadig tøj på lagde jeg mærke til, og gjorde ikke antræk til at smide det.
Man kan nok ikke kalde det kærligt, det vi lavede. Nok nærmere noget dyrisk. Vores kys var præget af bid i læber og hals. Knebet med at bide i øreflippen er altid en vinder.
Med et fast greb vendte han mig, mit hoved i puden og ham lige bag mig. Et bestemt knæ skilte mine ben, og lod sin hånd vandre. Hans tænder lige under mit øre, mens han fandt vej ind med to fingre, den anden fast placeret på min balle, hvor han holdt mig tæt mod hans lærredsbukser var på hårdt arbejde, for at holde en uignorerbar erektion indenbords. Flere minutters sød tortur, hvor jeg konstant havde lyst til at vende mig om og kræve mere. Flå hans tøj af. Et eller andet. Han stoppede alle min forsøg ved at presse mig længere ned i madrassen, holde mig fast med sit knæ, tage lidt hårdere fat om min røv. Og det slog mig at Løven muligvis ikke var helt så vanilje-kedelig som jeg havde antaget i starten. Måske havde han også holdt igen.
Med et ordenligt rap over den ene balle, indikerede han, at min tur var slut, og det var tid til noget nyt.
Så lynede han ned, og (knap så) lille-Løven sprang frem. Mere imponerende end sidste gang.
Se, jeg har jo altid været kvinde for en god udfordring, og jeg ville give manden noget at snakke om. Så jeg lagde mig på knæ foran ham, og gjorde som man nu gør, af det bedste jeg har lært. Normalt er øjenkontakt ikke min stærke side, men noget skete, og jeg kiggede direkte op på ham, under et virvar af nyvasket hår og øjenvipper, og kunne tilfredst konstatere at han nød showet. Jeg holdt hans øjne og smilede. “Årh fuck,” grumlede han mens hans hånd fik et mere fast greb i mit hår.
Pludselig hev han mig op på sig, hænderne på min talje og begyndte ellers bare at fylde ud.
Kortvarigt tænkte jeg over, at han stadig havde t-shirt på. Men han ramte alt det rigtige, og hans hænder var skiftevis alle de rigtige steder, og så måtte han for min skyld have alt det tøj på han ville.

I gispende ekstase lagde jeg mig ved siden af ham, hovedet på puden lige over hans skulder, hans hånd forsat på mit lår. “Nåh, men det var da meget længere end sidst!” proklamerede han glad. Jeg strakte mig sløvt, og lod ham snakke. Han var så sød når han snakkede om håndbold, viste stolt videoer med forklaringer om teknik jeg ikke forstod. Jeg lyttede og mumlede svar.
“Du lægger ikke noget i det her, vel?” spurgte han. Jeg fnyste hånligt og grinede. Du behøver ikke bekymre dig Løve, den har jeg udredt.
Han smuttede kort efter, og lod mig falde i søvn, udmattet og glad. Glad på den måde man kun er, når man lige er blevet knaldet rigtig godt.
Morgenen efter er den sløve ekstatiske følelse der stadig. Som om man bare er rolig inden i.

Et godt farvel-knald burde være obligatorisk.

Ron Happy

På bagsædet af en Peugeot 207

Svedende, rødmoset og med et panisk udtryk i ansigtet væltede jeg 10 minutter for sent ind til det der spinning, der skulle give så pæne ben.

Sjovt? Nej ikke det nærmeste. Veninde og jeg klynkede og prustede skiftevist på de forbandede kondi-cykler mens livet passerede revy for det indre øje. Aldrig havde jeg troet så store mængder sved kunne forlade min spæde krop, uden jeg ville dø af væskemangel.

Vi humpede ud af lokalet i desperat søgen efter sukkerholdig væske, og kastede os på to stole i en håndboldhal.

Tilfældigvis væltede herrer håndboldholdet ud af omklædningen, og gjorde klar til at gøre det de nu gør bedst; kaste med bolde på forskellige måder.

Sørme så, om ikke Vikingen og Løven løb rundt og lavede sportslige ting på det lakerede trægulv.

Vi sad og små savlede ned i vores energidrik lidt. Fortalte om hvordan situationen var med både Vikingen og Løven. Veninden har været væk længe. Ude at udforske verden. Mens jeg har udforsket provinsens hankønsvæsner. Særligt de håndboldspillende.

Både Løven og Vikingen kiggede stjålent op på os, overvejede kortvarigt at rejse os og sætte os et andet sted, men hvorfor dog. Når nu de var så flotte og testosteronet fyldte rummet. Vi kiggede skamløst videre.

Minsandten om Vikingen ikke valgte spontant, at orange ikke var hans farve den dag, og han selvfølgelig blev nød til at skifte til sin grønne sportstrøje i stedet. Lige for øjnene af os. Jaw drop. Hallihalløj mr. Viking, hvad med topløs træning?

Han smilede hurtigt op til os, og daffede videre ud på banen.

Pludselig sad vi ualmindeligt godt, så godt at det var muligt at tage usandsynligt grimme zoom-billeder på snapchat, mens de så fjollede ud. Så da jeg fangede Løven i et skæbnesvangert koncentrations moment, skyndte jeg mig at sende det af sted til ham selv. En gave til efter træning. “Du er lækker når du sveder” stod der, håbede han fornemmede sarkasmen.

Vi valgte at vende skuden hjem ad.

Snapchat plingede kort tid efter.

“Du er lækker i de shorts” stod der. Høhøhø, det vidste jeg jo egentligt godt. Det var derfor jeg købte dem. Men Løvens opmærksomhed gjorde da glad.

Vi snappede lidt frem og tilbage, og da jeg stod ud af badet lå der en besked der sagde “er der om 10 minutter, kom ud!”

I en blanding af forvirring, over han vidste hvor jeg boede, og spænding hoppede jeg i det nærmeste sæt lækre tøj jeg kunne få fingrene i, og sneg mig ud af havelågen. Mamas spørgsmål til hvem jeg skulle se 22.45, var jeg ikke klar til at besvare.

I ventetiden spredte nervøsiteten sig. Hvad skulle vi snakke om? Vi havde sagt et ord til hinanden i 4 år? Hvad forventede han?

Så rullede hans bil rundt om hjørnet. Pakkede min nervøsitet væk og hoppede ind ved siden af ham.

Derefter gled snakken, ligeså let som bilen gennem mørket. Han kørte bare rundt, viste fine huse med flotte biler i indkørslen. Prøvede rigtig at imponere med hans bekendtskaber og kendskaber i de fine villaer. Så tog han min hånd. Flettede sine fingre ind i mine og slap ikke igen.

Til sidst parkerede han ved havnen. Havblikket spejlede de få lys, og stemningen skiftede. Han kiggede på mig, granskede, fornemmede temperaturen.

Hjertet bankede lidt hurtigere, for han var jo sød. Jeg vendte mig mod ham, mødte hans øjne, og så var hans hænder om min nakke, trak mig tæt på. Kyssede mig; varmt, intenst og lækkert. Dunkene i kroppen blev hårdere, huden varmere og vejrtrækningen mere hul.

Jeg vidste hvad han ville, og inderst inde, under alle samfundsnormerne og andet kedeligt, ville jeg også.

“Fuck nu det” tænkte jeg. Trak mig væk, klikkede selen op og smuttede hurtigt ud af døren. Hans ansigt var priceless, indtil jeg åbnede døren til bagsædet og satte mig.

Han fulgte hurtigt efter. Trak mig tættere på. Hænderne det kildne sted på taljen. Dukkede hovedet og satte mig på ham. Nulrede fingrene ind i de søde krøller på hans hoved.

Inden længe var vi nøgne, eller jeg var. Det har jeg det fint med. Han havde mere travlt med at få mig ovenpå igen. Det havde jeg det også fint med.

Hans sleske blitz-oplyste snapchatbilleder havde ikke gjort Lille-Løven nogen ret. Det måtte enten være hans hænder der var store, og fik den til at se mindre ud, eller vinklen. Jeg funderede, indtil han tog ordenligt fat i min hofte og rev mig tilbage til det vi lavede.

Og så gjorde vi det, på bagsædet af en Peugeot 207, på kajen af en havn, så sen en torsdag at det næsten var fredag.

“Årh FUCK” udbrød Løven. En panik-angst løb gennem mig, da jeg i et splitsekund troede der stod nogen og nød showet.

Der var ingen, forvirringen bredte sig.

“Jeg kom altså lige pludselig,” sagde han stille. Lettelsen og forbløffelsen var lige stor. Normalt er jeg rimeligt god til at sanse hvornår den slags sker. Men altså ikke her.

“Hvad sker der man? Var det 2 minutter eller sådan noget?!” Jeg kunne ikke svare ham. Forstod ikke helt problemet. Det havde overhovedet ikke føltes som kort tid, og jeg følte mig i hvert fald ikke snydt.

Kyssede ham på kinden og lavede den obligatoriske “det er okay, jeg forstår det godt og tager det som et kompliment”. Men jeg mente det altså!

Pludselig fik han vældig travlt med at komme hjem, mens jeg skramlede med mit tøj på bagsædet. Kunne ikke finde g-strengen. Skyndte mig at få mine bukser på, og bakse mig om på forsædet igen og starte en samtale så det ikke blev akavet.

Det gik fint, vi tullede hjem. Fik diskret fremlagt, at det var noget vi godt kunne gøre igen. For min skyld i hvert fald.

Han satte mig af, jeg fik en knuckle (I shit you not), et kram og et kys på kinden.

Her til morgen modtog jeg et snap, efter jeg havde spillet obligatorisk hard to get i over et døgn.

“Min mor har lige fundet din g-streng”

Flot frøken Pingvin. Kæmpe klap herfra. Idiot.

Awkward