Lange dage og korte nætter.

Det kan godt være træls, at være mig nogle gange – bevares mange har det værre end jeg, men jeg synes det hele er lidt stramt for tiden. Så bær over med mig.

Jeg arbejder meget, går meget i skole, vil gerne nå at træne og passe hunde-monsteret også. Det gør at søvn simpelthen bare ikke er en prioritet tit.

Men i dag flød bægret over. Så meget at jeg i frustration måtte slå en knytnæve i bordet.

Vi har den hersens blå bog, der skal udfyldes i min klasse, nu vi snart får den der famøse hue på.

Men det er åbenbart en uhåndterlig opgave; at bede 25 voksne (eller myndige nok nærmere) mennesker, om at beskrive hinanden uden at mobbe. Det er i hvert fald  ubegribeligt svært for en dreng i klassen, vi kan kalde ham Diktatoren. Han mener nemlig at de billigste grin er de bedste, og elsker at lave sjov på andres bekostning. Det gik i dette tilfælde ud over en af mine rigtig gode veninder fra klassen. En rigtig modbydelig, ikke engang sarkastisk, men direkte ondskabsfuld kommentar skrev han i hendes dokument. Det synes jeg nu ikke var helt fair, og tænkte at hvis man nu bare slettede det, og skrev det om, så det var sagt med humor og kærlighed, så ville det nok komme ud på ét. Men ak nej – her til morgen havde Diktatoren fjernede min kommentar, og indsat en endnu længere, endnu mere modbydelig uddybning af hans tideligere kommentar.

Jeg var fuldstændig paf. Jeg forstod simpelthen ikke, at han ikke selv kunne se hvor afstumpet og respektløs hans tilføjelse virkede? Så jeg skrev en besked til Diktatoren, fast besluttet på at smaske min holdning lige op i hans fjæs. Jeg skrev det til ham; at jeg synes det var usympatisk og ukammeratligt, på den måde at udstille sine grumme holdninger.

Det var Diktatoren ligeglad med, han synes det var sjovt, og jeg kunne faktisk tage “mit pædagogiske pis” og stikke det op et hvis sted. Han gad i hvert fald ikke censureres (mange flotte ord kan han, når han føler for det. At sætte det i sammenhæng er dog en anden sag).

Efter en time-lang diskussion, ringede jeg til Brormand. Udmattede, uforstående og på randen til gråd i raseri over at skulle håndtere så umodent, usolidarisk og på alle måder ikke behovs-tilsidesættende et individ. Brormand var meget forstående. Han synes jeg havde ret – ham Diktatoren var da også en idiot! Ja – en klaphat ligefrem. Hvordan kunne mine brillante argumenter og vidunderlige verdenssyn bare prelle af på ham? Hvorfor kunne han ikke se, at det var ham der var galt på den. Brormand kunne ej heller forstå det.

“Kommer du snart til København, så giver jeg sku en øl,” sagde Brormand.

Tjo, jo… Ikke snart nok virkede det som om. Men på lørdag fik jeg svarede.

“Det er løgn!!!” udbrød Brormand. Han lød så oprigtigt glad, sådan en glæde man ikke kan forfalske. Sådan en der varmer helt inden i.

Men nej, den var skam god nok. Jeg kommer til det der København på lørdag.

“Så skal du da med i byen! Slænget fra job kommer, det bliver så fedt!” forklarede Brormand.

Jeg blev helt glad ved tanken, bare øl og snak og hygge. Langt væk fra Diktatoren og hans undersåtter.

“Vennen kommer også,” sagde Brormand, lidt tøvende.

Min mave lavede et lille hop inden i mig. “Åh for Guds skyld lad det ske, bare denne gang!”, jeg kunne ikke tænke mig noget mere, end at hælde øl i svælget med de to lige nu.

“nåh, ej hvor hyggeligt,” fik jeg svarede, helt cool “hvad med Øboeren?” spurgte jeg, ikke helt så cool. Selvom jeg oprigtigt gerne ville møde hende. Virkelig.

Flashback til forrige weekend: Da jeg var blevet efterladt alene derhjemme, uden at blive inviterede til hæng-ud-jule-kom-sammen, ja – så var det faktisk Brormands skyld. Brormand vurderede at jeg ikke var klar til at overvære Vennen og Øboeren i “lad-os-se-juletræet-på-Rådhuspladsen-blive-tændt-og-danse-rundt-i-skæret-fra-en-millionmilliard-julelys-og-vores-uendelige-kærlighed-til-hinanden”-mode. Så han havde sagt jeg ikke kunne komme, da Øboeren havde sagt: “ej, hun vil da føle sig udenfor hvis hun ikke er inviteret,” pisse sødt – I know. Anyways, det var sådan jeg begyndte at kunne lide Øboeren.

Nåh tilbage til i dag, Øboeren skulle altså ikke med, hun skulle være på sin Ø, og Vennen skulle ikke til den ø, lige den dag. Jeg var både lykkelig og lidt skuffet.

Men denne situation er ikke uvant – Vennens kat kan blive akut syg, eller han falder på vej ud af døren.. Jeg tør ikke få mine forventninger for højt op.

Men bare tanken om en bytur med de to, var nok til at hjælpe min dag lidt på vej.

Det, og så denne GIF jeg fandt… Som jo ikke var til at stå for, og generelt symboliserer mig meget godt, i alle relationer med attraktivt hankøn. Bortset fra jeg ikke har Aaron Pauls roof-breaking sexappeal

Enjoy!