Kuvøse-pinlighed

Yup – endnu en gang har min komplette mangel på sociale-kompetancer skubbet mig ud på pinligt farvand.

Lad os sige, at kunsten i at flirte ikke er noget der er tilfaldet mig. Jeg har til en hver tid været det type menneske, hvor hvis jeg endelig fik øjenkontakt med ham den flotte, ville mit umiddelbare instinkt være at rødme og kigge ned i bordet, i ren og skær pinlighed over at være blevet taget i at kigge på dette fysiologiske vidunder.

Jeg har fået at vide, at det får mig til at virke indelukkede, tilbageholdende og en smule mærkelig… Derfor kommer personligheden der gemmer sig under den generte skal, som lidt af et chok for nogle.

Jeg besluttede mig for at lade Kuvøse-Krisser være min forsøgs-kanin i det der øjenkontakts-flirten. Han var den perfekte kandidat. Så pæn, at jeg bliver tilpas nervøs til at det udløser alle min symptomer på mit forhenværende lave selvværd. Han er ikke en jeg indgår i personlige relationer med til hverdag (eller nogen som helst dag, for at være ærlig), så jeg behøves ikke bekymre mig om pinlighedsfaktoren. Han har umiddelbart vist en smule interesse, så det burde ikke være en komplet umulighed. En tre-enighed der gjorde ham til manden for sådan en slags opgave.

I midlertidigt har jeg naturligvis stalket ham på diverse sociale medier, hvoraf Instagram er blevet mit yndlings. Han er godt nok ualmindeligt flot med sådan nogle filtre på, altså.

I hvert fald, kom KK og jeg på et “hej og nik”-stadie i vores forhold – jeg var totalt klar til det umiddelbare næste skridt – Netflix n’ Chill – men den invitation må være gået tabt i posten.

Til en familie fødselsdag, fik jeg i min kådhed over mit nye bekendtskab, og venskab på Facebook (wuuuup), snakket en smule over mig!

“Må vi se drengebarnet?!” –spurgte min onkel.

Det måtte de naturligvis, han er flot, og jeg er ikke nærig med at dele ud af hans skønhed. Hurtigt scrollede jeg ned i gennem hans instagram-billeder for at finde det aller-flotteste, så de rigtig kunne blive imponerede om mit kommende trofæ. Jeg sendte stolt telefonen rundt omkring bordet. Min onkel kiggede længe på billedet, og som i slowmotion skete det, han doble-tappede for at zoome ind på KK!

BUM!

Min stalking var afslørede. Min onkel likede ikke bare et billede. Han likede et 127 uger gammelt billede af KK sammen med hans søster. Hvad sker der. Min hjerne eksploderede. Hvordan forklarer man det? Hvordan viser man sig på skolen igen? Rygterne ville gå – “se der går hende den mærkelige, der liker  gamle billeder af flotte typer”. Damn.

Jeg måtte sluge min stolthed og dukke op i skole om mandagen. Krybe langs panelerne og klæde mig i neutrale farver, i håb om at camouflere mig i mængden. Ingen Kuvøse-Guf i sigte, alt gik som smurt. Da vi daffede til sidste modul, åndede jeg lettet op. Jeg havde overlevet. Og som jeg åbnede døren til vores klasselokale, kunne jeg mærke døren blev åbnet indefra samtidig. Jeg blev hevet ind i lokalet, direkte ind i én der var på vej ud af døren. I min flyvende bevægelse tumlede jeg hovedkuls ind i brystet på personen, og måtte lige sunde mig et øjeblik, inden jeg kigge op for at undskylde over for personen. Hvem stod der? Ja, historien ville nok ikke være nær så sjov, hvis det var nogen anden end Kuvøse-Krisser.

“Jamen halløjsa! Der var du!” fik jeg sagt lidt for entusiastisk, inden det gik op for mig hvem jeg snakkede til, og skiftede fra efterårs-kødpølse-farvede til høj-rød-med-et-strejf-af-violet i hovedet, dukkede hovedet og forsatte ind i lokalet. Bag mig var mine veninder (som jeg frikvarteret forinden han fortalt om hele gå-under-jorden-af-pinligheds-fadæsen) ved at dø af grin. Det samme var KK, om det var over mig, fordi det var pinligt eller samsuriummet vides ikke. Men grinte gjorde han, selvom jeg følte mig som Jordens største klovn.

Jeg holdt mig virkelig lavt på radaren efter det, i mens jeg slikkede mine sår over min pinagtige adfærd.

Ugen efter likede han mit profil-billede.