Tålmodighed….

Hvis man spørger min familie og nærmeste venner, er netop tålmodighed ikke en af mine stærkeste egenskaber. Faktisk tværtimod.

Jeg er ikke utålmodig (who are we kidding – of course I am), men jeg kan godt lide at der sker noget, når først jeg har fået en fiks idé.

Det kan være ét nyt gadget, en ny hobby, et kæledyr (spørg bare mor, hvordan hele fiske-fasen var), sundheds-trips eller søde fyre. Jo jo, det kan skam kun gå for langsomt, når først jeg har fået sat mig en god idé i hovedet.

Jeg elsker at være i gang, og har altid verdens længste to-do liste liggende.

Så mama’s gode råd faldt ikke i rigtig god jord, da hun lyttede (som alle andre) til mine beklagelser over mine ny-fundne følelser for Vennen (sorry, det bliver sidste gang jeg skriver om ham i lang tid!)

“Det var da vidunderligt skat! Så må du jo bare være tålmodig” sagde mama.

Jeg sukkede højlydt. Kunne hun ikke bare lige ringe til ham, og sørger for det blev fixet? Er det ikke det mødre skal – fixe ting? Det synes jeg altså.

At bede mig om at vente og trille tommelfingre, er som at bede Suspekt stoppe med at bruge slang for kvinders kønsdele i deres sange? En total umulighed.

Det kribler i kroppen for at skrive til ham, se ham, kramme ham… ET ELLER ANDET! Jeg er en opmærksomhedskrævende møgunge lige pt. Jeg vil have hans opmærksomhed, jeg vil have at han har det som mig og jeg vil have det nu!

Og så bliver jeg måske en smule frustreret af, at skulle spille sine kort rigtigt og stadig spille “venne-rollen”. Når jeg har lyst til at være alt andet end cool.. Han giver mig lyst til, at være på en måde, som jeg normalt ville hade.

Normalt er jeg vildt selvstændig (ain’t nobody paying my dinner), meget i kontrol og en smule “kold” (jeg  sætter ikke stor pris på at holde i hånd og vise affektion i offentlige rum). Men med Vennen ville jeg føle mig så stolt, hvis jeg var på hans arm, fik hans opmærksomhed når alle andre så det, poste klamme ferie-billeder på Facebook. Alt det der jeg virkelig hader, og ville få milde panik-anfald af hvis det var nogen andre end ham.

Jeg føler mig som en misbruger, og når han først giver mig en finger, så vil jeg have hele hånden. Hvis han først har én besked til mig, ville jeg sidde op hele natten og skrive med ham. Jeg hader det, og jeg ville ønske jeg kunne slukke for mine tanker. Bare et kort stykke tid, for lige at få ro på.

Jeg føler mig så irrationel, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde det sådan her.

I denne mærkelige situation, hvor alle andre ville rende rundt med kold sved, manglende appetit og være åndsfraværende – vælger min hjerne at kompencere ved at udpege alle hankønsvæsner over 1.85 cm og med nogenlunde symmetriske ansigtstræk som potentielle sexbuddies… Jep jeg er officielt helt ude af kontrol.

Jeg må være fuldstændig kuk-kuk, eller også har jeg været single for længe, da min standard reaktion ved kontakt med følelser, åbenbart er at finde nogen jeg kan knalde helt uden et snert af følelsesmæssig-involdvering?

Måske søger min hjerne fysisk forløsning, på alt det følelsesmæssige uforløste jeg render rundt med? Formentligt.

Er der ikke engang nogle kloge mennesker der har sagt, at forelskelse er som en sygdom?

Er der så ikke lige nogen der er sød at smutte på apoteket efter noget anti-amorin?