Jeg skrev på et tidspunkt om en Tinder-gut jeg døbte Bartenderen. Vores relation var lidt… mærkværdig…

Altså i lang tid var alle mine forslag om at mødes blevet manet i jorden, af denne Bartender. Det var altsammen meget underligt, og jeg forstod ikke helt dette besynderlige væsen.

Den eneste måde at komme ud med det på, var at blogge om det, som endda også blev udgivet på Tinderslut!

Men sidste søndag, da jeg følte mig utroligt nede over min manglende invitation til julehygge med Brormand, Vennen og Øboerne, tænkte jeg at det skulle blive løgn.. Og spurgte Bartenderen om han havde planer mandag, nu når jeg var i det store Købehavn. Til alles forbavselse, så var Bartenderen fri som en fugl. Til at starte med troede jeg det var en joke. Eller at han ville brænde mig af. Og at han og alle hans venner ville sidde på en café og grine, mens de væddede om hvornår jeg gav op og tog hjem.

Men det gjorde han altså ikke. Jeg mødte ham – sådan i levende live. Det var lidt mærkeligt, eftersom vi kun har set hinanden i 2D i over 8 måneder nu. Det var altsammen noget spøjst. Vi skulle handle først, og jeg kunne ikke lade være med at gå og iagttage manden, som var han et sjældent dyr. Hele hans ageren var pudseløjerlig. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. Men stemning var god – venskabelig og hyggelig. Mens vi vadede rundt mellem discount-vare og sure med-shoppere.

Derefter traskede vi hjem til ham – vi skulle spille Playstation, og jeg troede fejlagtigt at jeg kunne banke ham i skydespil. Det viser sig, at mine finmotoriske evner skal pudses lidt af – for jeg stank virkelig til pløkke folk ned virtuelt.

Eftersom at jeg allerede fra morgenstuden havde besluttede at jeg skulle fornekere med mysterie-manden ved lejlighed, og derfor havde taget det flotte undertøj på, måtte der ligesom ske noget.

Så som vi bevægede os ind i 3. afsnit af The Walking Dead begyndte jeg at blive utålmodig… Der måtte godt snart ske noget, så med kvindelist og diskrete hints (hahah – okay ikke særligt diskrete hints) fik jeg ledt Bartenderen på rette spor.

Bartenderen har dog læst Tinderslut, og mente at vores forstående aktivitet helst skulle holdes fra The Interwebs. Så jeg vil blot sige undskyld til Bartenderen for hele dette indlæg, og opveje ved at skrive;

Han var meget, meget, meget dygtig! Faktisk den dygtigste jeg har været sammen med (tillykke med det flødefyr!). Det var alt i alt en rigtig god oplevelse, og jeg vil klart anbefale ham til andre!

Men som jeg forlod hans lejlighed, umiddelbart efter, fordi han havde været så djævelsk langsom og jeg nu var forsinkede til mit tog, kunne jeg ikke ryste følelsen af totalt apati af mig. Selvom jeg følte mig utroligt afslappede, en smule døsig og ovenud glad, blev jeg en smule rystede over min komplette mangel på romantisk involvering. Trods Bartenderens rare, rolige og meget venlige gemyt, følte og føler jeg stadig ingen romantiske følelser for ham – what so ever. Intet, nada, nul. Der er intet at komme efter – udover mindblowing sex naturligvis.

Men jeg har så længe overvejet om min hjerne ville eksplodere i følelser, ligeså snart jeg havde sex med ham – som det er sket så ofte før. Men nej – min træning i total afstumpethed er lykkedes. Om det er en god eller en dårlig ting må tiden vise. Eller også er jeg bare en fyr oppe i hovedet? En meget feminin og bitchende fyr – men stadig en fyr?

Oh well – one down, two to go. Det tog kun 8 måneder med Bartenderen, så mon ikke vi kan sætte tempoet lidt op med Kuvøse-guffen og Sportsgutten?

Let’s do this. 

Yup – endnu en gang har min komplette mangel på sociale-kompetancer skubbet mig ud på pinligt farvand.

Lad os sige, at kunsten i at flirte ikke er noget der er tilfaldet mig. Jeg har til en hver tid været det type menneske, hvor hvis jeg endelig fik øjenkontakt med ham den flotte, ville mit umiddelbare instinkt være at rødme og kigge ned i bordet, i ren og skær pinlighed over at være blevet taget i at kigge på dette fysiologiske vidunder.

Jeg har fået at vide, at det får mig til at virke indelukkede, tilbageholdende og en smule mærkelig… Derfor kommer personligheden der gemmer sig under den generte skal, som lidt af et chok for nogle.

Jeg besluttede mig for at lade Kuvøse-Krisser være min forsøgs-kanin i det der øjenkontakts-flirten. Han var den perfekte kandidat. Så pæn, at jeg bliver tilpas nervøs til at det udløser alle min symptomer på mit forhenværende lave selvværd. Han er ikke en jeg indgår i personlige relationer med til hverdag (eller nogen som helst dag, for at være ærlig), så jeg behøves ikke bekymre mig om pinlighedsfaktoren. Han har umiddelbart vist en smule interesse, så det burde ikke være en komplet umulighed. En tre-enighed der gjorde ham til manden for sådan en slags opgave.

I midlertidigt har jeg naturligvis stalket ham på diverse sociale medier, hvoraf Instagram er blevet mit yndlings. Han er godt nok ualmindeligt flot med sådan nogle filtre på, altså.

I hvert fald, kom KK og jeg på et “hej og nik”-stadie i vores forhold – jeg var totalt klar til det umiddelbare næste skridt – Netflix n’ Chill – men den invitation må være gået tabt i posten.

Til en familie fødselsdag, fik jeg i min kådhed over mit nye bekendtskab, og venskab på Facebook (wuuuup), snakket en smule over mig!

“Må vi se drengebarnet?!” –spurgte min onkel.

Det måtte de naturligvis, han er flot, og jeg er ikke nærig med at dele ud af hans skønhed. Hurtigt scrollede jeg ned i gennem hans instagram-billeder for at finde det aller-flotteste, så de rigtig kunne blive imponerede om mit kommende trofæ. Jeg sendte stolt telefonen rundt omkring bordet. Min onkel kiggede længe på billedet, og som i slowmotion skete det, han doble-tappede for at zoome ind på KK!

BUM!

Min stalking var afslørede. Min onkel likede ikke bare et billede. Han likede et 127 uger gammelt billede af KK sammen med hans søster. Hvad sker der. Min hjerne eksploderede. Hvordan forklarer man det? Hvordan viser man sig på skolen igen? Rygterne ville gå – “se der går hende den mærkelige, der liker  gamle billeder af flotte typer”. Damn.

Jeg måtte sluge min stolthed og dukke op i skole om mandagen. Krybe langs panelerne og klæde mig i neutrale farver, i håb om at camouflere mig i mængden. Ingen Kuvøse-Guf i sigte, alt gik som smurt. Da vi daffede til sidste modul, åndede jeg lettet op. Jeg havde overlevet. Og som jeg åbnede døren til vores klasselokale, kunne jeg mærke døren blev åbnet indefra samtidig. Jeg blev hevet ind i lokalet, direkte ind i én der var på vej ud af døren. I min flyvende bevægelse tumlede jeg hovedkuls ind i brystet på personen, og måtte lige sunde mig et øjeblik, inden jeg kigge op for at undskylde over for personen. Hvem stod der? Ja, historien ville nok ikke være nær så sjov, hvis det var nogen anden end Kuvøse-Krisser.

“Jamen halløjsa! Der var du!” fik jeg sagt lidt for entusiastisk, inden det gik op for mig hvem jeg snakkede til, og skiftede fra efterårs-kødpølse-farvede til høj-rød-med-et-strejf-af-violet i hovedet, dukkede hovedet og forsatte ind i lokalet. Bag mig var mine veninder (som jeg frikvarteret forinden han fortalt om hele gå-under-jorden-af-pinligheds-fadæsen) ved at dø af grin. Det samme var KK, om det var over mig, fordi det var pinligt eller samsuriummet vides ikke. Men grinte gjorde han, selvom jeg følte mig som Jordens største klovn.

Jeg holdt mig virkelig lavt på radaren efter det, i mens jeg slikkede mine sår over min pinagtige adfærd.

Ugen efter likede han mit profil-billede.

Bryder allerede nu løftet om ikke at skrive om vennen (sorry!)

For 3. gang i streg har han aflyst en aftale med mig, for at være sammen med Øboeren. Well excuse me… Men det er sku lidt tøffelhelte agtigt. Ikke at jeg ikke forstår, at han gerne vil være sammen med hende. Sagtens. Men han aflyser vores super-fede BOND-AFTEN (one does not cancel Bond. Simple fact) for at tage på lager-salg i SamsøeSamsøe med øboeren og hendes veninder.

Bevares billigt SamsøeSamsøe er Guds gave til folket, men det konkurrer simpelthen ikke med Mr. James Bond himself. At han derefter også aflyste aftalen om, at mødes med mig og Brormand til en øl i byen, bekræfter min mistanke om han ganske simpelt ikke ønsker, at jeg skal møde Øboeren.

Og lige nu er jeg en lille smule irriteret på ham. Okay, jeg er på grænsen til rasende, jo mere jeg tænker over det. En ting er at nedprioritere vores venskab, for en eller anden dame, en helt anden er at skubbe mig ud af hans liv på den måde. At jeg ikke må møde dette nye vidunder der tager al hans tid. Jeg er skuffet.

Skuffet!!

Derfor var den eneste logiske løsning at bruge mine sidste penge på et sindsygt lækkert outfit. For skal jeg måske i byen med de andre drenge og drikke mig helt vildt fuld i en skøn cocktail af øller og tequila-shots? Det tror jeg nok!

Fandt jeg outfittet – ja tak! Ikke noget fancy eller dyrt! Men noget jeg føler mig sindsygt godt tilpas i! Et outfit man kan overtage verden i. Okay måske ikke – men man kan i hvert fald score i det! Og det er min plan nu.

Indtil Vennen er færdig med Øboeren, så vil jeg mæske mig i øjenguf i byen, og på skolen hvis det kan lade sig gøre. På min skole er alle ret pæne, men der er én dreng.

Hot damn!

Sådan en dreng hvis blotte udseende kan give én hedeture. Han er en årgang yngre end jeg, så jeg har døbt ham Kuvøse-Krisser eller Kuvøse-Guffen. Et smil fra ham kan skifte ens ansigtskulør fra tam dansk kødpølse-farvet til spansk solmoden tomat på 0,01 sekund, og jeg elsker det. Kuvøse-Krisser kan i sandhed tage pusten fra en. Blot af udseende. Den perfekte fuck-boy (som jeg før har snakket om).

Godt nok elsker jeg Vennen. Helt ind i knoglerne. Men jeg vil ikke ødelægge noget for ham, og jeg under ham virkelig denne oplevelse med Øboeren.

Men fandeme nej om jeg vil påføre mig kyskhedsbælte og vente sukkende på ham. Hey – han er ikke den eneste der skal have lidt spas i hverdagen.

Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget – og imorgen er det fredag!

Let’s do this!