Aldrig igen…. Idag i hvert fald.

Jeg svor efter Blondie og Vikingen fadæsen, at den slags udskejelser var spild af min tid, og at jeg måtte fokusere noget mere på skole.

Hvilket også gik super fint, i omkring 12 timer (hvor jeg sov 8 af dem), og opdagede en vis Fætter Guf i min entré. Dette var dog let forkasteligt, og jeg bar mig ad med mit ganske uinteressante liv endnu et døgn.

Efter arbejde stod der et par sko i entréen jeg ikke kunne genkende. Det var for sent til at jeg gad gå op i det. Jeg smed jakken og kastede mig i sengen. Til min store skræk stod der endnu et pragteksemplar af et mandfolk i mit køkken om morgen. Helt forfjamsket over mit umiddelbare nochelant valg af påklædning, udspurgte jeg mande-mennesket om han var en ven af min bonusbrors. Det var han, dog ikke fra byen, men de havde kendt hinanden længe.

Ved første øjekast var han lidt en Byggemand Bob agtig type, men hans selskab var ualmindeligt behageligt. Sådan én med fødderne solidt plantede på jorden og utrolig meget i balance med sig selv.

De skulle i byen, han spurgte om jeg ikke ville med. Måtte afslå, jeg havde en morgenvagt og en intention om at han ikke skulle se mig fuld lige foreløbigt. Mine evner til at styre alkohol er ikke imponerende for tiden.

Jeg hentede dem hjemme hos en veninde dagen derpå. De var lidt vingeskudte begge to, og tiggede om cola og chips. Hvordan skulle man kunne stå imod. Jeg havde tænkt på denne nye Byggemand Bob lidt for meget, mens jeg var på arbejde. De spurgte om jeg ville være med til at se stand-up mens de plejede deres skrøbelige kroppe. Det gad jeg da godt, og jeg blev placeret ved siden af Byggemand Bob på en luftmadras de havde fået bakset ind i værelset.

Det stand-up må have været en kende kedeligt eller også var jeg ualmindeligt træt, for mens jeg hvilede øjnene et øjeblik, var alt luften røget ud af madrassen, det var blevet endnu mere mørk med en sølvstråle af månelys, og i luftmadras krateret (vi kender det alle), var jeg trillet lige ned i armene på Byggemand Bob. Han trak vejret roligt og hans skulder var dejligt varm. Mens jeg lå og filosoferede, kunne jeg ikke komme i tanke om hvornår jeg sidst havde sovet sammen med en fyr. Jeg er mere en “hit and run” kindda gal.

Men der i mørket med Byggemand Bobs vejrtrækning mod mit hår og hans fødder under min dyne, tog det ikke mange sekunder at falde i søvn igen, uden at overveje at gå ind i min egen seng. På trods af gulvet var mægtig koldt under madrassen, der efterhånden mindede mere om en sørgelig hoppeborg.

Sikke en hyggelig måde at starte fredagen på.