Har vi dem ikke alle? Vores kendis-crush…. Mennesker så genetisk begunstiget at det nærmest virker absurd. Personer hvis arvemateriale er så attraktivt, at man straks får lyst til at reproducere med dem… I en elevator, på et køkkenbord, i en park… Alt efter hvor man fik muligheden for det.
Mit ultimative crush lige pt. er Jonathan Harboe. Google ham, han er det værd.
Efter en sygdoms serie-marathon hvor valget faldt på “Sjit Happens”, så er det gået op for mig, hvor utroligt flot et menneske Mr. Harboe er. Altså, det burde jo nærmest ikke være lovligt at være så latterligt lækker.
Og problemet med disse flotte mennesker, er tit at de er meget bevidste om at de faktisk har frit valg på alle hylder.
Finder du én, der ikke er klar over det; så hold for guds skyld fast i mennesket!
På den måde vil folk af mere ordinært udseende, som jeg selv, nok blive fravalgt af den gode Jonathan (ikke at han er overfladisk – hvad ved jeg, jeg kender ikke manden – men lad os være realistiske).
Så Jonathan er et af disse panty-dropping type mennesker, jeg forstiller mig fyre har den samme tilgang til kvinder som Blake Lively, Selena Gomez, Megan Fox ect. ect. Piger der bare giver en instant-boner.
Men… Der findes jo tusindvis af fyre i vores hverdag som har nogenlunde den samme effekt. Særligt hvis man finder ud af, at de er ret nice, at være sammen med. På trods af fejl og mangler, kan en “ordinær-hverdags”-fyr jo sagtens skabe hovedekuller, hjertebanken, røde kinder og Lalandia i trussen.
Lad os bruge Blondie som eksempel. Til at starte med, havde jeg overhovedet ikke kategoriseret ham som lækker. Men som man lærer ham at kende, så blev han bare sødere og sødere – pænere og pænere. Til sidst én jeg havde hede drømme om.
Som man lytter til hovedefokuset for mange piger på min alder, så er det at ligne disse modeller man ser på alle mulige medier. Et absurd og sygeligt behov for at opnå “ideal-kroppen”. En krop man skal huske på, at disse mennesker lever af, og dermed bruger op til 8 timer i døgnet på at træne og passe, de lever på bestemte diæter og efter en meget omfattende livsstiv, for at opnå netop “idealet”. Og hvordan skulle en normal studerende kunne nå det?
Men for at være helt ærlig, så tror jeg drenge har det på præcis samme måde som piger. De har ikke brug for en model for at tænde på en pige, eller forelske sig i hende.
Det tror jeg nogle gange piger bliver forblændet af Hollywood-glans og god belysning. Verden er baseret på kemi, og ikke lange øjenvipper og høje kindben.
Nu bliver det måske en smule navlepillende, og en smule pinligt. Det kommer ret tæt på og bliver ret privat.
I Januar var jeg nede, langt, langt nede. Så langt nede, at jeg ikke helt kan sætte mig ind i det længere. Min vægt den peakede, og jeg selvom jeg ikke lå i overvægts-kategorien rent BMI-mæssigt, så var min fedt-procent tårnhøj, og jeg spiste ukontrollerede af lige præcis hvad der passede mig. Bare for at gøre noget. Jeg undskyldte det hele med, at jeg var langt mere aktiv end de fleste andre, alt i mens det ene kilo tog det andet.
I en lang periode virkede alt umuligt, uoverkommeligt og uoverskueligt. Og som den trøste-spiser jeg er, lod jeg mig trøste af mad og søde sager. Dagligt. Flere gange.
En dag blev det for meget. Jeg havde konsumeret i pose Haribo, en pakke flødeboller og en plade chokolade på en enkelt aften. Det var ikke første gang den uge. I shit you not. Jeg gik forbi mit store fuldfigurs-spejl på vej på ud på badeværelset, og blev ramt af et fuldstændig alt-overskyggende selv-had. Jeg hadede mig selv så frygteligt i det øjeblik. Jeg hadede mine handlinger og hele mit ynkelige selv. Jeg brød fuldstændig sammen.
Jeg løb ud på badeværelset og i et desperat forsøg, midt i en forvirring af gråd, hulken og snot an mass ud af næsen, på at gøre skaden god igen, stak jeg to fingre i halsen på mig selv, for at få det hele op igen. Jeg tænkte ikke rigtig over det, men troede det ville få mig til at få det godt igen. Men jeg kunne ikke gøre det. Jeg kunne ikke overskride den grænse. Mit hoved var ét stort kaos. Den ene side sagde jeg skulle tage mig sammen og bare gøre det, den anden sagde jeg skulle lade vær.
Midt i det hele, mens jeg sad bøjet over toilettet og græd, kiggede jeg på mine bøjede ben, og hadede synet. Sådan som de flæskede ud i siderne. Jeg væmmedes ved mig selv. Jeg kunne ikke holde mig selv ud. Og med ét tog jeg en beslutning.
Det skulle være slut det pis.
Slut med selvynk og selvbedrag. Jeg ville fandeme være stolt af at være mig selv. Og fandeme om, jeg ikke nok selv skulle sørge for det.
Jeg åbnede toiletdøren og så et par meget varme, kærlige, brune øjne stirre på mig. Min hund havde siddet foran døren og ventet på at jeg skulle komme ud. Jeg er ikke særlig sentimental omkring dyr, men min hund, min baby, kender mig. Han kan læse mig og mine signaler før jeg nærmest selv tænker over det. Jeg satte mig på gulvet, og det store læs krøb ind mellem mine ben og lagde hovedet på min skulder. Og der blev han siddende til jeg var færdig med at græde. Det er svært at forklare, men at få nogens (mennesker eller dyrs) ubetingede kærlighed, uden at skulle forklare sig, betyder utroligt meget. Og midt i alt mit selv-had og væmmelse, kunne jeg se ham, elske mig betingelsesløst på trods af alt hvad jeg hadede ved mig selv.
Derefter gik jeg ind og skrev et hudløst ærligt brev til mig selv. Som motivation til mig selv, når jeg havde lyst til at falde i. Jeg har aldrig fortalt nogen om brevet. Men jeg deler det her.. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske kan andre finde mening eller motivation i det?
“Tillyke,
Du er nu blevet, om muligt, endnu mere ynkelig og rygradsløs end du var i forvejen. Du er ikke længere bare pigen der skar i sig selv, fordi det hele blev lidt for meget. Du er nu også pigen der stak to fingre i halsen på sig selv, efter endnu et ukontrollerede æde-orgie. Du må virkelig være stolt! Du har nu ramt en hel ny form for bund. Så langt nede at du kun omgives af amøber og fossile brændsler. Skide godt.
Når det så er på plads, Tykke, hvad gør vi så?
Ja, det vi starter med er at skrive et hudløst ærligt brev til os selv. Et brev som motivation til de næste par måneder. For der er nu gået for lang tid med dårlige undskyldninger. For lang tid med ekstra kilo og større bukser.
Det skal stoppe. Det skal stoppe NU!
Du er blevet et af de mennesker du foragter aller mest. Rygraden skal bygges op igen. Vi skal ikke være et supermenneske, men hvis vi skal ind til militæret, så kommer det til at gøre ondt nu. Det bliver ikke behageligt.
Men ved du hvad der også er ubehageligt? Ja, det er den gnavende følelse af ikke at være god nok, og ikke være noget værd. Simpelthen at føle sig så tyk, grim og dum 80% af tiden. Den konstante følelse af at folk kigger på dig, fordi der er noget galt med dig, og ikke fordi du ser sød/pæn/rar ud.
Så ville det ikke være rart, for en gangs skyld ikke at tænke på flæsket på knæene/lårene, dellen på maven, de flæskede arme, dobbelthagen, og at foragte alle billeder der bliver taget af dig?
Ret rart ikke? Jo præcis. Så lad os gøre den her bitch! Bare for at vise vi kan!
Hvor svært kan det fucking være?!
Du skal bare:
Dyrke motion (fitness 3 gange om ugen + løb hver anden dag)
Ikke spise slik
Spise mindre portioner
3 ting (!!!) skal du holde styr på! 3 ting, come on altså! Er en mars-bar eller en cookie virkelig det værd? Men så husk lige på den følelse du havde, da du sad bøjet over toiletkummen, med to fingre i halsen og fortvivlede tåre, over hvor tykke dine lår ser ud når du sidder på den måde, trillende ned over kinderne.
Huske den følelse – for der skal vi aldrig hen igen.
Du kan godt – du skal. Så lad os fucking gøre det!
Hilsen,
En pige du aldrig skal være igen. ”
Få dage efter blev jeg vejet til session i Hæren, og blev slået helt omkuld af det. Hvad havde jeg dog gjort i mod mig selv?
76 kilo!! Det lyder ikke af meget for nogle, særligt da jeg er 178 cm høj. Men min vægt har aldrig været så høj før, og det skræmte mig, hvor meget jeg havde slækket på mine “never-evers”… “Jeg skal aldrig over 70 kilo” havde jeg svoret. Og 8 måneder før, havde jeg heller aldrig været det.
Som enhver anden fornuftig teenager, googlede jeg mig frem til hvad min idealvægt var. Nogle steder sagde 71,3, andre sagde 68,9.
Jeg satte derfor meget strikse mål for min vægt og mine mål (talje, hofte og lår). Jeg mødte i midlertidigt over sommeren og eksamensperioden ret meget modstand, og kom frem til den konklusion, at jeg simpelthen ikke kunne komme under 70 kilo. Sådan var det bare.
Jeg nåede ned omkring 71,8 kilo, da det hele gik i stå og sommerferien slog ind.
Efter ferien vejede jeg 73,9 kilo, og jeg måtte tilbage til square-one. Jeg synes selv jeg havde været god, men der var måske gået lidt ferie i den, med meget middag ude, is, aftenguf, osv.
Jeg satte mig derfor det mål at jeg ville kunne løbe 10 kilometer på under en time til nytår. Det kræver en del træning, og jeg kan tydeligt mærke forskel på hvad jeg har spist op til. Derfor er det nemt at holde gejsten oppe, så længe jeg holder mig til træningsplanen. Ryger jeg ud af den, har jeg nemt ved at træde ved siden af, i forhold til mad.
Old habits die hard.
I Januar, ja selv i Juni ville jeg have været over lykkelig, hvis jeg var under 70 kilo. Jeg troede det var nøglen til evig lykke, og drengene ville flokkedes om mig, ligeså snart jeg nåede mit mål.
Jeg kunne konkludere til min måle-dag (som jeg har en gang om ugen – fanatisk? Måske. Men det hjælper mig til at føle jeg er i kontrol), at jeg har nået mit vægt mål. Jeg vejer nu 68,8 kilo og har et talje-mål på 64 cm. Og gu’ er jeg stolt og glad! Men jeg kan også sige, at jeg forleden havde den samme “gud hvor er du fed”-tanke da jeg så mig selv i spejlet, som jeg så ofte havde da jeg vejede 76 kilo. Bevares, jeg har den ikke særligt ofte mere. Og oftere og oftere vågner jeg op og tænker “fuck du er godt skåret!”, end det modsatte. Men som jeg før har konkluderet, er spejlet en løgner. Og det kommer an på øjnene der ser. Selvom jeg nu har nået mit mål, har jeg ikke opnået ultimativ lykke. På trods af at det nu, er langt lettere at være mig.
Vægt betyder ingenting – det sidder alt sammen i hovedet!
Jeg føler mig bedst tilpas i min egen krop, når jeg vejer under 70 kilo, men nogle har det langt bedere når de vejer 80 kilo eller mere.
Jeg får ikke mere opmærksomhed fra drenge nu, fordi jeg er tyndere. Jeg får mere opmærksomhed, fordi jeg udstråler selvtillid, og virker som en der hviler i mig selv.
