In the army now – uge to

Det gode ved det der militær er, at de er gode til at give forlængede weekender. Hvilket har resulterede i, at jeg i skrivende stund har haft weekend i 24 timer, sådan cirkus. En velfortjent weekend, that is.

1 dag med undervisning fra 8 til 22, og to dage med march i fuld udrustning.
De to første dage gik godt. Rigtig godt faktisk.
Jeg trippede som et lille barn for at få et glimt af Sergenten, på det ugudelige tidspunkt de kalder “rengørings timen”, aka. klokken 5 om morgen. På en mandag. Det burde nærmest være ulovligt.

“Giv agt” rungede det igennem stuen klokken 6.30, og der stod han så. Valsede igennem stuen i hans nystrøgne skjorte jeg havde lyst til at krølle på forskellig vis, mens han kæbe var spændt på sådan en sexet mande-mands måde.
“Forsæt” sagde han afværgende, for at slippe for opmærksomheden. Vi forsatte med vores gøremål, mens jeg smugkiggede stjålent på ham.
“Pingvin,” sagde han lidt lavt. Rettede mig op, og kiggede på ham. Han trådte et skridt tættere på og rakte hånden ud efter noget lige over mit venstre bryst. Mine øjne flakkede mellem hans øjne og hans hånd, forvirret over hans intention. Hans fingre samlede sig omkring knappen på min brystlomme. “Din lomme er åben,” sagde han, endnu lavere. Stadig med forvirring malet i hele ansigtet, vendte han om på hælene, med noget der mindede om et smil om læberne.

Den sidste dag havde jeg ikke meget overskud, og håber ikke han har kigget for meget på mig.
Skoene lavede vabler på størrelser med 5 kroner, vi skulle gå mindst 15 kilometer med 20 kilos oppakning, jeg fik for lidt at spise og selvfølgelig skulle det hele toppes som tivolikrymmel i en skøn blandning af insektbid der fik min hånd og mit øre til at ligne ballondyr formet af klovnen Bobo og lidt PMS, bare for at give turen et ekstra kick!
Da vi traskede tilbage til kasernen repeterede jeg Roben og Knud tekster i mit hovede igen og igen, i håb om at kilometerne ville blive mindre.

Vi kom tilbage – lys for enden af tunnelen – troede jeg.
Lige som kasserne med dampende varm mad blev åbnet og serveret; “Pingvin!” råbte min gruppefører. Lydigt trådte jeg ud af madkøen. “De her ammunitionskasser er talt forkert op, det skal gøres om igen. Jeg har sagt du gerne vil,” sagde han bestemt. Der var da intet jeg hellere kunne tænke mig. Jeg satte i værk. Over 1100 patroner i hver af kasserne, kunne jeg konkludere.
Da jeg var færdig rejste jeg mig, og gik hen for at hente min mad. Det eneste lyspunkt inden rengøring. Og væk var den. Der var ikke mere mad tilbage. Jeg regnede hurtigt sammen i hovedet; det var i hvert fald 5 timer siden jeg sidst havde spist og drukket noget. Min sergent kiggede næsten beklagende på mig. Lovede han ville gå op og hente noget mere.
Jeg takkede nej med et smil, for det var det eneste der ville gøre han ikke insisterede. Lovede at jeg ville spise den proteinbar jeg havde i skabet. Jeg ville bare have han gik væk, så jeg kunne tumle ud på badeværelset.
Min verden var begyndt at styrte sammen. Kroppen arbejde på det sidste energi og jeg kunne mærke frustrationstårerne i øjenkrogene. Jeg skyndte mig ud på toilettet inden nogen så mig. Satte hænderne på siden af vasken og mærkede armene dirre af udmattelse under mig mens tårerne trillede.
30 sekunder gav jeg mig selv til at få styr på det hele. Så spiste jeg min proteinbar og gik igang med min rengøring.

Måtte takke nej til de andres bytur, men var stolt af mig selv for at have klaret det med oprejst pande, i hvert fald ud af til.

Og se nu bare; det overlevede man også. Når man ligger hjemme i sin egen seng og tænker på det, så er det jo ikke så slemt alligevel.