Københavner-spøgelse

Jeg skulle på date. Havde prøvet at holde humøret højt med Brormand inden. Vi drak en øl og gik en lille tur i København. Han havde en bagkant, som efterlod mig med 1 times tidsfordriv inden daten startede. Vandrede hvileløst rundt. Drak en kop 7/11 kaffe af et papkrus, med Ed Sheeran bræende i ørene. Stoppede foran den lille kirke på Sankt Peder Stræde. Huskede hvordan Vennen havde peget og fortalt. Om et klokketårn, en nøgle og en nytårs udsigt. Gik ind bag den lille mur og satte mig på rækværket. Der var helt stille. Trak vejret ned i maven. Den gjorde ondt. Gav kaffen skylden. Mærkede det knugende savn om halsen. Skyndte mig at rejse mig og forsætte ned mod Nyhavn, med et håb om at følelsen ville forsvinde så snart kirken var ude af syne.
Stod og tøvede bag et gadehjørne, mens jeg overvejede hvorvidt min date ville tro på, at jeg havde brækket benet og måtte aflyse med 10 minutters varsel. Trippende med panik skrev jeg til min veninde. “Tag dig sammen, spark røv og hyg dig!” opmuntrede hun, og så trådte jeg rundt om hjørnet.
Han var sød og betænksom. Betalte den første regning inden jeg overhovedet nåede at hive min pung frem, holdt døren og virkede som en rar gut.
Vi drak drinks og efterfølgende øl et sted med et irriterende live-band.
“Skal vi gå inden de spiller Wonder Wall igen?” spurgte han, og jeg nikkede ivrigt.
Vi gik mod Nørreport, da han spurgte “såeh, skal du med hjem?”. Trods min beduggede tilstand, var min mavefornemmelse insisterende. Jeg smilede til ham, og rystede på hovedet. Takkede for en hyggelig aften og gav ham et kram. Små luntede ned af trapperne, allerede med høretelefoner i ørerne.
Han skrev aldrig igen, og jeg er ligeglad.

Den efterfølgende uge havde Vennen fødselsdag. En dag, jeg normalt bruger på at finde på noget vittigt og spidsfindigt at skrive på hans væg.
Denne dag var jeg i tvivl om jeg overhovedet skulle skrive noget til ham. Jeg lod være. Af respekt for ham. Jeg vidste Øboeren var ude at rejse, og jeg ville ikke skabe mere ballade.
Så jeg lod være med at skrive. Jeg lod være med at opføre mig som hans ven, fordi jeg troede han sikkert helst ville være foruden.

De efterfølgende dage savnede jeg ham. Voldsomt og hjerteskærende. Intet hjalp. Hverken træning eller is. Alt virkede nytteløst og dumt.

Et par dage efter Vennens fødselsdag sås jeg med Brormand. Han spurgte ind til min date. Viftede hurtigt emnet væk og grinede af at han efterfølgende også havde slettet mig på Tinder. Meget voksent.
“Hold kæft en idiot!” udbrød Brormand, jeg trak på skulderen.
Skiftede emne ved at spørge hvordan han og Vennen havde haft det med en uge alene hjemme.
“han har været vildt ked af det,” indrømmede Brormand. Øjeblikligt klemmte det om mit hjerte.
Brormand forklarede, hvordan Vennens mor havde kørt Vendetta på ham overfor resten af familien. Hun virker som et hysterisk styk kvindfolk, men det er Øboeren jo også. (Hvem sagde mommy-issues?)
Det var endt med, at blot to fra hans familie havde ønsket ham tillykke, og hans mor ikke engang havde spurgt om de skulle ses. Brormand var trådt til og havde inviteret ham ud at spise og med i biografen.
Den dårlige samvittighed ramte hårdt. Tanken om ham, ulykkelig og frustreret på sin fødselsdag, uden at Øboeren endda var der, var næsten ulidelig. Var lige ved at gribe ud efter telefonen med det samme, og skrive en lang undskyldning, men dyede mig.
Vi gik endnu en tur og spiste kebab. Snakkede om alting. Men i mit hoved var kun Vennen.

Brormand krammede mig på Vesterport og hoppede ind i sit tog. Jeg tog et tog magen til, bare den anden vej og satte mig til rette ved et vindue. Scrollede langt ned af listen af kontakter indtil hans navn dukkede op.

“Forsinket tillykke med fødselsdagen Ven,” trykkede på send uden at tænke yderligere over det.

*læst klokken 00.05*
stod der dagen efter. Han havde ikke svaret, men det betød ikke noget.
Han skulle bare vide, at jeg stadig er her.