“Er det ikke på tide du skal hjem?”

Og det var så den bytur. For første gang i mit liv, har jeg prøvet at drikke mig fuld i et forsøg på at glemme. Og lad mig sige det sådan her – hverken min mave, mit hoved eller mit hjerte takker mig i dag.

Gårsdagens planer ændrede sig lidt, da brormand blev kaldt til et hastemøde på jobbet, og resten af selskabet og jeg derfor besluttede, at det ville være nemmere at mødes i byen senere til en øl, sammen med min bror og hans kollegaer. Ærligt, så kunne jeg ikke lige overskue at spise middag med Vennen og Øboeren uden emotionel opbakning.

Pludselig mens jeg gjorde mig klar, begyndte jeg at blive nervøs for mødet med Øboeren. Jeg ville gerne gøre et godt indtryk og samtidig vise Vennen at jeg var a-okay med at han havde hende med. Så jeg drak en vodka-cola, og så en til…. og to mere efter det. Så glemte jeg også at spise aftensmad. Super grundlag for en bytur, og jeg havde allerede en brandert på, da jeg trampede i pedalerne mod indre by. Cykelturen gjorde mig heldigvis ædru, og klar i hovedet, men grundlaget for at blive ret fuld, hvilket jeg sjældent gør, var der ligesom.

Vi mødtes, storebror og hans kollegaer og jeg, og tog ind på en bar for at få nogle øl. Det var hyggeligt, og vi fik snakket meget på kryds og tværs. Men jeg kunne mærke jeg var utålmodig efter at Vennen kom, så jeg spurgte min bror hvornår de ville dukke op.

“Tror bare vi bliver hjemme og stener Netflix” lød svaret fra Vennen. 

Størrelsen af min skuffelse kom totalt bag på mig, og det gik op for mig, hvor meget jeg havde glædet mig til at se ham. Uanset om Øboeren var med eller ej.

Aldrig før har jeg prøvet, at Vennen fravalgte et selskab jeg deltog i. Man kan kalde mig vanepsykopat og nærtagende, men det gjorde sku ondt det skidt. Mit gode humør forsvandt som dug fra solen, og jeg blev pludselig meget fraværende. Faktisk så fraværende at resten af selskabet lagde mærke til det. Og i desperation for at komme tilbage på fest-sporet, fik jeg brormand til at hente nogle af de stærkeste shots han kunne finde, mens jeg lige gik på toilet.

Jeg havde følt mig så on-point da jeg tog af sted hjemmefra. Hår, make-up og outfit var totalt tjekket og jeg havde det vildt godt med mig selv – endelig. Og så blev mit humør smadret af at en eller anden heller ville bruge tid med sin kæreste.

Hvad sker der?!

Jeg tog mine shots, holdt masken, grinede sammen med de andre, men inderst inde ville jeg hjem. Jeg ville hjem og spise chokolade og se en film med Jake Gyllenhaal. Og jeg kan ikke forklare hvorfor (altså Jake Gyllenhaal delen er nem nok at forklare – han er pisse flot).

Så klokken 23.30 sluttede festen, jeg kunne ikke mere, og var på randen til gråd da takkede for en god aften, jeg tog min jakke på, og fløj op af trappen for at komme ud på gaden. Brormand fulgte (u)heldigvis lige i hælene på mig, og fik fat i mig inden jeg kom alt for langt.

Jeg er ikke en haj til at skjule mine følelser, og brød naturligvis grædende sammen, i det øjeblik han spurgte om jeg var okay. Det var jeg ikke, jeg havde fået for meget at drikke, og havde pludselig følelserne uden på tøjet. Noget jeg virkelig ikke ynder at praktisere til hverdag, da jeg synes sådan nogle ting er private, og ikke noget der rager det Københavnske natteliv i Gothersgade. Men så fik de også lov til at se en 19-årig bryde grædende sammen før 12, så på den måde vandt vi jo alle sammen.

Brormand stillede ikke spørgsmål, han stak mig en 50’er og bad mig gå i Netto så jeg kunne købe en plade Marabou og en pose Haribo på vejen hjem, og sagde han ville ringe til mig. Så krammede han mig og sagde:

“Hun har intet i forhold til dig” 

Og så fik jeg lov til at høre Tim Christensen hele vejen hjem, mens jeg græd.

Da jeg kom hjem, spiste jeg min chokolade i mit nattøj under dynen, drak en kop kaffe og funderede over en god undskyldning til min forældre over hvorfor jeg var hjemme før dem.

Efter at have sovet min tequila-baseret brandert ud, er det gået op for mig, at det hele nok ikke er så slemt som det virker midt i alkohol-orkanens øje, og at jeg nok bare trængte til at få grædt mine ophobede frustrationer ud.

Nogle gange må man væbne sig med tålmodighed, og sige pyt.

Der er så mange andre ting at være lykkelig over, i stedet for at være ulykkelig over en eller anden fejlplaceret kærlighed.