Det ultimative ideal

Ideal kroppen. Ligesom alle andre i min generation, har jeg en holdning til disse idealer, som jeg nu vil ytre.

I disse moderne tider, med dippe dutter der bimler og bamler hele tiden, bliver vi konstant stimuleret af trends og samfundets normer om den ideale kvindekrop, blah blah blah…. Alle brokker sig i èt væk. “Sådan ser RIGTIGE kvinder ud”, “spis det her og tab dig 5 kilo på en uge”, “kvinde, sæt pris på dine former”, “ny squat-metode giver dig drømme røven”. Artikel på artikel, bliver delt, liket og kommenteret om og om igen. Alle modsigende. Den ene dag skal man elske sig selv, den næste skal man stræbe efter en talje-hofte ratio som Beyoncé. Vi sigter alle efter at blive stærkere, bedre, tyndere eller hurtigere til ting, i et håb om at nå accept af os selv på et tidspunkt.

Men så snart man endelig ser nogen der har opnået målet – accept af sig selv – perfekt eller uperfekt, bliver de sablet ned på de sociale medier. Enten er man for  perfekt, og skylden skydes på genetik eller etisk forkastelige metoder. Eller også er man stadig uperfekt, og så må ens selvtillid endelig ikke peake. Der er jo stadig plads til forbedring.

Og her dukker min fascination så op, for er det da ikke fantastisk, hvor forskellig vor definition af “perfektion” er? Det den ene ser som det smukkeste i verden, kan virke kedsomligt eller direkte grimt for andre. Det er vel på den måde vi er individer, og det er vel egentligt meget rart, at vi ikke bare alle sammen render rundt efter de samme smukke mennesker (Ryan Gosling og Angelina Jolie som undtagelse selvfølgelig).

Er det ikke vidunderligt at vi alle har forskellig smag, på trods af mediernes påvirkning, er nogle ting da stadig individuelle. Det er marginaler der synes bananpatter til navlen er charmerende (men de folk findes dog – og gudskelov for det). Men ellers er den mandlige befolkning næsten delt fifty/fifty når det kommer til store spørgsmål som “store eller små bryster?”, “patter eller røv?” og “kurver eller fit?”. Vi kan uheldigvis ikke alle ligne modellerne på forsiden af M!, da vores hoveddør ikke er en magisk photoshopmaskine, der lige lægger lyset rigtigt og fjerne urenhederne i huden, i det vi går ud af den. Men vi er heldigvis alle forskellige, en mangfoldighed af individuelle inperkfektioner og perfektioner. Sikke en verden!

Dog er fyrer enige om én ting, for det meste. Selvtillid er charmerende. Et tegn på en pige hviler i sig selv og har det godt. De er dog også enige om at selvfedme er et no-go. Men hvor ligger skillelinjen mellem selvtillid og selvfedme? Hvornår er man glad og stolt af sin personlighed og sit udseende, og hvornår er man simpelthen for meget ananas i egen juice? Hvornår har man nok i sig selv, og hvornår har man ikke noget at have det i?

Alt det er selvfølgelig også en sag om smag og behag. Men er alt ikke det nu om dage, så længe nogle andre har sagt det først.

Derfor er mit opråb selvfølgelig en fist i luften til alle de mennesker, der rocker deres personlighed og deres udseende. Uanset fejl og mangler. De som har knækket koden til et positivt sind, og gå-på mod til livet. Er det ikke dem vi burde hylde? Dem som burde være vore forbilleder? Burde vi ikke i stedet for at sigte efter ideal-kroppen, sigte efter ideal-sindet? I stedet for at gå på kurer, græde over tallet på badevægten og okse i et fitness-center 20 timer om ugen (medmindre det er det, der gør en glad naturligvis), så fokusere på os selv? Stille sig selv spørgsmålet “hvad gør mig glad i dag?”. Om det er netflix-slik orgie, en afslappende gåtur i naturen eller hård fysisk træning for at mærke at man stadig er i live, så burde det hele være i orden. Det hele ligger i tilgangen til sig selv og til livet. Vi må alle bevare troen på at livet nok skal gå, og at vi er gode nok som vi er – uanset hvad medierne siger.

 

Lets do this.