Fixet

Fik mit fix. Mit 6 måneders fix af Vennen.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte. Fordi det hele bare er noget rod. En stinkende rodet omgang møg. Tror jeg.

Vi mødtes klokken 16, i mit yndlings men lidt overskyet København. Brormand, Vennen, undertegnet og Brormands nye kæreste. Skøn dame!

Vi spillede brætspil til vores øl. Snakkede og snakkede, så vi helt glemte spillet. Kunne mærke det fungerede fint, at han sad skråt overfor mig. Længst væk, ude fra rækkevidde.

Vi gik videre i søgen på mad. Vennen fortalte om de gamle københavner bygninger, som blev brugt til det ene og det andet studie. Pegede på tårnet over en kirke, “jeg kender én der har en nøgle derop til, det er den flotteste udsigt i byen nytårsaften,” fortalte han. Det måtte virke godt på damerne, svarede jeg. Det vidste han nu ikke helt.

Vi snakkede om Øboeren. Hendes paniske selv, når hun var under pres. “Det er den måde hun er på. Sådan er det jo bare,” jeg kiggede opmærksomt på ham. Sådan behøves det ikke være, tænkte jeg. Sagde det ikke højt. Vi traskede videre.

Længere fremme på gaden snublede en hjemløs kvinde rundt. Ved ikke om de andre lagde mærke til hende, inden hun faldt. Brormand satte i løb hen til hende. Satte sig på hug og snakkede til hende. Spurgte om hun havde slået sig meget. Hendes pupiller var store, øjnene sløve mens hun blinkkede Brormands ord ind og opfattede dem.

Vennen stod med telefonen og googlede løs. Hvem man ringede til om den slags. “Hvis vi ringer efter politiet ryger hun i detentionen,” hviskede han over skulderen til mig. Selv i hendes døs opfattede kvinden ordet “politi”. Hun viftede afværgende med hænderne. Brormand beroligede hende. Spurgte om der var nogen vi kunne ringe til.

Jeg træf en hurtig beslutning og smuttede ind i den Fakta der lå på hjørnet. Juice, sodavand og peanuts fandt vej ned i kurven. Svingede hurtigt Dankortet, med nærmest skyld over hvor privilegeret jeg pludselig følte mig.

Vennerne havde samlet sig foran butikken. Lidt rodløse. Jeg forsvandt rundt om hjørnet og satte mig ved den hjemløse. Kiggede i hendes kolde øjne.

“Vil du ikke love mig, du spiser noget af det her når du får lyst på et tidspunkt?” spurgte jeg. Hun rystede på hovedet.

Jeg kunne godt mærke paraderne. Hvem var jeg, at komme og belære hende om hvordan hun skulle styre sin rus. I mit dyre tøj, nyvasket og overklasse-agtig.

I virkeligheden identificerede jeg mig med hende, mere end hun anede. Hendes opførsel var en direkte afbilledning af hvordan jeg følte inden i. Høj på noget jeg ikke vidste hvad var, fortumlet, forvirret og trængte til nogen fortalte mig at det hele nok skulle gå.

Jeg kiggede stumt på hende, mens hun talte sort. Lagde mit ansigt i de rette folder og en hånd på hendes knæ.

Pludselig tog hun min hånd, kiggede mig direkte i øjnene, for første gang fokuseret, og sagde “smukke pige, du er skøn, dejlig og ung – det skal nok gå alt sammen.”

Jeg var lige ved at falde på røven. Følte et jag af dårlig samvittighed. Jeg var ikke sikker på om hun refererede til at hun nok  skulle klare sig, eller om hun kunne se fortvivlelsen i mit ansigt.

Jeg smilede forsikrende til hende. Sagde hun også var skøn, rejste mig og gik hen til mine venner.

“Hvad sagde hun?” spurgte Vennen. Jeg trak på skulderen. Han ville ikke forstå det…