Fabeldyr og hovne typer

Jeg har altid været heldig.
Men det seneste stykke tid, har jeg gjort mig den erfaring, at jo mere prøver, desto mindre opnår jeg.
Når jeg virkelig gør mig umage og prøver hårdt, så fejler jeg. Når jeg ikke lader mine naturlige reaktioner og talenter skinne igennem, men dækker dem til med “korrekthed”, så opnår jeg ikke mine mål og drømme.
Tager jeg i stedet let på tingene, smiler og griner mig igennem det, så kommer tingene lettere til mig.

Sergenten er det bedste eksempel. Jeg tænkte det igennem igen og igen. Iscenesatte mig selv. Spillede en rolle, som jeg slet ikke er, når han var i nærheden. Mere dæmpet, mindre flagrende. Mindre mig.
Han faldt ikke for det. Fair nok.

Så kom den her anden tinder-fyr væltende fra højre. En fyr jeg ikke har kunne finde på andet navn til end Charmetrolden. Ham der stoppede mit hjerte, med hans øjne og hans smil.
Han er selvfølgelig bare en tinderfyr, jeg nu har idoliseret i lidt over en uge. Han er klog, velovervejet, nordjyde og vidunderligt velskrivende, uden at være hoven.
Der er ligesom tre slags tinder-fyre:
1. Dem der staver som en brækket arm, og giver pokker i vold omkring det faktum
2. Dem der fik et højt snit i gymnasiet, nu læser en form for humanistisk fag og bestræber sig på at være så Peter Falktoft-agtige i deres vendinger som overhovedet muligt. En type der føler sig hævet over alment stavende mennesker, med hang til sjove ord. Hovne mennesker.
3. Et fabeldyr. Den intelligente, velformulerede og sjove fyr. En sjælden type, der dukker op fra tid til anden.

Charmetrolden er sådan én. En fyr, der som jeg, virker til at være fascineret af et udfordrende sprogbrug, men uden at det er essensen af samtalen. Blot en overvejelse, der gør samtalen mere flydende og rytmisk.
Charmetrolden er sådan én, en sjældenhed, der også skriver så lange beskeder, at de ikke han være på ét screenshot. Halleluja.
Han skriver om hans planer i uniformen, ambitiøst og engageret. Men mest af alt, så forstår han min drøm om at være i Forsvaret, og motiverer mig. Mere end mine egne sergenter gjorde.
Men… Der er jo altid et men, ikke sandt? Han svarer kun hver 3. dag cirka. Stemmen i hovedet bryggede allerede på hvorfor han ikke skulle kunne lide mig. Selvom han ikke kender mig, og min mave ikke er tyk på nogle af mine tinder-billeder.
Så gik det op for mig, at han jo selvfølgelig ikke er lige så engageret. Fordi han har er 05-22 job, som jeg havde for så få dage siden. Og hvis nogen havde påtvunget mig, at kommunikere med dem, når jeg først havde fri. Så havde jeg formentligt slået dem i hovedet med en uhyggeligt nænsomt vedligeholdt støvle.
Min veninde analyserede selvfølgelig beskederne. “Han virker vildt engageret!” var hendes dom. Det gjorde godt, efter Blondies lidt salte ord i det åbne sår på mit ego.

Uanset hvad føler jeg ikke, at jeg behøver spille spillet. Jeg føler ikke jeg skal udstille mig bedre end jeg er.
Om det er ham, eller om det er mig, der er kommet frem til at det er på tide, at jeg er god nok, ved jeg ikke.
Om det bliver til mere med ham, eller en anden er fuldstændig ligegyldigt. Sergenten var et skridt i den rigtige retning, Charmetrolden er endnu et.