Snik-snak med Vennen

Fyldt med Sergenten har mit hoved været, her i julemåneden.
Har gået og håbet en form for åbenbaring ville komme til ham, mens han er ude at rejse. Ønsket at han måske også tænkte lidt på mig i ny og næ.
Faktisk var min betagelse af ham så gennembribende, at jeg overhovedet ikke var nervøs over at skulle være sammen med Brormand og Vennen nogle dage før jul.
Var sikker på at Vennen og jeg var cool, og vi bare skulle være sådan som vi plejede.

Jeg væltede ind af døren med favnen fyldt med chips, sprut og julegaver. Brormand omfavnede mig. Jeg stak hovedet ind i stuen og stoppede akavet i dørkarmen da jeg så Brormands ven (som jeg kom til at knalde og stikke af fra for nogle måneder siden). Han virkede ikke synderligt mærket af vores sidste møde. Gudskelov.
Vi satte brætspil på bordet og hældte øl indenbords. Drengene grinede højt, og jeg følte mig rigtig i mit es.
Vennen lovede måske at komme og få en øl. Noget med han var træt efter døgnere på studiet. Jeg svarede noget med koffeinpiller var svaret på hans bønner.
Da han dukkede op, var jeg allerede fuld og fyldt med godt humør. Jeg kastede armene om ham og krammede ham. Jeg havde glædet mig til at se ham. Betragtede aftenen som opvarmning til vores nytårsfest. Alt har ligesom flasket sig ud af det blå, og nu skal vi holde nytår sammen. Brormand, Vennen, Veninden og jeg.
Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det. Var lidt glad for Øboeren ikke skulle med dog. Det ville være hårdt at se dem lykkelige sammen. Min kærlighed til Vennen er uændret. Den er derinde i hjertet, uforløst og varm. Som et lille æg, der ikke er klar til at klække helt. Et lille kærligheds æg. Det skal passes på, fordi det er skrøbeligt, og let kan blive tabt på gulvet, og gå i stykker ud over det hele.
Så jeg passer på ægget, og holder det varmt indtil det er klar.

Vi drak mange sjusser, og spillede dumme spil, og lige pludselig var klokken 3. Vi nåede aldrig videre i byen. Jeg følte mig mægtig træt. Brormand var allerede gået under på sofaen og snorkede højt. Jeg tullede lidt rundt i min nattrøje og med dynen om skuldrene. Stod og fyldte i køkkenet mens Vennen stillede rodet i orden. Han havde ikke nået at indhente os andre, og var derfor nærmest pinligt ædru sammenlignet med mig.
Vi snakkede om alt og ingenting, ligesom vi plejer. Vi gik ind på hans værelse. Jeg sad og svajede på hans seng. Og nu begynder min hukommelse at svigte. Men jeg husker en diskussion om hvor jeg skulle sove. Han mente jeg skulle ind i Brormands seng, og jeg mente det var for krævende at skulle bevæge mig hele den lange vej.
Så havde vi et langt øjeblik, hvor vi bare kiggede på hinanden. Lige i øjnene.
“Vi må snakke om det her,” sagde han så og satte sig på sengekanten. Jeg var enig. Blinkede langsomt og kiggede på hans ansigt. Kunne mærke hvordan mit hjerte svulmede, når jeg så på ham.
Jeg startede, fordi jeg er den der ikke har noget at miste. Fortalte hvordan jeg havde prøvet at skubbe det væk. Om hvor meget jeg havde savnet ham, da han var ude at rejse. Om hvor meget det kom bag på mig, da han kom hjem med Øboeren i hånden.
Jeg følte mig ærlig og blottet. Sårbar overfor hvert et ord der kunne komme ud af hans mund.
Jeg kunne mærke klumpen i halsen, da jeg mærkede det kendte stik af fravælgelsen. Den der stikker hver gang jeg tænker på Øboeren.
Så var det hans tur. Han lagde ud med at komplimentere mit udseende. Hvilket var mærkeligt og føltes fuldstændig ligegyldigt, når han er den eneste hvor jeg faktisk ikke higer efter fysisk bekræftelse. Det er dybere end det. Jeg vil ses og høres af ham. Jeg vil være god og klog.
Han forsatte. Fortalte at han også mærkede det. Kemien og “mystikken” som han beskrev det. Men han sagde det aldrig kunne ske. Fordi han elskede Øboeren, fordi jeg var Brormands søster, fordi det ville have fatale konsekvenser hvis det gik galt, “tænk hvis vi blev gift og fik børn,” sagde han, “tænk hvis det gik galt efter det”. Jeg blinkede forbløffet af ham. Hvade han tænkt på det? Eller var det bare teoretisk?
“Vi er for forskellige,” sagde han “det ville aldrig gå. Det ville altid være hypotetisk,”
Jeg lyttede og mærkede tårerne prikke lidt i øjnene. Mest fordi hans argument lød indøvet. Som om han har sagt det igen og igen.
Han fortalte at han var bange for at jeg skulle møde Øboeren, fordi vi ikke kan skjule den kemi der er mellem os, og hun ville bemærke det.
Jeg var enig. Det var synd for Øboeren at skulle opleve det.
Jeg var enig og meget uenig i mange af de ting han sagde. Mine øjenbryn var sammentrukne det meste af tiden. Mine øjne hundehvalpeagtige. Jeg havde lyst til at gribe hans hånd. Brændte efter en smule bekræftelse af, at han stadig havde de følelser. Ønskede han skulle kysse mig. Ville at han glemte Øboeren for en stund og gjorde det han havde lyst til. Viste at han ville mig, bag hans politisk korrekte ord og handlinger.
Han afsluttede med at sige han elskede at snakke med mig og at have mig som ven.
Så krammede vi. Længe, fordi jeg ikke var klar til at give slip på ham. Jeg faldt i søvn på Øboerens plads ved siden af ham. Fordi jeg følte jeg fortjente at han også var min lidt, og hvad hun ikke ved kan ikke såre hende.

Jeg vågnede da det blev lyst. Tung i hovedet og flydt med uro i kroppen. Jeg rullede om på siden og så ham. Med de obligatoriske 30 cm mellem os. Jeg kunne ikke bære at se ham. Vidste jeg var gået over grænsen. Havde presset ham til at sove sammen, selvom man næppe kan sige noget skelsættende skete efter vores kram.
Jeg satte fødderne på plankegulvet, greb mit tøj og stak af.
Da jeg sad i s-toget var mit hoved fyldt med tanker. Mit bryst føltes tomt. Tårerne prikkede så irriterende i øjnene. Skrev til en veninde. Hun var klar med gode råd; “spis en masse wienerbrød!” og “græd i badet, og tag dig så sammen. Soldater græder ikke.”
Jeg skyndte mig i bad da jeg kom hjem. Håbede det skoldende vand ville skylle følelsen af afmagt og melankoli af min krop. Hullet i maven føles gabende da vandet løb gennem håret og tog tårerne på kinderne med sig ned ad kroppen. Jeg satte mig på hug og krammede mine knæ. Håbede hullet ville lukke og lade mig blive et rigtigt menneske igen.
Jeg troede jeg var færdig med at have ondt. Jeg troede jeg var afklaret med at det ikke blev os. Men hans ord var som at flå sårskorpen, der endelig var hærdet og helende, af og efterlade såret blottet og åbent for skidt og snavs.
Hans ord rungede i mit hoved. Mere og mere slørede for hver gang de genklang.
Hulkene stoppede omkring 3 sange inde i min tude spilleliste på Spotify.
Jeg kiggede på mit spejlbillede. Det der kiggede tilbage på mig så bitter og sammenbidt ud. Hun kneb øjnene sammen. De var røde. Fik det blå til at være mere tydeligt. Jeg trak tøjet på og tørrede øjnene inden jeg forlod badeværelset. Rigtige soldater græder ikke. De kæmper bare videre.
Alt er som det plejer, bortset fra elefanten i rummet nu er italesat.
Lorte elefant.