Sløjfe og glimmer

Busruden banker mod min tænding, nærmest i takt med Panamahs søde toner dundrer gennem mine ører. Næsten velkomment fylder sorgen min mave og bryst. Velkomment, fordi jeg så længe har været vred. Vred og uforstående. Vred ud i tåspidserne. Vred, så jeg ikke kan garantere, at jeg ikke ville have skubbet Garderen 2.0 ud foran et tog, hvis jeg mødte ham på Nørreport, hvor jeg ofte gik med nakken dukket, i frygt for at rende ind i ham. Frygten for, at skulle falde fra hinanden lige der midt i menneskemængden. I det mindste ville han også falde fra hinanden. På togskinnerne.
Eller, jeg ville i hvert fald give ham et mærkbart skinnebensspark.

Jeg prøvede som jeg plejer, at slippe uden om at føle. Arbejde, træning, venner, familie, aktivitet, aktivitet, aktivitet. Og i lang tid lykkedes det mig.
I få tilfælde ventilerede jeg min frustration. ”Er han virkelig SÅ ligeglad med mig?!” spurgte jeg indigneret. ”Har han bare været en endnu større narrøv, end alle de tidligere narrøve, siden han faktisk udgav sig for at være en god fyr?” forsatte jeg. Mine veninder nikkede. Han var absolut den mest narrøvede af alle narrøve på denne planet.
Men alligevel gik jeg med en lille fornemmelse, et lille håb måske, om at det ikke var forklaringen. Så meget kunne min intuition alligevel ikke tage fejl. Så ville han have løjet om alt, han nogensinde havde fortalt mig. Men hvorfor dog.

Alle disse spørgsmål. Så få svar.

Jeg glemte ham. Tvang mig selv til at glemme.
Glemme ved at bolle andre.
”Denne gang bliver anderledes,” lovede jeg mig selv, inden jeg skulle på kaffedate med en fra mit træningscenter. Kasket, store overarme, drengerøv – perfekt!
Kaffedate betyder ingen ulykker, det mente jeg helt bestemt.
Skip frem til 3 timer og 2 kopper kaffe og en bagel senere, hvor jeg skyder fanden i dating regler, og knalder det dumme mandemenneske, som om det var sidste dag på Jorden.
Faktisk er han slet ikke dum, Ham Den Nye. Han er bare ligegyldig.

Han mener det godt, men alt hvad der kommer ud af munden på ham giver mig tungt hoved, mens jeg ville ønske han ville stoppe med at snakke.
Til at starte med, troede jeg at jeg kunne blive glad for ham. Hvis jeg virkelig ville. Jeg prøvede at engagere mig. Men efterhånden blev han mere og mere et redskab. Som en livagtig dildo. Et redskab til en orgasme.
Jeg undgik fysisk kontakt ellers. Jeg fik nærmest kvalme når han ville kysse mig, og manøvrerede mig rundt, så jeg kunne slippe. Når vi var færdige, rullede jeg dynen om mig, lagde mig med ansigtet mod væggen. Forklarede at jeg ikke var særligt fan af at putte. Hvilket er sandt. Undtagen Garderen 2.0. Og andre fyre hvis armkrog, jeg passede perfekt ind i.
En aften skræmte distanceringen til Ham Den Nye mig. Under agten. Det gik pludselig op for mig, hvor ligeglad jeg var med ham. Fuldstændig, komplet ligeglad. Jeg gjorde ham og mig selv færdig, velvidende at dette ville være sidste gang, og rullede derefter om på siden, så langt fra ham som det var mig fysisk muligt.
Den nat drømte jeg om Garderen 2.0. Jeg så ham for mig, klart og tydeligt. ”Undskyld,” sagde han ”undskyld jeg aldrig svarede, jeg var ked af det og bange”. Hans ansigt er oplyst af tusind farver, håret er blæst tilbage af en vindmaskine jeg ikke kunne lokalisere.
Jeg vågnede, kiggede ind i Ham Den Nyes ansigt. Vrængede på næsen da han snorkede og prustede mig ind i ansigtet. Han krængede armen om mig, trak mig ind under sin dyne. Jeg vred mig. ”Du er ikke Garderen 2.0,” tænkte jeg ulykkeligt og rullede op mod væggen, mens jeg lod som om jeg sov. Jeg følte mig som et vederstyggeligt menneske. Hullet i maven fyldte.
Flere dage gik jeg med hullet i maven. Ham Den Nye skrev. Jeg ønskede ikke at svare, gjorde det mere af pligt og høflighed end af lyst. Håbede han opfangede mine korte svar og lod mig være. Om end hans overarme var perfekt muskuløse, var de ikke Garderen 2.0’s. Jeg passede slet ikke i dem. Eller også ville jeg ikke.

Jeg prøvede at lægge det hele væk. Fokusere på noget andet. Men der var Garderen 2.0 eller hans dumme almindelige navn, uanset hvor jeg kiggede hen.
Jeg klagede min nød til min mor. Min mor er dejlig direkte. Hun gider ikke så meget dansen om den varme grød.
”Så skriv dog til ham, skat!” opmuntrede hun, mens jeg muggede ned i mit halstørklæde. Jeg trak på skulderen. Som om jeg ikke havde gjort nok. ”Han vidste sikkert ikke hvad han skulle sige, og pludselig var der gået for lang tid.” Det virkede som ønsketænkning. Hvis han ville skrive til mig, havde han gjort det.
Jeg lod mig overtale. Det var simpelthen for fristende. Udsigten til hans opmærksomhed, var som lun kage lige under min næse. Uimodståeligt.
Jeg skrev en høflig og smule distanceret besked. Kiggede længe på den lille ”leveret”-kvittering nederst på skærmen, inden jeg tog mig sammen, og forsatte mit liv. Jeg kunne ikke vente for evigt på ham. Ikke igen.
Han svarede. Mit hjerte stoppede næsten. Lige bag min skærm, på tværs af internettet, bag en anden skærm sad han, og skrev til mig. Jeg læste beskeden nøjsomt. Han var ked af det. Over hvordan han havde opført sig. Uordentligt og uacceptabelt. Men dagene var gået, hvor han ikke ville skrive noget, fordi han var såret over jeg havde sluttet det.
Han skrev alt det jeg ønskede at høre. Som om han havde hørt mig sige det.
Længe undskyldte vi frem og tilbage, med en påtaget høflighed i mellem os.
Da det føltes som om, der ikke var mere at skrive, skrev jeg det eneste der rungede højt og klart mellem et virvar af følelser.
”jeg savner dig,” skrev jeg og holdt vejret.
”jeg savner også dig.” svarede han.

Vi skrev ikke mere, for der var ikke mere at sige efter det. Vi savnede hinanden. Han savner mig, måske som jeg savner ham.
Da jeg satte mig i bussen, og fandt min kærligheds-spilleliste frem, føltes smerten velkommen, for jeg er ikke længere vred, og det er helt okay.