Jeg skrev på et tidspunkt om en Tinder-gut jeg døbte Bartenderen. Vores relation var lidt… mærkværdig…

Altså i lang tid var alle mine forslag om at mødes blevet manet i jorden, af denne Bartender. Det var altsammen meget underligt, og jeg forstod ikke helt dette besynderlige væsen.

Den eneste måde at komme ud med det på, var at blogge om det, som endda også blev udgivet på Tinderslut!

Men sidste søndag, da jeg følte mig utroligt nede over min manglende invitation til julehygge med Brormand, Vennen og Øboerne, tænkte jeg at det skulle blive løgn.. Og spurgte Bartenderen om han havde planer mandag, nu når jeg var i det store Købehavn. Til alles forbavselse, så var Bartenderen fri som en fugl. Til at starte med troede jeg det var en joke. Eller at han ville brænde mig af. Og at han og alle hans venner ville sidde på en café og grine, mens de væddede om hvornår jeg gav op og tog hjem.

Men det gjorde han altså ikke. Jeg mødte ham – sådan i levende live. Det var lidt mærkeligt, eftersom vi kun har set hinanden i 2D i over 8 måneder nu. Det var altsammen noget spøjst. Vi skulle handle først, og jeg kunne ikke lade være med at gå og iagttage manden, som var han et sjældent dyr. Hele hans ageren var pudseløjerlig. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det. Men stemning var god – venskabelig og hyggelig. Mens vi vadede rundt mellem discount-vare og sure med-shoppere.

Derefter traskede vi hjem til ham – vi skulle spille Playstation, og jeg troede fejlagtigt at jeg kunne banke ham i skydespil. Det viser sig, at mine finmotoriske evner skal pudses lidt af – for jeg stank virkelig til pløkke folk ned virtuelt.

Eftersom at jeg allerede fra morgenstuden havde besluttede at jeg skulle fornekere med mysterie-manden ved lejlighed, og derfor havde taget det flotte undertøj på, måtte der ligesom ske noget.

Så som vi bevægede os ind i 3. afsnit af The Walking Dead begyndte jeg at blive utålmodig… Der måtte godt snart ske noget, så med kvindelist og diskrete hints (hahah – okay ikke særligt diskrete hints) fik jeg ledt Bartenderen på rette spor.

Bartenderen har dog læst Tinderslut, og mente at vores forstående aktivitet helst skulle holdes fra The Interwebs. Så jeg vil blot sige undskyld til Bartenderen for hele dette indlæg, og opveje ved at skrive;

Han var meget, meget, meget dygtig! Faktisk den dygtigste jeg har været sammen med (tillykke med det flødefyr!). Det var alt i alt en rigtig god oplevelse, og jeg vil klart anbefale ham til andre!

Men som jeg forlod hans lejlighed, umiddelbart efter, fordi han havde været så djævelsk langsom og jeg nu var forsinkede til mit tog, kunne jeg ikke ryste følelsen af totalt apati af mig. Selvom jeg følte mig utroligt afslappede, en smule døsig og ovenud glad, blev jeg en smule rystede over min komplette mangel på romantisk involvering. Trods Bartenderens rare, rolige og meget venlige gemyt, følte og føler jeg stadig ingen romantiske følelser for ham – what so ever. Intet, nada, nul. Der er intet at komme efter – udover mindblowing sex naturligvis.

Men jeg har så længe overvejet om min hjerne ville eksplodere i følelser, ligeså snart jeg havde sex med ham – som det er sket så ofte før. Men nej – min træning i total afstumpethed er lykkedes. Om det er en god eller en dårlig ting må tiden vise. Eller også er jeg bare en fyr oppe i hovedet? En meget feminin og bitchende fyr – men stadig en fyr?

Oh well – one down, two to go. Det tog kun 8 måneder med Bartenderen, så mon ikke vi kan sætte tempoet lidt op med Kuvøse-guffen og Sportsgutten?

Let’s do this. 

Jeg kender en gut… Faktisk går jeg i klasse med en gut. Vi har gået i klasse sammen længe – synes jeg.

Han er rigtig flot. Og høj. Åh så utroligt høj. Hans øjne er meget blå og det kilder i maven når man kigger i dem og de kigger igen. Hans stemme er sjov når den griner, og får mig til at smile. Gutten her kan godt lide at være sjov. Sjov på en virkelig barnlig måde, men stadig sjov. Han får mig ofte til at grine.

Nogle gange har han svært ved det vi skal lære, men bliver mægtig glad når man giver ham ret, eller spørger ham til råds og han har svaret. Det er lidt sødt.

Han er til gengæld god til sport, ham her gutten. Han er skide dygtig til at placere bolde i net. Alle slags bolde. Det er meget imponerende alt sammen. Han er både vidunderlig og dybt frustrerende at have idræt med. Kast den her bold ned i den anden ende af banen – “okay,” siger Sportsgutten bare, og gør det så. Spark lige den bold ind i det net med den store målmand – “okay,” siger Sportsgutten, og gør det. Lav lige en flik-flak – “okay,” siger Sportsgutten, og fejler miserabelt- men han giver det et drøjt forsøg. Gymnastik er ikke hans stærkeste side, og han underholder tit med sin komplette mangel på smidighed. Men han er rigtig dygtig til at få bolde til at bevæge sig derhen hvor han gerne vil. Sådan noget er meget misundelsesværdigt, for en boldspasser som mig.

En gang i 10. klasse brækkede han sin hånd, og der skulle en masse metal i den for at få den i orden igen. Nu skriver han sjovt med kuglepen fordi hans langemand ikke vil bøje. Når han skriver noter koncentrerer han sig meget. Han trutter med munden og kigger skiftevis fokuseret på papiret og opgivende på sin hånd, som ikke vil det han vil. Men han har alligevel flotte hænder. Med lange lige fingre. Jeg kunne kigge længe på hans hænder, og de giver mig lyst til at gøre ting… Eller få dem til at gøre ting ved mig. Han har dygtige hænder og stærke arme, så han må da kunne et eller andet – andet end at kaste bolde naturligvis.

Engang troede jeg fejlagtigt at jeg var forelsket i Sportsgutten, det var jeg ikke. Jeg vil bare rigtig gerne have en tur i høet med ham. Jeg vil gerne se hvad hans atletiske krop kan, andet end at løbe langt og tyre bolde hårdt ind i net.

Det gik op for mig at det blot er fysisk, første gang jeg blev rigtigt irriteret bare han åbnede munden. Jeg ville stadig gerne bolle ham – han skulle bare være stille.

Men vores forhold er lidt mærkeligt. For vi har kendt hinanden længe nu. Vi snakker godt sammen.  Og vi er stadig ikke blevet venner på Facebook. Jeg har ansøgt (3 gange – med et års mellemrum), og han har ikke svaret. Det er meget spøjst det hele. Jeg har undskyldt det lidt med, at han havde en kæreste der ikke just brød sig om mig. Men vi går vel i klasse sammen, og det virker bare sært, at vi ikke er venner. Som de eneste formentligt.

Om den kemi jeg føler der er mellem os, er noget jeg har fundet på i mit hoved, og han ikke vil opildne mine observerende øjne på hans gøren og laden i løbet af dagen, eller om der er en anden forklaring, er svært at sige.

Men vi skal til fest sammen imorgen, og hvis øllerne er flødet og stemningen er høj så kunne jeg da snildt finde på at spørge ham, hvad der foregår… Nu må vi se.