Nogle gange gør det ondt

På sådan en stormfuld søndag, er der intet bedre end hygge i gode venners nærvær. Sådan en søndag var da også det der stod i min kalender.

Mig og brormand har ikke set hinanden i hvad der føles som en evighed. Jeg har virkelig savnet ham – og siden jeg nu igen var i hovedstaden, tænkte jeg den nykommende løn skulle fejres med julegave-ræs og cafe latte med min kære bror. Det var sådan set også aftalen havde han sagt sidste uge, da vi sås flygtigt til en familie fødselsdag.

Jeg skrev derfor til ham her til morgen, om vi skulle daffe ind på Rådhuspladsen og se juletræet blive tændt?

“Har vi en aftale idag?” spurgte brormand…

Typisk ham at glemme det altså.. Men ingen katastrofe, jeg har massere af lektier for jeg kan lave i stedet, tænkte jeg.

“Altså jeg havde aftalt med Vennen og Øboeren vi skulle julehygge og se træet blive tændt idag” skrev han efterfølgende. Det var da også meget fint  – men at det var forhindringen for at vi skulle ses, og at informationen ikke blev efterfulgt af en invitation til at joine dem, stak mig i hjertet. Stoler brormand virkelig så lidt på min evne til at kontrollere mig, og opføre mig pænt overfor Øboeren?

Som dagen er skredet frem, ville jeg tro jeg har tjekket min mobil en million gange, for at se om brormand skulle have glemt at trykke på send, og der derfor lå en invitation til at være sammen med dem alle, og ventede på mig i den lille flimmer-anordning. Men intet er der kommet. Lejligheden føles pludselig meget tom, som man sidder helt alene og ser en sæson af Gossip Girl for 127. gang alene, uden de gamles tilstedeværelse, og ligeså føler jeg mig utroligt tom inden i.

At Vennen fravælger mit nærvær over hans nye kærestes, er én ting. At hun nu også stjæler min storebror og bedsteven, i de stunder jeg troede jeg skulle være sammen med ham, gør mere ondt end at få revet fingernegle af – forestiller jeg mig.

Jeg hader hende… Og jeg kender hende ikke engang. Hun er sten-sikkert et helt igennem fantastisk og vidunderligt menneske, men lige for tiden er hun ene og alene grunden til, at jeg ikke får samvær med de personer jeg ønsker. Og det hader jeg hende for. Hun aner det nok ikke, hun gør det jo heller ikke med vilje. Og derfor aner hun heller ikke hvor heldig hun er.