Onsdag…

Jeg skal se Ham. På onsdag. Indtil videre. Snakkede med en veninde om det. Fordi jeg er nervøs og bange.

Seks måneder er det siden vi sås sidst. Meget er sket.  Jeg har ændret mig. Synes jeg selv.

Men en ting har ikke ændret sig. Han efterlader mig med et tomrum. Som en narkoman der får et fix hver halve år. Så højt at flyve, for så bare at få hevet luften væk under vingerne og tumle panisk mod afgrunden.

Jeg ved jo godt jeg tager afsted på onsdag. Jeg kan ikke sige nej. Jeg glæder mig, selvfølgelig. Men jeg frygter også. Følelsen bagefter. At give slip på ham igen. Vide at der er længe til vi ses. Vide han skal hjem til Øboeren, som han elsker. Og som elsker ham.

Kan ikke rigtig sætte ord på den melankoli jeg føler inden i. Den sidder der bare. Den går jo væk igen, ved jeg.

Men det bliver frygteligt, når jeg ved hvor gennemgribende forfærdelige abstinenserne er.

Hvordan jeg kan sidde ved siden af ham, være lykkelig og fuldendt og stadig mangle noget. Mærke lysten til at have hans hånd omkring min, brænde i fingrespidserne. Mærke tøjlerne for alt hvad der føles naturligt slide i mig.

Blondie sagde noget klogt sidst vi var gode venner, “bollevenner er nogle du rører ved fordi du har lyst. Kærester er nogen du rører ved fordi du ikke kan lade vær.” Og mere præcist kan det faktisk ikke siges. Jeg skal tænke over ikke at rører ved Vennen. Fordi det føles naturligt, dragende og magnetisk når vi er sammen.

For helvede da også.. Jeg savner ham jo bare.