Historie-tid #2

Kender i den der følelse, når en sanse-stimulans sparker benene fuldstændig væk under en.

En duft, en ting, en lyd..

Noget der losser dig lige tilbage til en oplevelse eller en følelse du havde en gang for længe siden? Sådan nogle ting sker ind i mellem i mit hoved. For det meste er det blot en strøtanke om et gammelt minde. Men der findes også ting, for det meste sange, der kan stoppe mig midt i en bevægelse. Tekster der vækker så meget inde i mig, at jeg enten kan have lyst til at bede folk om at skrue op eller slukke for det.

Lige som mit liv er ved at falde på plads igen, efter hele Venne fadæsen, så havde jeg lige brug for lidt mig-tid, her til aften. De seneste par uger har jeg 6 gange været i skole fra 8-15 og derefter på arbejde fra 16-22. Derefter er der selvfølgelig lektier, og et vækkeur der ringer kl 5.30 næste morgen. Jeg har ikke ondt af mig selv, men jeg er træt.. Virkelig, virkelig træt. Helt ind i hjernestammen.

Så da jeg i dag havde min første frie aften i jeg ved ikke hvor lang tid, kiggede mama på mig og sagde: “du ser træt ud skat – skulle du måske ikke bare tage aftnen fri? Ingen lektier, ingen rengøring… Bare sluk din hjerne lidt?”

Så det gjorde jeg. Jeg forsømte mine pligter og mine lektier. For bare at se DMA15 med en kop te, kaffekiks og min hund. Intet virvar, bare støj og kedsomhed. Det trængte jeg virkelig til.

Men bedst som min familie og jeg pakkede brætspil ud, så skrev Vennen til mig. Vi skriver om løst og fast i løbet af ugen, intet forpligtende, bare lidt om hverdagens tunge og lette emner. Så Venne-manden skrev, og vi fik lige vendt et interview jeg havde lavet i forbindelse med en opgave. Det var hyggeligt som sædvanligt – ikke det store, bare hygge.

Og så sad jeg der – i mit nattøj, under dynen, macbook-og-hunde-belagt – og så min DMA genudsendelse. Og som skønne Tim Christensen, faderen til alt godt dansk musik, vandt æres prisen, blev “right next to the right one” spillede.

SLASK!

straks blev jeg trukket tilbage.. cirka et år. Til McDonalds i Brøndby. Der hvor alle romantiske scener har rødder.

Min brormand har været en McD-bums (hey – intet ondt om dem, de redder mig i mine værste tider (læs: kærestesorger og tømmermænd)) og han var tilfældigvis på arbejde. Så vi besluttede os for at mødes og få nasse-junk inden biffen. Med en bakke af mixet-friture-fråd sad vi og diskuterede Brormands kuldsejlede forhold til min bedsteveninde. Vennen synes det var (lad os kalde hende) Majses skyld – jeg synes derimod at hans og Brormands  forhåndsindtaget samfundsnormer var grunden til det var gået galt. Derefter diskuterede vi hvorvidt det blev akavet når Brormand og Majse skulle se hinanden til vores bif-tur? “Det kan være de finder sammen igen, når de sidder ved siden af hinanden,” sagde Vennen.

Jeg måtte grine, og brød spontant ud i sang, midt i en bås på McDonalds i Brøndby.

“what if we were meant to be together, what if were meant to be the one…” sang jeg glad.

Vennen sprang straks til min spontane McD-musical, og vi sang sangen til ende i en mærkelig form for ping-pong duet. Ingenting der – det flød sku. Indtil Brormand kom og kiggede lidt forundrede på os, og vi måtte grine af den lidt fjollede situation. Brormand var klar til at gå, og da vi møffede os ud af båsen rakte Vennen mig hånden, så jeg kunne komme ud og stå på mine ustabile stænger. Og lige der mens han stod med mig i hånden, kiggede han på mig, og nynnede “right next to the right one” til ende, inden han slap min hånd, og vi gik mod toget.

Den gang tænkte jeg ikke meget af det. Det var bare sådan det var. Vi var på vej et sted hen, og jeg glædet mig.. Men jeg ville ikke forcere det.

Den dag i dag kan jeg ikke høre “right next to the right one” uden at få følelsen af et hårdt nyreslag eller spark lige i solar plexus – måske endda begge dele. Jeg bliver kastet direkte tilbage til den følelse af ham og mig – os. Det eneste os, jeg har lyst til at være en del af. Og nu er han væk. Eller han er jo aldrig væk. Han er min ven. Men jeg ville så gerne have han er mere.

Så jeg vil bare sidde ved siden af ham, indtil han opdager det er sådan det skal være forevigt.