Introducing Sergenten

Jeg fandt ud af, at min panik over Løven bare var en hjernesammensmeltning, lige inden en stor begivenhed i mit liv. Han repræsenterer noget hjemmeligt og trygt, som en del af mig ønskede at holde fast i.

Men hans midlertidige overtagelse af min hjerne røg på røv og albuer, da jeg stod på kasernen mandag formiddag. Alle indtrykkene, menneskerne, reglerne… Det var mere end rigeligt til at holde hjernen beskæftiget, og der var faktisk slet ikke tid til hverken Løven eller Vikingen (som forresten har gjort alvor af sin bemærkning, og har inviteret min veninde på date? Whoa?!)

Men anyways så har jeg lært utrolig meget de sidste 5 døgn, så her er en kort liste:

– At man godt kan fungere på 4,5 times søvn 4 døgn i streg
– At core-træning er det vigtigste i verden
– At stå ret sammen med en hel deling, mens et menneske står og råber umiddelbart foran én
– At den rigtige påklædning er vigtig
– At sige “javel”, og titulere korrekt
– At samle et gevær fra bunden
– At der findes noget der hedder en “skæg-ansøgning”
– At semi-korte negle er umulige at holde rene
– At jeg er en slapssvans
– At indtage et komplet måltid på under 10 minutter

Jeg har sikkert lært meget mere, men det er fuldstændig umuligt at holde styr på lige nu. Der er så mange gode historier og vilde ting man allerede har prøvet, og selvom de tester en på udholdenhed, så elsker jeg det virkelig.

Men ingen Klodset Pigvin, uden at der er en fyr indblandet, selvom jeg havde svoret, at dette var mit arbejde og jeg skulle være professionel.
Derfor er det også øverst på listen over ting, jeg stadig skal lære:

– Stop med at kigge på Sergenten

Se, problemet i militæret er at der er en fast rangorden, som skaber meget stor distance mellem for eksempel værnepligtige og sergenter (det er et totalt no-no). Men ham her… Åh, altså. Han er sådan en man kunne falde for. Sådan rigtig. Lidt genert, holder sig mest i baggrunden, helt blå øjne og skønne fodboldben.
Heldigvis er hans udseende lidt specielt, så de fleste finder ham faktisk ikke attraktiv, og underligt nok gør det mig super glad, fordi så har jeg ham lidt for mig selv.
Ikke at jeg kan få ham, men i min lille fantasi-verden, som jeg bruger meget tid på for at holde mig vågen, er jeg ikke glad for konkurrence.
Og jeg kan jo altid score ham efter værnepligten. Jeg har i hvert fald både tænkt på ham, og stalket ham fuldstændig ukontrolleret (Ja, jeg fandt ham udelukkende på baggrund af hans meget almindelige efternavn. Nogen burde ansætte mig i efterretsnings tjenesten). Det er utroligt hvad internettet giver mulighed for. Sådan lige at få hans søde ansigt til at dukke op på min skærm, når jeg ønsker det.
Min eneste mulighed, er at få ham til at forstå, at jeg synes han er sød… uden at snakke med ham?
Øjenflirting-skills in progress.
Alt er ved det gamle. Pingvinen roder sig ud på dybt vand, bare med mere oppakning og tungere våben.