At blive valgt fra…

Det her er mit største problem. Det er et jeg ikke kan løbe fra. Det er et der altid vil være der.

Jeg er hundeangst for at blive valgt fra. Og jeg tackler det ærlig talt ikke særlig flot, når situationen opstår.

Ærligt, så vil jeg i 90% af alle tilfælde skubbe potentielle følelser fra mig, i et forsøg på at beskytte mig selv for at blive valgt fra. Det gælder alt.

Venner, gutter, arbejde. You name it – jeg er altid bange for ikke at slå til.

Det hele bunder nok i min ungdomskæreste (story-time – wuhuuuu!).

Min ekskæreste var ikke en særlig sympatisk fætter. Han havde faktisk så travlt med at være usikker selv, at han havde brug for at nedgøre andre, så han følte sig bedre til alt. Det var virkelig synd for ham. Det var nok mest pga. hans forældre, der ikke var særlig opmærksomme eller rosende. But don’t even get me started.

Eksen og jeg var sammen ganske længe. 2,5 år faktisk, hvilket er ret længe når man er 13-15 år. Et problem vi løb ind i gang på gang, var at Eksen havde et ret voldsomt behov for bekræftigelse. Og eftersom jeg var “nedlagt” (misforstå mig ikke, han elskede mig i den grad han kunne, men jeg var ikke “the new shiny thing” efter et stykke tid), havde han hele tiden brug for at opnå den bekræftigelse blandt hans veninder, veninders veninder, kusinens veninder. Ja, de fleste hunkøns væsner på vores alder faktisk. Det gør lidt ondt som 14-årig ikke at føle man er nok for sin store kærlighed. Jeg ville så gerne være alt han havde brug for. Jeg ville så gerne at min anerkendelse og kærlighed var nok for ham.

Det var det ikke.

Vi havde måske lidt forskellige opfattelser omkring hvad der var passende mellem venner. Og Eksen brød sig i særlig grad om at sove sammen med sine veninder. Også veninder der havde et lille folkeskole crush på ham. Kald mig smålig – men min kæreste sover i seng med mig, og ingen andre. Medmindre der opstår en senge-krise og alternativet er en sømmåtte. Men i min optik måtte man gerne sove med venner og veninder, men det foregik altså på hver sin madras, med hver sin dyne. I nattøj. Mange tak. Der måtte vi så være enige om at være uenige. For det mente Eksen bestemt ikke. Hvorfor forklarede han aldrig. Hvilket gjorde det dobbelt så frustrerende. Det var imidlertidigt først noget vi snakkede om, da jeg “ved et uheld” læste nogle beskeder mellem ham og en veninde (der bestemt ikke brød sig om vores forhold) der havde sovet sammen. Med en af hendes veninder. I mens jeg var i Tyrkiet i 14 dage.

Så snakkede vi om det. Eller jeg skreg, stampede i gulvet og græd. I mens han nikkede, trøstede og forstod.

Eller han forstod i hvert fald at han måtte skjule det en del bedre næste gang. Om det var der vores forhold skulle være sluttet? – uden tvivl. Men det gjorde det altså ikke. Vi forsatte. Gang på gang tog jeg Eksen i at lyve, og gang på gang strammede jeg paniske greb om dette drengebarn jeg elskede så umådeligt højt. Han blev kvalt, og jeg fik knust mit selvværd.

1 år varede det. 1 år med skænderrier, jalousi og løgne. Det hobede sig bare op. Indtil en aften hvor han kyssede med sin ekskæreste (min veninde), i hans eget hus. Hvor jeg skulle sove.. Dumt, bestemt. Og vores forhold sluttede i hvert fald med et brag. Han fik én på kassen inden min veninde fik skilt os ad, og jeg havde virkelig ondt i hånden dagen efter. Men for helvede det føltes godt. Not my proudest moment – sorry.

Alt dette har bygget en fundamental opfattelse af jeg ikke er god nok. Jeg vil altid bare være et valg i mangel af bedre. Et pitstop på vej mod the real deal. Jeg vil altid blive fravalgt, hvis et bedre tilbud dukker op. Det gør ondt i sådan en lille teenage-krop at føle. Den følelse har ødelagt så mange byture for mig, har kostet mig så mange tåre og losset mig så gevaldigt i solar plexus flere gange.

Så snart noget der minder om en afvisning eller fravalg er under opsejling, så bakker jeg selv ud. Som brændt barn skyr ilden. Jeg kan ikke bære det. Jeg får ondt på forhånd. Selv i situationer, hvor det bestemt ikke har været i ond mening, så føler jeg mig glemt, frasorteret, dårlig, kedelig, irriterende og mange meget værre ting.

Jeg ønsker så inderligt at jeg kommer over det. At jeg vil kunne elske på et tidspunkt uden forbehold. At jeg ikke vil være mærket af det forevigt, og at jeg ikke lader min usikkerhed ødelægge endnu et forhold. Fordi jeg i misforstået kærlighed prøver at holde nogen i alt for kort snor.

Jeg vil gerne give hele skylden for bruddet til Eksen, men sandheden er, at jeg nok drev ham væk, og han flygtede fra at sætte ord på sine følelser.

Det gavner ingen at være jaloux. Jeg har været der, og tror virkelig at det er noget man selv må tackle. Man skal selvfølgelig nævne det overfor sin partner, så der kan blive taget hensyn. Men det gør intet godt at man nævner det hver eneste gang, man får et stik i maven af jalousi. Nogle gange må man lige sætte et plaster på, og se om det ikke går væk af sig selv.

For mig hænger jalousi, misundelse og frygten for at blive valgt fra meget tæt sammen. Den ene opstår for det meste ikke uden den anden i større eller mindre grad. Jeg ville selv hade at være sammen med en der var jaloux eller besidderisk. Jeg er en fri fugl, og jeg brydes mig om at flyve. Derfor vil det selvfølgelig være meget egoistisk at holde sin kæreste helt ind til kroppen, fordi man er bange for at miste. Derfor håber jeg virkelig at min rationalitet holder stik hvis jeg får en kæreste. Og det der følelses-pjat ikke løber af med mig.

Men hey – hvem sagde det der med kæreste skulle ske lige nu…..