“Nyt år – ny mig” – GTFO

Når man sådan sidder alene (fordi man i mit tilfælde skulle møg tidligt op på job næste morgen) nytårsaften med tømmermænd, og filosoferer over livet, hvad man har nået mens vor lille planet tog en runde mere om solen. Ja der har i sandhed været op- og nedture på de 365 dage. Mest er gået godt. Jeg synes, jeg har nået meget af det, jeg gerne ville.

Faktisk har jeg udviklet mig meget. Jeg hviler mere i mig selv. Jeg har en større kærlighed til mig selv. Jeg har flere gange bevist, at jeg kan hvad jeg vil.

Hen over julen og med skriveferie fra studiet, er det hele dog gået lidt op i hat og briller. Men fordi jeg før har bevist overfor mig selv, ikke mindst, så tror jeg på at jeg nok skal komme tilbage på sporet.

For at vende tilbage til mit tidligere dilemma med flødeboller, så havde Brormand viftet med Vennens mulige tilslutning til vores store “lad os brænde hele vores løn af inden d. 1.”-shoppingsprea d. 30. januar.

I mit hovede kørte jeg mantraen “han kommer ikke, han kommer ikke, han kommer ikke…” på repeat, bare for ikke at blive skuffet. Og ganske rigtigt, han kom ikke. Han skulle se på kunst med sin mor. Levemand som han er.

Men! “Vi snupper da en øl i aften” skrev han. Jeg havde ikke haft nogle som helst planer om at jeg skulle drikke øl, men det blev hurtigt ændret. Mit hjerte sad i halsen – igen.

Hele dagen blev jeg dog ved med, at forberede mig på, at han bailede i sidste øjeblik. Men det gjorde han ikke.

Som jeg gik hen mod to skikkelser jeg kendte i mørket på Nørrebro Station, kunne jeg mærke jeg blev nervøs. Jeg så naturligvis godt ud, uden at være overdreven.

Der stod han, fyren jeg ikke har set i 5 måneder, men som det langsomt er gået op for mig, at jeg knuselsker. Pludselig blev jeg bange for at komme til at sige noget dumt eller ondskabsfuldt i løbet af aftnen.

Det skete ikke. Én øl blev til 5, 5 blev til 10, som sædvanligt. Klokken blev 1, 2, 3… Jeg havde ikke lyst til at tage hjem. Det havde de andre heller ikke. Det føltes som en evighed siden jeg sidst har følt mig så afslappet, glad og varm inden i. Mens jeg sad mellem mine to  yndlings mennesker. Flere gange tog jeg mig selv i at kigge beundrende på Vennen, i mens han klogede sig på verden. “Kan man andet end at elske ham?” tænkte jeg. Nej, nej det kan man ikke. Men jeg forskød hurtigt tanken. Det stak i hjertet at han var så tæt på, at alt var så rigtigt, alting faldt på plads, men alligevel skulle jeg passe på, at jeg ikke trådte over en imaginær venne-grænse. Jeg måtte være sød, venlig og subtilt flirtende. Men aldrig mere end det. For frem for alt er jeg hans ven, og venner repekterer venners kærester, uanset hvordan de føler.

Så det gjorde jeg. Jeg bed det i mig, og nød hans selskab som jeg har savnet så inderligt.

Jeg prøvede virkelig af det bedste jeg har lært, og det samme gjorde han. Jeg kunne mærke vi begge ønskede at få det her venne-forhold til at fungere nu. Alligevel bankede mit hjerte hurtigere når vores ben rørte hinanden under bordet, når han vendte sig og kiggede mig direkte i øjnene. Det glædet mig at Brormand skulle med toget hjem, så Vennen og jeg kunne cykle hjem sammen. Han betroede mig om nogle problemer med Øboeren. Jeg vidste jeg måtte spille mine kort rigtigt. Jeg vidste jeg måtte være tålmodig og diplomatisk. Det er trods alt de mest elskværdige værdier, sammelignet med kynisk manipulator. Jeg tror jeg klarede det fint, trods mit voldsomme indtag af alkoholiske drikke. Vi krammede farvel i et kryds, da jeg ikke kunne komme i tanke om flere undskyldninger for, at forsætte den helt modsatte vej af hvor jeg skulle hen, bare for at være sammen med ham. Jeg krammede ham, håbede han ville kysse mig. Det gjorde han ikke. Selvfølgelig ikke. Han er en god fyr ham Vennen, loyal og trofast overfor Øboeren. Inderst inde ønskede jeg det heller ikke. Ikke mens han er sammen med hende. Det er ikke en god start på noget smukt.

Vi sagde farvel, og allerede da han var ude af syne mærkede jeg savnet. Eller frygten for savnet. Hvor længe vil der gå inden vi ses igen? Lige så længe som sidst? Jeg håber det ikke. Jeg håber jeg beviste overfor ham, at jeg godt kan være en god ven. Han bedsteven. Men at han også ved at jeg er klar når han er. At jeg altid vil være ved hans side.

Jeg væbner mig med tålmodighed, og bruger min tid på andre ting. Som Blondie…

Åh den gode Blondie, så nem og rar. Jeg kan mærke, jeg virkelig godt lide at bruge tid med ham. Det er så ukompliceret og hyggeligt. Han får mig til at grine. Jeg føler mig ikke som mit akavet selv.

Sidste uge skulle jeg åbne butikken, og Blondie skulle overtage efter mig. Han spurgte om jeg ikke ville blive hængende lidt længere og hjælpe ham med hans umulige ungarbejder. Det ville jeg mægtig gerne. Og inden jeg vidste af det, var der gået 4 timer.

4 timer hvor vi bare snakkede, sad tæt, vekslede holdninger og synspunkter. Når han sad helt tæt på kunne man mærke han var varm, og han duftede godt. “Du kunne godt lige vende dig om, så vi kunne kysse lidt” tænkte jeg, mens jeg havde hovedet over hans skulder og inspicerede et snapchatbillede. Samtidig prøvede jeg at vurdere hvorvidt skrivebordets tyngdepunkt ville være egnet til, at man knaldede på det (jeg testede det senere, da jeg sad på det. Man ville godt kunne knalde på det, er min objektive vurdering).

Vi er kommet til det punkt hvor vi skriver sammen. Sådan om random ting, har interne jokes, får hinanden til at grine. Men jeg bliver simpelthen i tvivl om jeg bare er “en af gutterne”, at jeg ikke er hans type, at jeg bilder mig det hele ind, you know?

Om det hele bare er spil fra galleriet. Og han måske ikke vurderer mig til at være en potentiel fuckbuddy. Det ville være en skam. Han er den oplagte fuckboy. Ingen binding, ingen forventninger, bare hygge.

Han er varm, lækker og dufter godt. Hvad mere kan man bede om?

Som opsumering på min forventning til 2016, så synes jeg det ligger ret godt ud. Jeg hviler i mig selv. Jeg synes faktisk jeg er helt OK som jeg er. Der er forbedringer i vente, men ingen nytårsforudsæt.
Hvorfor ændre på sig selv, når vi alle sammen faktisk er helt i orden som vi er? Er det ikke lidt mærkeligt at astrologisk begivenhed, skal være startskud til at vi alle vil være den bedste version af os selv. Overfylde fitnesscentrene og rømme grønt-afdelingen. I hvert flad i Januar. Efter det er vi alle tilbage på pubben lørdag aften, i stedet for i Fitness World.