Expectations and disappointments.

Forventninger til andre mennesker eller på andre folks vegne, kan være noget rigtig baks-værk. At have forventninger til andres liv er egentligt noget fjollet noget. For hvad rager det da mig, hvad andre gør med deres liv. Men alligevel er forventningen om at folk klarer sig godt, jo bare et udtryk for omsorg fra andre mennesker. Man skal derfor også tage det som et tegn på kærlighed fra eller til andre, hvis man oplever forventninger til én eller rettet mod nogen.

Dette kan dog også resultere i skuffelse, altså når forventningen ikke indfries.

Hvis jeg har en forventning om, at jeg godt kan skrive en 10-tals opgave, ville jeg kun skuffe mig selv, hvis jeg ikke kan gøre det. Denne følelse lærer vi gennem hele livet at håndtere. Vi ved derfor, at man enten kan give op eller kæmpe videre for, at kunne klare det. Vi bestemmer selv over, om indfrielsen af vores forventning er besværet værd. Det er måske en hårdere kamp for nogen eller med nogle ting, end for andre. Det gør det selvfølgelig også svært, at kloge sig på andres vegne i sådanne situationer.

Det er måske også derfor, at jeg oplever skuffelsen i andre eller andres beslutninger som mindst håndterbar. Fordi jeg i bund og grund godt ved, at der ikke er en flyvende fis, jeg kan gøre ved situationen, hvis personen jeg er skuffet over ikke er villig til at kæmpe for, at indfri min forventning til dem.

Bevares, jeg kan støtte, jeg kan råbe, jeg kan diregere i min retning, jeg kan skabe mig og stampe i jorden, jeg kan holde vejret indtil, jeg er blå i hovedet, jeg kan argumentere for, at min forventning er rimelig og mest rigtig, og jeg kan trygle på hudafskrabet knæ foran deres hoveddør natten lang. Men hvis de ikke ønsker det samme som jeg, så vil der ikke rigtig være nogen (lovlig) måde at få dem til, at gøre det på.

Retfærdigt? – Formentligt ikke. Andre folk har en tendens til at have et større og mere objektivt overblik over vores liv end vi selv har, og deres forventninger vil derfor måske være mere velovervejet og realistiske end vore egne.

Det er måske også derfor det er så frustrerende, når folk ikke indfrier vores forventninger, fordi vi, i en god mening, har skabt den, som et ønske om det bedste for en bestemt person. Det er jo ikke for at være ond eller krævende man opstiller disse forventninger, men blot som et ønske om at ens kære opnår det man synes de fortjener.

Så burde vi i virkeligheden lytte mere til andres forventninger til os, end vores egne? Kan vore egne forventninger være så forskruet, overdrevet eller underdrevet på grund af vores opfattelse af os selv, at man i virkeligheden kan se sig selv klarer gennem andres forventninger til én?

Ved andre måske hvad der er bedst for én? Eller gælder den gamle smører om, at man selv ved, hvad der er bedst, stadig?