Hjerte-crumble

Mit hjerte er blevet til grus.

Jeg skal af med min elsket hund. Min baby. Min firbenet bror.

Det er bedst for ham, bedst for mig, bedst for os.

Men som jeg sidder og kigger på ham i skrivende stund, i dyb søvn med sit træktorv i munden, er det umuligt at forstille sig, at nogen andre end jeg selv skal være hans mor. Hans verden.

Jeg elsker det pjok mere end noget andet, og har formentligt grædt 12 timer i streg nu. Det gør det bestemt ikke nemmere at skravlet kan mærke noget er galt, og gør alt hvad han kan for at hjælpe. Han gør alt det der normalt gør mig glad. Han henter ting, han lægger sit hovede på mit skød, han logrer og går pænt. Opmærksom med masser af kys og kram for at gøre mig glad. Og det gør mig næsten kun mere ulykkelig.

Jeg ved han glemmer mig – med tiden. At han nok skal få det godt igen. Men for fanden, hvor føler jeg mig som en stor imbecil idiot.

Nu prøver jeg at gøre ting der normalt gør mig glad. Jeg har 12 muffins i ovnen, og har planer om at spise dem alle, mens jeg ligger i ske med min hund og ser SATC og Parks & Rec. Fordi hvis noget skulle kunne hjælpe, så er det dét.