Head over heels

Håbløs romantiker ville jeg ikke kategorisere mig selv som, jeg er nok nærmere knusende realist.

Dette viser sig tit i min relation til det famøse medie Tinder. (Hurra, jeg er der også. Naturligvis) Mest af alt har jeg brugt det som tidsfordriv, og en hurtig måde at hente nogle selvtillidsboost, når man vågner op søndagmorgen alene.

Normalt er jeg ganske afklaret med at vågne alene – jeg kan faktisk synes det er ualmindeligt ubehageligt at have folk i min seng. Det er for varmt, de ligger mærkeligt med deres arme, de roder rundt, de snorker.. Det er bare jævnt træls.

Anyways, mine relationer på Tinder har altid været perifære, i det at jeg ikke er særlig imødekommende for at mødes ILR. Så jeg får hurtigt fyre til at miste interessen, eller vise min manglende interesse for dem, når jeg har fået det jeg ville have – bekræftigelse.

Jep, jeg er den type.

Det fungerede alt sammen helt udemærket, indtil en gang i Februar, hvor jeg matchede med en fyr.

Nu er det sådan at jeg bor i Jylland, og er på weekend hos min far i København et par gange om måneden. Under et af disse besøg, havde jeg siddet og swippet om aftnen, og på min skærm dukkede en af de typer op, som ser søde nok ud, ingen wow-faktor, men som man alligevel lige læser profilteksten på og kigger de andre billeder inden man beslutter sig. Mit svar blev ja, han var sjov, havde et glimt i øjet og mindede mig om en chickflick-skuespiller jeg ikke kunne huske navnet på. Lad os kalde ham Bartenderen.

Vi matchede – men det var ikke noget jeg tænkte videre over.

Efter et par uger likede han et moment jeg havde lagt op, og skrev en besked hvor han kommenterede på min bukse-farve. Derefter gik snakken. Han var sjov, kvik, lidt ananas-i-egen-juice (men det har altid været min type), beskederne gik frem og tilbage meget ligebyrdigt. Til sidst spurgte han obligatorisk om min snapchat. Normalt deler jeg den ikke, men Bartenderen var en undtagelse. Jeg havde faktisk oprigtigt lyst til at holde kontakten med ham og jeg følte mig ret tryg ved ham.

Sådan gik det lidt, vi sendte de første flotte snaps til hinanden, men han gik hurtigt over til at sende billeder fra mindre flatterende vinkler, og jeg fulgte med. Det var sjovt og let, et dejligt pust i hverdagen, og jeg måtte tit grine højlydt over hans fjæs.

To måneder gik der, og han havde ikke prøvede at tage den til “the next level”, så i en brandert med en veninde sendte jeg en sarkastisk besked om hans vilde initiativ og vedhæftede mit nummer. Og kort efter fik jeg en besked fra ham.

Det fik vi også lidt tid til at gå med, men jeg begyndte at kunne mærke jeg startede samtalerne mest, og fik den selvfølgelig “ej er jeg bare en irritation for ham?”-tanke. Men jeg var efterhånden så afhængig af Bartenderens opmærksomhed og anerkendelse at jeg ikke rigtig brød mig om det. Alligevel fik jeg sommerfugle i maven når der kom et snapchat fra ham (jeg prøvede et par gange overhovedet ikke at kontakte ham i løbet af dagen, og så snappede han som regel om aftnen).

Efter et stykke tid spurgte jeg ham hvad hans deal var? Hvad ville han, hvorfor inviterede han mig ikke ud? Han svarede sødt og humoristisk, at han synes jeg boede for langt væk til, at han rigtig ville bruge tid på det. Av. Men jeg bed det i mig og forsatte samtalen. Han fortalte at han skulle på Roskilde Festival, det skulle jeg ikke, da jeg først skal debuttere næste år. I løbet af festivalen sms’ede han at de festede og havde det fedt, og at det nok skulle blive fedt når jeg var der næste år.

Pludselig blev frøet til en idé sået, og en god veninde og jeg fik hurtigt piske en stemning op! Altså 1000 kroner for en hel dag med fest var da ikke så slemt var det? Der kom også nogle nice bands, og det var jo sommerferie! Så wupti, stod vi med for 2000 kroner Roskilde-billetter, pakkede tasker, og to fyre med telte vi kunne “sove” i. Noget skulle ske med Bartenderen, og det var nu eller aldrig! Han virkede glad og skrev hvilken lejer han lå i, og hvad der kendetegnede hans camp!

Men da jeg skrev vi var på vej, var han til koncert. Ærgerligt, men vi havde mange andre at feste med, og jeg tænkte ikke videre over det. Men bum så var han væk, og jeg hørte ikke mere fra ham. Før næste dag, da jeg sad i et tog på vej hjem, med onde tømmermænd, 1 liter kold cola og minus på søvn kontoen – fordi jeg sjovt nok ikke havde noget sted at sove lige pludseligt, og måtte roame festivalen alene mens min veninde “sov” sammen med sin ven – fik han nossede sig sammen til at skrive.

Hans telefon var “blevet væk og løbet tør for strøm” og han var “virkelig ked af det”. Jeg tog det ikke så tungt i min søvndrænede tilstand, og sagde at han skyldte en øl i lufthavnen, og en lur.

Sommeren gik, flere snaps frem og tilbage… blah blah blah.. Hver gang jeg var i København, var han ikke hjemme eller havde andre planer. Jeg havde så småt givet op indtil min teenager-hjerne fik kastet et lille ben, da jeg obligatorisk skrev til ham at jeg ville være i Hovedstaden om torsdagen. “Jeg vil virkelig gerne møde dig! Håber det bliver snart! Men jeg har andre planer.” Det var fint nok, jeg skulle til Sverige og ville kun være i byen i 16 timer. Så kunne jeg jo passende drikke mig ned, sammen med gutterne.

Og siden da har jeg intet hørt fra ham. Han svarer ikke på snaps, eller den ene Tinder-besked jeg har sendt. Hvad Bartenderen fik ud af vores “venskab” vides ikke, han har skrevet ting med seksuelle-hints, og pludselig nothing. Ingen ved det, alle snakker om det.

Jeg er aldrig hung up på nogen, jeg er aldrig afhængig af nogen andre end mig selv. Men dette drenge-barn har gjort mig til en opmærksomhedshungrende flæbeunge. Og det er nok til at jeg giver op, ingen er værd at nedværdige sig selv for.

Det er hans tab, ikke mit.