Ring-a-ding-ding

1. juledag startede ud på den bedste måde. Med arbejde. Sådan et skønt princip discount-butikker kører med. Jeg havde forberedt mig på en hyggedag med masser af godt humør. Men om det ikke blev bedre da jeg dukkede op på job, for at åbne butikken. Lige der holdt Blondies bil jo. Jeg var først lidt forvirret, og tænkte om jeg var kommet den forkerte dag. Det ville virkelig være op ad bakke. Det skulle ikke slå mig ud, syntes jeg nok.

“Jeg skal møde nu ikke?” spurgte jeg, da jeg stak hovedet ind på kontoret.

“Jo da!” svarede en smilende Blondie.

Og så gik vi ellers igang med de mange travle mennesker, der havde glemt sild til julefrokosten.

Alt var skønt og hyggeligt, og vi gik mest af alt bare og tullede med kunderne og hinanden, og vores ungarbejdere naturligvis.

“Skal vi ikke holde pause sammen? spurgte Blondie. Det ville være mægtigt, tænkte jeg.

Han er sådan en type der bare er godt selskab, og utroligt nem at snakke med. Jeg kom i tanke om hvorvidt hende hans kæreste stadig var en aktualitet? Det var godt nok længe siden har havde nævnt hende sidst. Og mine fine facebook-stalking evner havde ikke kunne finde noget forhold. Til trods for jeg synes at kunne erindre, at den information stod der førhen.

Og ville han virkelig stå så tæt på ved kaffemaskinen, hvis han havde en kæreste? Eller også er han bare venlig? Godt spørgsmål.

Telefonen ringede ved siden af os, og Blondie tog den.. Det var chef-manden. Om Blondie kunne forsætte sin vagt indtil luk, på trods af han havde været med fra åbning.

“Tjo… altså øøøhm…” 

Det gør han bare ikke, tænkte jeg. Jeg stirrede på ham i en blanding af beundring og forfærdelse. Hvordan overvejede han det overhovedet? 1. juledag er virkelig en dag der trækker tænder ud. Ja, forundret, over at han ikke med det samme afslog, må man sige jeg var.

“Det ville min farmor nok være forfærdeligt ked af – jeg kommer i forvejen 4 timer for sent til hendes julefrokost,”  sagde Blondie med det smil og en latter… Og så kiggede han på mig og blinkede til mig. Nok mest fordi han fandt mit forbavset ansigtsudtryk en smule finurligt.

Min vagt sluttede, og jeg tog hjem for at motionere hunde-monsteret. Jeg gik rundt i min egen verden og hørte Mads og Monopolet, indtil jeg blev afbrudt af et opkald.

Normalt er det kun papa og mama der ringer mig op, så jeg svarede meget nonchalant.

“Hallo?” sagde jeg bare, og kom til at tænke på jeg måske burde sige mit navn, når jeg ikke havde kigget på displayet.

“Halløøøøøj!” lød svaret i den anden ende, og det var i hvert fald hverken mama eller papa. Det var Blondies venlige stemme.

“Hvad laver du imorgen tidligt?” spurgte han.

“Der er jeg vel på arbejde, kan jeg fornemme på dig?” svarede jeg grinende, medmindre dette var hans meget mærkelige måde, at bede mig tilbringe natten med ham… Det var ikke tilfældet (desværre kan man måske sige).

“Det ville være vildt fedt! Vi har en sygemeldning, og hvis du ville tage den, så jeg kan sove tømmermændene ud, så er du simpelthen den bedste!” 

Oh stop it you! Når du siger det på den måde er der intet jeg hellere vil.

“Vi ses imorgen! Hyggehejsa!” sagde han til sidst, og så var han væk.

Men det var mit smil ikke. Jeg husker ikke hvornår jeg sidst snakkede i telefon med nogen som ikke var en heart-broken veninde eller mine forældre. Måske min lillebror.

Og jeg husker slet ikke hvornår jeg sidst har stået og kigget på min mobil med et fjoget smil på læben…

Søde Blondie dog….