Historie tid!

Som et af de mennesker der bliver ramt af depressionstendenser (ej – det er mildt. Jeg bliver bare inaktiv, vil helst ligge under dynen og have tykke sokker på) når det er mørkt, koldt og vådt – tænkte jeg var på tide med en historie-hygge-stund!

Min familie er kompliceret – det er en stor blanding af dine, mine, vores, nogle andres, alles børn. Men vi elsker hinanden og min “storebror” (mors eksmands søn fra et tideligere forhold) er meget tætte. Vi snakker sammen ofte i løbet af ugen, og jeg værdsætter hans venskab og meninger meget. Vi fortæller hinanden stort set alt, og kommer tit til hinanden når lokummet brænder!

Fordi vi er tætte hænger vi også tit ud med hinandens venner – hvilket kan resultere i mindre romancer (i hvert fald fra min brors side) med venner/veninder. Det er en dårlig idé – don’t do it, medmindre du er meget seriøs omkring det. Det bliver hurtigt akavet for alle hvis det ikke holder – men det skal man vidst ikke være atom-fysiker for at regne ud.

Efter min kære brors eskapader i mit netværk, er det ind i mellem lidt af et puslespil, at få mine byture til at gå op i højere enhed, hvis jeg gerne vil nå at drikke en øl med alle. Særligt min bror, som jeg virkelig ynder at hælde fadøl i svælget med. (Ja, mine veninder er en smule nærtagende og dramaqueen agtige til tider. Det kan være lidt frustrerende.)

Anyways – jeg har ikke slået mig løs i hans vennekreds på samme måde – trods mange gode  og insisterende tilbud. Brormands venner er søde, pæne og ret dygtige intellektuelt alle sammen.

Men når jeg er i byen med gutterne, så er brormands bedsteven også med.

Vi kan kalde ham Vennen. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde ham, da det er som om der ikke er et ord der indbefatter hele hans jeg, eller hans rolle i mit liv.

Vi har kendt hinanden længe – siden de unge teenage år, så han har virkelig set en mindre tiltalende side af mit hormonpræget selv. Men vi har aldrig rigtig været sammen uden min bror. Vi har aldrig rigtig kommunikeret over sms og facebook uden de har omhandlet selvsamme brormand (han gør ind i mellem fjollede drenge-ting – som vi prøver at hjælpe ham ud af i samarbejde).

Den kære Ven har set mig sammen med min ekskæreste, og har nok tænkt sit. Vennen og Eksen er ret forskellige – for at sige det mildt. Og Vennen blev aldrig rigtig begejstret for min udkårende (forståeligt nok – han var da en selvhøjtidelig flødebolle når man ser det i bagklogskabens uendeligt klare skær).

I forbindelse med min brors 18-års fødselsdag, var både Vennen og jeg naturligvis inviteret. Vi havde ikke set hinanden siden min eks og jeg gjorde det forbi (godt og vel et halvt år), og jeg var ikke det bedste sted i mit liv. Jeg var akavet, nervøs og umådeligt ked af det 80% af tiden. Jep, jeg var meget ked af at have mistet flødebollen.

Så jeg dukker op til den her fest, og kender stort set ingen. Min bror og hans kæreste var mit eneste holdepunkt, og de kendte ligesom alle. Hans kæreste var sød og vi kom altid godt ud af det med hinanden, så hun tog mig med rundt og introducerede mig for nogle mennesker. Og pludselig dukkede der er bekendt ansigt op, Vennen, og redder min aften. Som om ingen tid var passeret siden vi sidst sås, var alt ved det gamle. Bortset fra min bror slet ikke var der. Vennen var utroligt let at snakke med, fik mig til at grine, og for første gang i meget lang tid følte jeg mig udfordret i en samtale (jeg er ret brainy og kan lide at vise det. Sorry). Som fuldstændig kontrast til de pumper-gutter der gik på min efterskole (de kunne pumpe 120 kilo i bænkpres, men kunne til gengæld ikke fortælle dig hvilket land Mallorca hørte til), var søde Ven klog, sjov og intellektuelt intimiderende på en sjov måde. Vi havde en sjov aften, og slæbte brormand hjem kl. 2 efter hans 18 shots (way to go bro).

Det var første gang jeg fik øjnene op for Vennen. Ikke rigtigt – men jeg tænkte flere uger senere at det var den sjoveste aften jeg havde haft i meget lang tid – og det var mest hans skyld.

Han gik på et af kloge-åge gymnasiumerne i Københavns-området, mens jeg boede i Jylland og startede i 1.g. Vi så hinanden i mange familiære sammenhænge da han nærmest er blevet absorberet ind i vores lille mærkelige familie-konstalation. Altid med en let og hyggelig tone i mellem os – vi klikker bare enormt godt og nyder begge at diskutere lidt dybere og tungere emner, end mange andre til en børnefødselsdag, så vi sad tit ved siden af hinanden.

På grund af afstanden så vi ikke hinanden ofte, men en skæbnesvanger aften, hvor vi havde begivet os ud i det jydske natteliv med nogle af mine venner, kom en veninde ud til mig på toilettet og sagde “hvad sker der med jer?”, jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare, da jeg ikke syntes noget var anderledes. Men alligevel gjorde det mig glad at andre lagde mærke til at det virkede mere end venskabeligt. På samme aften drak min bror sig fra sans og samling, og brokkede sig alle 7 kilometer hjem (yup – i Jylland bruger vi ikke taxi) over et nyt brud (med min veninde – selv tak bro), han kom hjem i seng efter at være snublet over henholdsvis kantstenen, sin egen venstre fod og dørkarmen, og Vennen besluttede sig for, at nu i allerede havde begivet sig ud i det jydske koncept at gå, kunne han da lige følge mig hjem.

Det gjorde han, og han blev for at sove (kun sove, vi var ret frilufts-ædru og ret trætte efter gåturen). Men der blev stillet stort spørgsmålstegn ved dette, da vi dukkede op til familiearrangementet dagen efter, og Vennen ikke havde sovet sammen med Brormand.

Jeg lagde ikke rigtig noget i det, og vi snakkede ikke sammen medmindre skæbnen bragte os sammen på vores alkoholbaseret udflugter i nattetimerne. Han begyndte at tage sig en smule sammen, så han sørgede for vi sad sammen, og en dag må der være løbet en djævel i ham, for gud hjælp mig om han ikke tog min hånd under bordet. Jeg havde måske benægtet følelserne før, eller fejet dem af vejen, men mit hjerte sprang op i halsen på mig. Bare at sidde og holde ham i hånden var trygt, naturligt og hyggeligt, men stadig nyt og spændende!

Sådan et par byture havde vi, men min storebror var lige blevet student, og de havde en stor (og lang) udenlandsrejse planlagt få måneder ude i fremtiden. Jeg vidste hvor meget de havde glædet sig – de snakkede aldrig om andet – og jeg ville ikke stå i vejen for den fulde oplevelse (om jeg har fortrudt det siden da? Ja!). Jeg var stadig en smule ambivalent omkring mine følelser. Men fik det nærmest afklaret da jeg sendte dem afsted i lufthavnen.

Ikke blot følelsen af at skulle sende elsklige brormand ud i det store udland, så savnede jeg faktisk også Vennen, bare ved tanken om hvor længe de skulle være væk.

Det var nogle meget, meget, meget lange måneder… Og i en blanding af vinter-depression og fortvivlelse over Vennens nye amerikanske kvindelige bekendtskab, faldt jeg ind i et  two-hour-stand med selv samme eks (shame on me I know). Som jeg fortalte Brormand om i afmagt, og han fortalte Vennen om i fuldskab (shame on him). Vennen tog det overraskende pænt, og forslog straks en udenlands-prank på Eksen, som de brugte en masse dumme penge på. Men det var sjovt (og lidt sødt).

De kom endelig hjem, og jeg havde glædet mig som et lille barn! Aldrig har jeg følt så stor en glæde, at jeg nærmest ikke kunne være i min egen krop. Lykkeboblen ved blev i lang tid, i mens vi alle lyttede tryllebundet til deres røverhistorier fra rejsen. Indtil Vennen proklamerede at han altså skulle til Bornholm for at mødes med en pige, de havde mødt dernede. Vi kan kalde hende Øboeren.

Hov – vent hvad?

Hvad skete der? Nu kom de jo hjem, jeg havde jo savnet ham. Og så dukker hun op?! Og hvem var hun egentligt?? Mit ansigt må have set noget spøjst ud. Mere end sædvanligt. Min bror kiggede i hvert fald op, og trak stille på skulderen.

Jeg ved ikke helt hvorfor jeg følte mig så trådt over tæerne, men mine forstillinger om hvad der skulle ske blev i hvert fald mødt af en meget kold mur af realitet. En realitets gletcher kan man sige. Avs.

Misforstå mig ikke, vi havde ikke haft “snakken”, vi havde aldrig lovet hinanden noget, vi havde ikke haft en storslået følelsesladet afsked inden de rejste. Men alligevel følte jeg mig lidt som lakridsægget i Matador-mixen. En smule frasorteret og valgt i mangel på bedre.

Man kunne have håbet Vennen og Øboeren var blevet trætte af hinanden eller distancen hen over sommeren. Men ak nej – hun er stadig inde i billedet.

Så som en hver god ven, har jeg pakket mine følelser væk, og plejet mit underligt knuste hjerte i stilhed. Det er underligt at have sårede følelser over noget der aldrig er sket – men blot sørge over den potentielle fremtid man havde ønsket sig, ikke blev en realitet.

Vi begyndte dog at skrive sammen fast i over 3 uger, i forbindelse med noget studie-tjams. Og antallet af gange jeg tog mig selv i at åbne samtalen, og læse korrespondancen igen, fordi jeg kedede mig til en lektion, kan ikke tælles på alle mine fingre og tæer. Jeg hader needy-typer der kræver opmærksomhed og et svar ASAP. Endnu værre er folk der kræver det af mig. Sådan er Vennen ikke. Han kan godt læse min besked, og svare tre dage senere. Om det er fordi han ikke prioritere at svare, fordi det ikke er vigtigt for ham, eller om det er fordi han giver sig tid til at finde det rigtige svar, kan jeg ikke svare på. Jeg tror mest det første, men håber på det sidste. Men han glemmer mig i hvert fald ikke. Han svarer altid tilbage før eller siden. Og jeg bliver altid umådeligt glad når jeg får en besked fra ham. Irriterende som det nu er.

Det er længe siden mit humør har været så påvirket, i så lang tid af noget, jeg ikke har nogen indflydelse på. Og for at være ærlig brydes jeg mig sku ikke om det. Well who likes heartbreak?

Jeg savner ham, og jeg føler mig patetisk, og en lille smule ved siden af mig selv. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har savnet nogen på denne måde. Det er uvant og ikke særlig rart. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre af mig selv – så nu har jeg inviteret Brormand, Vennen og Øboeren på brætspil i aften. Skide god idé? Det tror jeg nok (ikke).

Det kan kun blive godt.

Lets do this.