Min hjerne er masochist

Mit hoved er et stort kaos, og lige nu fylder Vennen så meget, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre, andet end at lade det gå udover internettet.

Denne weekend har været nærmest revolutionærende.

Jeg har følelser  – har jeg erfaret.

Jeg har det sidste stykke tid opfattet mig selv som noget af en kyniker, når det kom til romantiske føleser. Jeg har ikke gidet det. Jeg har skubbet det væk, og med vilje gjort det meste overfladisk. Fokuseret på hvor lækre drenge var, og ikke deres personlighed. Det er ikke noget jeg har tænkt over før, men der begynder at tegne sig et mønster.

Og det jeg har oplevet i weekenden har mest foregået i mit hoved, men det er sket. Og nu er jeg kommet frem til den konklusion, at jeg har følelser for Vennen. Og de er ret markante.

Jeg har lyst til at sige, at jeg elsker ham. 

Men det skræmmer mig, og jeg synes det er patetisk og ynkeligt når vi aldrig har “haft noget” rigtigt.

Nogle gange er jeg i tvivl om hvor godt vi egentligt kender hinanden. Og samtidig kan jeg ikke benægte den kemi og totale følelse af tryghed han giver mig. Lige nu betvivler jeg min egen evne til at vurdere om jeg elsker ham, eller elsker idéen om at elske ham.

Igår havde jeg heldigvis besøg af en veninde, der havde fulgt min hjernesammensmeltning live fredag aften, og var klar til at lytte forstående på min plabren om Vennen. Hun grinnede opmuntrende over min selvindseelse, nikkede genkendende til mine irrationelle følelser (thank God) og lovede det hele nok skulle blive bedre, når jeg lige fik noget tid til at bearbejde mine følelser.

Jeg elsker hende for det – men det ændrer ikke på at det gør nas. Det gør ondt lige der hvor hjertet sidder. Helt ind i sjælen.

Så igår efter både min veninde og Brormand havde bekræftet mig i, at det var synd for mig, men jeg måtte væbne mig med tålmodighed, besluttede jeg mig for at gøre netop dette.

“Øboerne skal nok forsvinde på et tidspunkt,” sagde Brormand “hun er ikke god for ham.” Om det er sagt for at trøste, eller om det er oprigtigt, kan være svært at sige. Men uanset, så hjalp det. Jeg trængte til at høre, at jeg er bedre end hende.

Jah, så barnlig er jeg nemlig.

Derfor lagde jeg en plan igår, mens jeg hørte min heartbreak-spilleliste på Spotify, for at søbe i selvmedlidenhed én sidste gang.

Om det ikke skal blive løgn, at jeg skal rende rundt her, og være hovedkuls forelsket i en gut, der render rundt med en eller anden hurtigt-talende-politisk-orrienterede(i den forkerte retning)-lavstammede-leverpostejshårfarvede-øboende dame. (Jeg er overbevidst om hun er et vidunderligt menneske, siden Vennen bruger tid med hende. Men det er altså de eneste “fejl” jeg har kunne finde ved hende (facebook-stalking ftw), så lad mig lige have dem et øjeblik. Så skal jeg nok blive et ordeligt menneske igen)

Fandeme nej, det bliver over mit lig!

Så min slagplan blev; mig, mig, mig mig, migmigmigmig!!

Jeg ville fokusere på hvad der gør mig glad (udover Vennen). Mere fokus og energi til mig.

Hoorah – jeg tænkte jeg havde løst alle universets gåder, og knækket koden til et lykkeligt liv. Jeg skulle bare glemme Vennen, indtil han var klar til mere (mig), og elske singlelivet i mellemtiden. Alle de hensyn jeg ikke skal tage, al den tid jeg kan bruge på mig og alle de andre ting jeg holder af.

Så jeg lagde mig til at sove, fast besluttede på at komme over denne weekends farse, og blive mit gamle glade selv.

Hvad hjertet flyder over med, løber munden over med – eller i dette tilfælde hjernen.

For bedst som jeg lå i min skønne søvn, ja så besluttede Vennen sig for at entrere mit drømmeland. Med en irriterende, sød og vildt fantastisk drøm om ham og jeg. Bedst som jeg lå der og drømte, så blev det morgen.

Drømmen sluttede, og væk var Vennen.

Noget af en måde at starte dagen på – scumbag brain.

Den dag der skulle have været starten på migmigmig-sæsonen, blev erstattede af en times tid fyldt med forvirring, fortvivlelse og sorg. Ondt-i-maven-mit-hoved-eksploderer-om-lidt-sorg.

Det er en besværlig ting, at få hjernen og hjertet til at danse tango sammen, men jeg vil da prøve mit ypperste det næste stykke tid. Og skåne alle andre for mine meget cliché-agtige og ulykkelige udbrud i tide og utide.

Lets do this.