Den Mærkelige Sports Gut

Jeg kender en gut… Faktisk går jeg i klasse med en gut. Vi har gået i klasse sammen længe – synes jeg.

Han er rigtig flot. Og høj. Åh så utroligt høj. Hans øjne er meget blå og det kilder i maven når man kigger i dem og de kigger igen. Hans stemme er sjov når den griner, og får mig til at smile. Gutten her kan godt lide at være sjov. Sjov på en virkelig barnlig måde, men stadig sjov. Han får mig ofte til at grine.

Nogle gange har han svært ved det vi skal lære, men bliver mægtig glad når man giver ham ret, eller spørger ham til råds og han har svaret. Det er lidt sødt.

Han er til gengæld god til sport, ham her gutten. Han er skide dygtig til at placere bolde i net. Alle slags bolde. Det er meget imponerende alt sammen. Han er både vidunderlig og dybt frustrerende at have idræt med. Kast den her bold ned i den anden ende af banen – “okay,” siger Sportsgutten bare, og gør det så. Spark lige den bold ind i det net med den store målmand – “okay,” siger Sportsgutten, og gør det. Lav lige en flik-flak – “okay,” siger Sportsgutten, og fejler miserabelt- men han giver det et drøjt forsøg. Gymnastik er ikke hans stærkeste side, og han underholder tit med sin komplette mangel på smidighed. Men han er rigtig dygtig til at få bolde til at bevæge sig derhen hvor han gerne vil. Sådan noget er meget misundelsesværdigt, for en boldspasser som mig.

En gang i 10. klasse brækkede han sin hånd, og der skulle en masse metal i den for at få den i orden igen. Nu skriver han sjovt med kuglepen fordi hans langemand ikke vil bøje. Når han skriver noter koncentrerer han sig meget. Han trutter med munden og kigger skiftevis fokuseret på papiret og opgivende på sin hånd, som ikke vil det han vil. Men han har alligevel flotte hænder. Med lange lige fingre. Jeg kunne kigge længe på hans hænder, og de giver mig lyst til at gøre ting… Eller få dem til at gøre ting ved mig. Han har dygtige hænder og stærke arme, så han må da kunne et eller andet – andet end at kaste bolde naturligvis.

Engang troede jeg fejlagtigt at jeg var forelsket i Sportsgutten, det var jeg ikke. Jeg vil bare rigtig gerne have en tur i høet med ham. Jeg vil gerne se hvad hans atletiske krop kan, andet end at løbe langt og tyre bolde hårdt ind i net.

Det gik op for mig at det blot er fysisk, første gang jeg blev rigtigt irriteret bare han åbnede munden. Jeg ville stadig gerne bolle ham – han skulle bare være stille.

Men vores forhold er lidt mærkeligt. For vi har kendt hinanden længe nu. Vi snakker godt sammen.  Og vi er stadig ikke blevet venner på Facebook. Jeg har ansøgt (3 gange – med et års mellemrum), og han har ikke svaret. Det er meget spøjst det hele. Jeg har undskyldt det lidt med, at han havde en kæreste der ikke just brød sig om mig. Men vi går vel i klasse sammen, og det virker bare sært, at vi ikke er venner. Som de eneste formentligt.

Om den kemi jeg føler der er mellem os, er noget jeg har fundet på i mit hoved, og han ikke vil opildne mine observerende øjne på hans gøren og laden i løbet af dagen, eller om der er en anden forklaring, er svært at sige.

Men vi skal til fest sammen imorgen, og hvis øllerne er flødet og stemningen er høj så kunne jeg da snildt finde på at spørge ham, hvad der foregår… Nu må vi se.