Kvindehad og Konfirmationer

Findes der noget kedeligere end konfirmationer?

Så skulle det da lige være barnedåb og konfirmationer med bonusfamilien.

En fest hvor man, i mit tilfælde, placeres med halvdelen af de 10% af selskabet man kender, og deres børn. Møg hyggeligt, ingen tvivl der. Bortset fra at disse mennesker, mine eneste ankre af genkendelse, altså kender resten af vores bord, og ikke lige har tid til kun at konversere med mig. Fair nok. Middagen er serveret, taler bliver holdt, selvskabet griner over tydelige interne jokes, jeg ikke helt fatter, sange bliver sunget om konfirmanden, hvor fjollet hun var, da hun var lille. Herligt – bortset fra jeg lærte konfirmanden at kende for 1,5 år siden, og jeg lige pludselig er lidt i tvivl om, hvorfor jeg overhovedet er en del af begivenheden.

Så jeg endte med barnepige-tjansen, af min nye bonus tante og onkels dejlige børn. De skønneste piger på 5 og 2 år. Totalt lækre og mega søde! Sådan nogle man kan sidde med på skødet i timevis. Det er hyggeligt, og dræber kedsomheden et stykke tid. Det virker bare mere hyggeligt at synge sange, når man har et barn at synge dem for.

Og så træder han ind. Ham som skal gøre denne dødsyge familiefest, som jeg fejlagtigt er blevet placeret i, interessant! Bonus onkel og tantes flotte 20-årige søn vælger at deltage.

Med sin flotte kæreste. Øv.

Nåh ja, men derfor kan man vel godt nyde udsigten, når de nu skal sidde lige ved det modsatte bord.

Og det gjorde jeg da også. Indtil jeg fanger hans kærestes skulen på mig, fra sidelinjen. Mad-anretningen på bordet foran mig, blev pludselig voldsomt inspirerende, da jeg pinligt trak blikket til mig, og fokuserede på samtalen ved mit eget bord, mens jeg tog en slurk vand. Længe var jeg 100 procent fokuseret på at kigge alle andre steder hen, end på dem. Men jeg kunne alligevel mærke hendes falkeøje falde mig, ind i mellem, bare for lige at tjekke, at jeg ikke tjekkede hendes mand mere ud. Can you blame her?

Men alligevel gav det mig – da min pinlighed var forsvundet – en sær følelse af smigr? Tænk at den flotte pige, kunne se mig som smuk nok, til at udgøre en trussel for hendes status som hans kæreste? Lille mig. Sikke et kompliment!

Det er en frygtelig ting at sige, men kvinder hader jo ikke grimme kvinder. Man har ondt af dem, men inderst inde er man jo glad for, at de ikke har potentiale til at stjæle ens (muligvis imaginære) mand. Derfor er det da både en salut og et cado, at en anden kvinde faktisk bruger energi på at hade dig, eller blot sende dig hadefulde blikke. Så er der da et eller andet der kører for dig.

Det er muligvist et ret ubekvemt kompliment, men om ikke andet et kompliment.

På den måde er kvinder jo skønne.