Lille spejl på væggen der…

…. Hvem er skønnest i landet her?

“I hvert fald ikke dig,” skriger stemmen i hovedet den ene dag, og dagen efter er det “selvfølgelig dig babe, en hver ville være heldige, at have dig som kæreste”.

Nu har jeg bokset med mit selvbillede, selvkritik og selvtillid siden efterskole-tiden i 2012.

Den eneste konklusion jeg er kommet frem til, er at spejlet er en løgner.

Jeg var ikke mere glad for min krop den gang jeg vejede 63 kg, og havde et talje-mål der svarede til det. Faktisk havde jeg det meget værre, end jeg har nu. Jeg gemte mig for alle spejle, og ikke mindst kameraer, hvis jeg kunne komme til det. Jeg dækkede spejle til, når jeg var i bad, jeg fandt altid en undskyldning for ikke at være med på billederne og jeg græd hver gang, jeg skulle på vægten. Fordi jeg, i min verden, var tyk, bulen på min mave var for stor, mine kinder var for tykke og dobbelthagen kunne altid anes på fotografier. Selvhad ville nok være det rigtige ord. Jeg skammede mig over at spise. Det gør jeg stadig. Men jeg har ligesom accepteret at det er en nødvendighed, og en scone i ny og næ skader jo ikke nogen, som sådan.

Mit efterskole år var det fedeste, jeg savner det, men det var ikke et nemt år for mig. Forholdet til min eks-kæreste var brast med en mængde af drama der var et Shakespeare-stykke værdigt. Efter bruddet – og med bruddet mener jeg noget som føles, som en gentagne knusen af en knogle, indtil der kun var en rystepose af knoglemel tilbage – skete der en del uheldige episoder, hvor vi begge brugte vores værste skyts mod hinanden, for at pulveriserer hinandens selvværd. Problemet med det var bare, at hans kommentarer vedblev i mit hovede. Han bemærkninger om min krop bed sig fast i mit sind, og har aldrig helt forladt det. Det lyder ynkeligt, at en 16-årig drengs tanker, om ens udseende kan gøre så meget. Men det var nok til at banke min selvtillid i jorden, som en pæl i blød sommer muld.

Men det har da ikke kun været skidt, hans had- og hånefulde kommentarer omkring mit udseende, har været den ultimative motivation til at presse mig selv til det yderste, når det kommer til motion og sport.

Hver gang tanken om, at give op, poppede op i mit hovede, måtte jeg tænke tanken “men så vinder han. Er det dét jeg vil? Skal jeg sidde tilbage som taberen i det her?” – Fandeme nej.

Motivationen om at være bedre og ikke tabe ansigt til ham, er siden da blevet erstattet af motivationen til at være bedre og ikke tabe ansigt overfor mig selv. Heldigvis. Jeg har fundet nye mål, jeg vil i militæret, jeg vil slås med de seje gutter og ikke tabe alt for stort, jeg vil bevise, at jeg er en badass, som kan hvad jeg vil.

Det kræver ømme ben og arme, blod, sved og tårer. Jeg er ikke den fødte atlet, jeg er – som mit navn indikerer – lidt en klodset pingvin, jeg har fysiske skavanker der kræver ekstra kamp, jeg har en kærlighed til mad der gør at den flade drømme-mave, nok ikke er 100 procent opnåelig. Men jeg har til gengæld også en ild. En ild og en lyst til at opnå noget stort, og bevise overfor alle, at jeg godt kan.

Mit forhold til min krop er meget bedre i dag. Jeg har flere gode end dårlige dage nu, og jeg kan da godt selv se, at jeg er heldigere proportioneret end mange andre. Dermed ikke sagt, at der ikke skal strammes op. Det har været en lang vinter, og hule-flæsket har ligesom sat sig (5 kilo for at være præcis).

 

Men jeg vil altid kunne kigge tilbage og sige: Tak fordi du gav mig noget at kæmpe for.

Nemlig mig selv.

 

Lets do this.