Abstinenser

Efter vores møde med den hjemløse, havde jeg brug for at sunde mig et øjeblik. Vi gik på en fransk bistro, de andre snakkede over hovedet på mig, mens jeg forsøgte at samle tankerne. Både over hvor latterligt små mine problemer er, men også for at overbevise mig selv om at det hele nok skal gå. Vennen satte sig overfor mig, inden længe var skyerne væk og vi diskuterede højlydt holdninger til terrorisme, indvandring, politik – alt det gode.

Vi fyrede smarte ord af i flæng, som kun vi kan gøre det. En konkurrence om intellekt. Skarpe og spidsfindige argumenter fløj gennem luften. Undrende uddybende spørgsmål blev stillet. En flaske vin blev til to. Det var vel onsdag.

“Hvorfor synes du det?” spurgte Vennen Brormand og satte fingrene i skægget som han har for vane. Hans stejlen på Brormands holdning, mistænker jeg nogle gange er påtaget. Bare for at holde diskussionen i gang, og udfordre til bedre argumenter som han kan gennempierce med sin visdom.

Brors kæreste og jeg fulgte så godt med som vi kunne. Indtil vi ramte ned i en af mine spidskompetencer.

Langsomt men sikkert pillede jeg Vennens argumenter fra hinanden. Brormand og hans kæreste kiggede spændt på, mens vores verbale kamp forsatte.

“Der fik hun dig, Ven!” proklamerede kæresten. Vennen kiggende annerkendende på mig, jeg strålede af stolthed.

Vi rejste os og begav os videre på vores eventyr i en søgen på øl og pool.

Han stak en finger i siden på mig mens vi gik. “Du behøves ikke se så triumferende ud, jeg banker dig bare i pool,” jeg skubbede ham på skulderen. Ønskede han lagde armen om min. Tog min hånd. Anything. Men vi overholdte grænserne.

Vi spillede pool og snakkede længe. Om Brormands herpes. Som ikke er i ansigtet. Alle skar vi grimasser mens Brormand fortalte. Vennen lænet op af poolbordet, jeg på en stol med fødderne hvilende på bordkanten ved siden af ham.  Han skiftede vægten på foden så han diskret kom til at læne sig op ad mine fødder. Ikke andet end det.

“Som to magneter” tænkte jeg.

Eventyret sluttede, vi måtte hver vores vej. Jeg krammede ham og traskede mod Metroen. Prøvede at holde tårerne tilbage, indtil jeg kom ud af den indesluttede luft i metaltuben under jorden.

Den varme aftenluft slog mig i ansigtet, og i mørket lod jeg tårrene trille stille, mens jeg tænkte på hvornår jeg ser ham, og hvorfor det skal være sådan her.