Historie-tid #3

På det lille klapbord står min kakaomælksbrik, en lille pose chips og mine togbilletter. Dem skal damen se, så skal de være klar, det har far lært mig.

Lange blonde krøller og store blå øjne stirrer tilbage på mig i togrudens reflektion. På den anden side af ruden står far. Far smiler og vinker. Jeg vinker igen, tvinger mundvigene op selvom kinderne genstridigt prøver at bekæmpe smilet.

Jeg kigger på uret igen. 15.49 viser de røde prikker. 1 minut igen, 1 minut så er far væk. Jeg kigger ned ad gangen. Jeg ville kunne nå at løbe ud af døren inden de hyler. Ud til far. Bare en dag mere. En time mere. Et knus mere.

Jeg savner ham. 1 minut endnu. Jeg smiler stadig. Far smiler tilbage.

“Stor pige nu. Smil.” tænker jeg, og ved min bamse ligger øverst i tasken.

Tonen hyler, det samme gør mit hjerte. Jeg vil ikke hjem. Vil ikke væk fra far. Er ikke klar til at tage hjem endnu. Har ikke fået nok far. Får aldrig nok far.

Toget begynder at rulle, og min underlæbe dirrer som far bliver mindre og mindre dér på perronen.

Jeg tager skoene af, det skal man, hiver Anders op af den lille rygsæk, knuger den slaskede hund, der lugter af hjem, ind mod brystet, trækker fødderne og hviler panden mod ruden.

Der er langt hjem, langt væk fra far. Jeg tæller på fingrene. 14 gange skal jeg sove. 14 dage til jeg ser far igen. Det bliver koldt i min mave. 14 dage. Jeg knuger Anders lidt tættere.

“Må jeg se din billet?”

Damen smiler ned til mig. Jeg rækker hende min billet og smiler igen. Hun klipper i min billet.

“Har du haft en god weekend?”

Det har jeg, der var bare for lidt af den.

Jeg græder ikke denne gang heller, jeg er en stor pige. En stor pige på 6, der savner sin far noget så grusomt.