Noget om et tumlinge-ego

Mine veninder dukkede op med vin, kage og godt humør på mit dørtrin. De ved hvor nedtrykt, jeg har været efter jeg kom hjem. En aften med mad og modigvand virkede som den rette løsning.
Vi snakkede og grinede højt.

Modigvand blev skiftet ud med modigsjusser og endte i modigshots.

Vi snakkede om venindernes kærester. Problematikker jeg kunne forholde mig til, men stadig følte var lidt fjollede. Det mindede mig om hvor længe jeg har været single. Det der med at skulle tage hensyn til et andet menneske på den måde.
Vi blev enige om, at vi nok var lidt en særlig type piger. Nogle seje, frigjorte nogle. Sådan nogle der ville dø før de fik en dørmåtte-kæreste. Sådan nogle der blev forfærdet, hvis kæresten spurgte om lov til noget.

De spurgte ind til Sergenten, som stadig ikke havde skrevet eller accepteret min venneanmodning på Facebook. De spurgte ind til Charmetrolden, som stadig tog længere og længere tid om at svare.

Stille indrømmede jeg at kende Sergentens snapchatnavn. En kombination af en lamineringsopgave placeret foran en opslagstavle, hvor hans telefonnummer stod på en seddel, min autistiske tendens til at kunne memorere talrækker, mit barnlige håb da jeg tastede det ind i min telefon, inden jeg glemte det. Et håb om det en dag dukkede op på min skærm, når jeg mindst ventede det. Snapchats evne til at forslå kontakter, der er tilkoblet deres telefonnummer, og så min trodsige beslutning om at slette ham som kontakt, da han aldrig skrev. Så kunne han lære det, kunne han.
Ikke desto mindre huskede jeg hans navn på snappen. Og det var pludselig en stor fristelse ikke lige at tilføje ham.
Så det gjorde jeg. Og sendte en venneanmodning til Charmetrolden.
Psykopat-stalker-mode slås åbenbart til i min hjerne, når jeg drikker rom og cola. Note to self. (læs: det er jo ikke særlig svært at finde en person, hvis efternavn står på deres uniform, og fornavn på deres tinder. Slap dog af)

Da Sergenten tilføjede mig som ven også, undslap et lille hvin mine læber. Sødt stod hans fornavn på min skærm. Det kunne jeg godt lide. Hans rigtige navn. Det passer så fint til ham, og får en til at glemme, at han snart skal sendes ned et sted, hvor det handler om at dræbe eller blive dræbt.

Da jeg vågnede dagen derpå, havde jeg lykkeligt glemt alt det dumme jeg havde gjort aftenen forinden.
Så åbnede jeg rutinemæssigt Facebook, fandt Charmetroldens accept af vores venskab. 6 timer senere fjernede han mig som ven og slettede vores match på Tinder. Of well, can you blame him?
Sergenten derimod, han kiggede min MyStory, og pludselig var jeg vældig motiveret for at løbe en tur trods tømmermændene. Bare for at virke imponerende og overskudsagtig. Og lige snige et tilfældigt billede af det på MyStory.

Jeg ved ikke hvorfor han accepterede min snapchat. Jeg ved ikke om han nogensinde skriver.
Men stædighed/ihærdighed er mit mellemnavn, fordi det har givet pote før i tiden.
Mit ego er, som en af de der tumlinger man kan give sin undulat, hvis man er så led at holde den alene. Sådan en der kan tæskes i jorden, og så rejser den sig op igen, og beder om mere. Øretæveindbydende.

Igår aftes kunne det være nok. Tænkte jeg ville sende noget stille og roligt, direkte til ham.
Med tommelfingren hængende over hans navn, lige indtil jeg trykkede på send, i et modigt splitsekund. Adrenalinen pumpede i årerne. Skyndte mig at slukke telefonen og lægge mig til at sove.

Her til morgen tog det tid at vågne. Frygtede at kigge på telefonen. Håbede hans søde navn ville stå der, men diskuterede med mig selv, om hvor stor sandsynligheden i realiteten var for det. Meget lille kom jeg frem til.
Alligevel bankede hjertet lidt hurtigere end det burde klokken 7.30 en søndag morgen.
Han havde ikke skrevet. Naturligvis.
Det var ikke et voldsomt slag, jeg kommer til at bounce tilbage med lynets hast, og han kan ligeså godt glæde sig.