Lad Bjørnen sove…

Da han rejste sig fra ølbowlingstolen for at hente flere alkoholiske-drikke til os, svigtede hans balance en smule. Jeg rakte ud efter ham. I ren refleks. Fik fat i hans hånd. Sørgede for han stadig stod på benene. Stadig med ham i hånden. “Er du ok?” grinede jeg, gjorde mine til at trække hånden til mig. Han flettede sine fingre ind i mine. “Lige et øjeblik,” trak vejret dybt og kiggede på mig med sit smittende grin. “Jep, jeg er ok nu! En øl mere?” Jeg kiggede granskende på vores hænder. Forundret over den pludselige kemi. Hjertet i halsen, tør i munden, røde kinder. “Jo da!” fik jeg fremmanet, han slap min hånd for at bringe flere øl.

Én gut fra min klasse, vi kan kalde ham Bjørnen, til dels fordi han spiller håndbold med Løven (jeg har muligvis en fetish for håndbold-fyre), men mest fordi han har det rareste, mest brummende grin jeg nogensinde har været udsat for. Det minder mig om en bjørn. Helt nede fra maven af.

Han er sådan en gut der smiler, og så lyser hele rummet op. Fylder verden med varme og glæde.

Nårh ja, og så er han kærester med en af de sødeste piger jeg kender. Hovsa.