At mangle glæde

Jeg er ikke glad. Ikke sådan rigtigt. Jeg er, som Elias Ehlers siger det så fint, lide “meh”-agtig.

Jeg er ikke rigtig glad, ikke rigtig ked af det, ikke sur, ikke lykkelig. Bare ligegyldig. Bare “meh”.

Jeg ved jeg bør gå op i ting, jeg ved at jeg bør og kan gøre alting bedre. Men jeg har hele tiden tanken “why bother?” Det er jo ligegyldigt alligevel?

Jeg har ikke rigtig noget at være ked af. Så det er jeg vel ikke – jeg har bare en ligegyldig følelse.

Jeg er ligegyldig, men verden er ved alle guder lige så ligegyldig. Alt virker så latterligt småt. Min hjerne føles som grød, og jeg er træt men kan ikke sove.

Det føles latterligt at være så træt af alt, når man har så meget at være lykkelig for. Men jeg ligger bare lidt i et ingenmandsland uden nogen rigtig lykke eller ulykkes faktor.

Meh.

Mit fjæs må idag have haft det mest vanvittige “don’t fuck with me”-skilt plastret over det, for jeg har i løbet af skoledagen lavet 4 ting man ikke rigtig må, lige foran en lære, men ingen har sagt noget til mig.

Én var tæt på. En rigtig stram creme-cardigan og bred-hæls-støvle type, der løftede et øjenbryn da jeg bar min frokost op på biblioteket (hvor vi egentligt ikke må spise). Men mit iskolde blik og umiddelbare mangel på underkastelse så ud til at slå hende lidt ud af kurs, og hun sagde derfor ikke noget. Heldigt. Ved ikke om jeg ville have grædt eller tyret mine tarteletter i gulvet af raseri, hvis hun faktisk havde sagt noget til mig.

Få det til at stoppe please. En eller anden?