“Det ville være skide godt for dig”

Jeg elsker når det går godt for mine venner. Jeg bliver glad når de betror sig til mig, hvis de har problemer. Jeg kan godt lide at give folk råd. Jeg elsker at give dem følelse af, at de er elsket og værdsatte.

“Selvfølgelig kan hun lide dig! Hvordan skulle hun kunne andet? Du er amazing!”, “han ville være heldig at have dig!”, “du er den bedste, du fortjener bedre end det!”

Men når det kommer til mig selv, kan jeg ikke lade vær med at betvivle alt det, jeg så gladeligt smører alle andres ansigter ind i! Mine venner er fantastiske, de fortjener det bedste, de fortjener at være lykkelige, de fortjener toppen af kransekagen. Intet er godt nok, gud være nådig ved den, der kommer til at træde dem over tæerne. For jeg vil altid stå bag mine venner, og uddele skinnebensspark til dem, som har gjort der har begået dem en uret.

Men når det kommer til mig selv, så er jeg mere villig til at gå på kompromis, med alt det jeg proklamerer overfor mine venner at de aldrig må mangle.

Det er ikke lige så vigtigt for mig, at jeg bliver behandlet pænt. Ikke ligeså vigtigt at jeg er den, der tænder julelys i hans øjne når jeg skriver en besked, og får ham til at gå ind i en lygtepæl.

Jeg er villig til at gå på kompromis med min egen velvære for en eller anden gut, men ikke med mine venners?

Nogle gange siger folk “han ville være skide god for dig”, og jeg kan ikke rigtig se det. Men efterhånden er jeg mere tilbøjelig til at give de andre ret. De må kunne se noget jeg ikke kan.