At drukne i egne tårer og være ligeglad med hvem der ser det.

Intet hjælper. Ikke de tolv muffins. Ikke SATC eller Parks & rec. Ikke de fire siders rapport der skal være færdig til imorgen. Ikke en lang gå tur med den skønne laban og mit yndlingspodcast. Intet.

40 minutter efter annoncen var trykt, ringede en sød dame. Irriterende sød dame. Meget interesseret i min hund. Ville gerne se ham, var sød og forstående. Sagde alt det rigtige. Mens jeg græd med min hunds hovede på skødet, og håbede hun ikke hørte det.

Sorgen flår i mit hjerte, mit hovede bliver ved med at kompensere med logiske forklaringer på hvordan dette er det bedste for alle. Forsøger at overbevise mig om, at han ikke vil savne mig. At det kun er mig.

Jeg når punkter, hvor jeg tænker: “nu kan jeg ikke græde mere,” eller “det bliver nok ok, på en måde,” men så gør han noget fjollet eller elskeligt og så kommer det præmature savn skyldende ind over mig. Som et baseballbat lige i skærmen. Tårerne triller og jeg gør ikke noget rædderligt forsøg på at standse dem. Lader det bare ske.

Jeg føler mig bollet af livet til det punkt, hvor man har lyst til at skrige mod himlen

“Så læg dog det bat fra dig, din møgso”

Men jeg tvivler på nogen lytter efter.

Jeg vil bare ligge sammen med ham hele tiden. Kramme og kysse ham til pelsen falder af. Jeg vil også klappes på håret, krammes og have at vide, at det nok skal gå. Jeg har ikke lyst til at være stærk og fattet. Jeg vil græde, være lille og passes på.

Så jeg spiser min mor-sponsoreret Marabou-daim og græder lidt mere.

Må jeg få min egen Baymax nu? Jeg tror jeg er i stykker.